Mikkel besluttede, at han var træt af arbejdet og havde brug for en ferie ved havet. Om sin gravide kone tænkte han slet ikke og pakkede kun til sig selv.
— Line, lad være med at starte. Du ved udmærket, at jeg er træt og vil slappe af.
— Mener du, at jeg ikke har brug for det? Jeg er i sjette måned, og du beder mig om at tage ud til din mor for at grave i haven!
— Hvad er der galt i det? Mor vil hjælpe dig, og frisk luft er kun en fordel.
Line tav og svarede ikke, da hun vidste, at det var nytteløst at diskutere med sin mand. På landet blev hun ikke ligefrem varmt modtaget af svigermoren.
— Du har kørt min søn så hårdt, at han er taget til havet for at slippe væk fra dig! Sådan skal det være.
— Han er ikke stukket af; jeg gav selv lov. Kender du ikke din egen søn, tante Nina?
Line gravede i haven hele dagen. Solen var skarp, ryggen værkede, og lugten af jord gjorde hende konstant kvalm. Hendes ben hævede op, og hun kunne ikke bevæge sig hurtigt. Når det blev for svært, satte hun sig blot ned og nussede sin mave. Om aftenen kunne hun høre svigermoren tale om hende med naboerne.
— Sikke dog en dovenskab! Hendes ben er hævede! Vores kvinder plejede at føde på marken og fortsætte arbejdet straks efter! Ikke en svigerdatter, men en dronning!
Efter et par uger kom Mikkel tilbage, veludhvilet, tilfreds og solbrændt.
— Line, hej! Du kan ikke forestille dig, hvilken lækker fisk og skaldyr jeg spiste der! Stranden var fantastisk! Næste år tager vi sammen derned.
— Mikkel, vi tager ingen steder. Jeg går min vej.
— Hvor skal du hen? Har du planer?
— Du forstår ikke. Jeg forlader dig.
— Er det en joke? Du kan ikke klare dig uden mig, hvem har brug for dig?
— Det finder jeg ud af nu.
For første gang i årene sammen med sin mand forstod Line, hvad frihed betød. Ja, hun vidste ikke, hvor hun skulle hen eller hvad hun skulle gøre, men én ting stod klart, hun ville få det bedre uden Mikkel. I lommen havde hun få penge, og tilbage til lejligheden for børnetasken besluttede hun sig imod. Hendes bedste veninde, Maja, tog hende ind.
— Line, jeg har et ledigt værelse, du kan blive så længe, du har brug for! Tænk ikke på det negative, det skal nok gå!
Mikkel kunne ikke tro, at hans kone havde forladt ham. Han ringede til hende mange gange dagligt og kom med blomster til Majas dørtrin, men veninden lod ham ikke komme ind, som Line havde bedt om.
— Mikkel, gå din vej og glem vejen hertil. Line er ikke en tjenestepige. Det er din egen skyld.
Han skrev breve, som Line nogle gange læste. I brevene bad han om tilgivelse, kaldte sig en tåbe, sagde, han savnede og elskede hende. For barnets skyld bad han hende tilgive ham og vende tilbage til familien.
Fødslen var svær for Line, men da hun holdt sin søn i armene, glemte hun alt andet. Langsomt begyndte hendes liv at fungere igen; det var hårdt, men vennerne hjalp hende. Mikkel blev ikke tilgivet, men hun lod ham se sin søn.
