Med bankende hjerte bankede Nina på døren. Intet svar. Hun tog tøvende nøglen op af sin taske og åbnede døren… Gud, hvor længe siden var det ikke, hun havde været her! Alt var ved det gamle, intet havde ændret sig i dette engang så elskede hjem, men nu føltes det fremmed og ugæstfrit.
Næsten et år var gået siden skænderiet med Mikkel. De havde skændtes før. Nina tog ofte lille Sofie med sig til sin mor med tårer i øjnene. Som regel, så Mikkel savnede hende, og næste dag kom han for at forsones. Livet gik sin gang igen, og de fandt sort of balance. Men sidste gang var det anderledes…
Nina rystede minderne af sig og gik beslutsomt hen til skabet for at finde de nødvendige dokumenter. Papirerne lå uforandret, sirligt lagt i en mappe af hendes egen hånd. I to måneder havde en fyr, som længe havde været forelsket i hende, kurtiseret Nina insisterende. Der var endnu ikke noget imellem dem, men for en uge siden havde han officielt friet til hende.
Og hele denne uge havde Nina ikke kunnet sove, noget plagede hende, og hun kunne ikke tage en beslutning.
I begyndelsen syntes det som om misforståelsen med Mikkel måtte opløses. At han ville banke på hendes dør, kigge hende i øjnene og sige: “Hvor har jeg savnet dig!”
Men dagene gik, måneder strakte sig, og intet ændrede sig. Hun så Mikkel i forbifarten, og han blev mere og mere distanceret og kold, som om der var en kløft imellem dem. Han kom kun for at se Sofie, tog hende i hånden uden et ord og førte hende bort. Og så bragte han hende tilbage igen uden et ord. Sofie kvidrede muntert og prahlende med fars gaver – dansede rundt i spejlet i nye kjoler eller sko. Men Nina mindedes trist de tider, hvor Mikkels øjne strålede, når han gav hende gaver. Nu… han så ikke engang hendes vej, og de blev ubehageligt stille, så hun hastede til sit værelse. Hendes mor, der aldrig havde haft en særlig interesse for Mikkel, sagde ofte: “Hvad Gud giver, er for det bedste.” Til sidst begyndte Nina også at tro på det.
Nina tog en dyb indånding og så sig omkring i rummet for sidste gang og… hun gispede af overraskelse: Mikkel lå og sov på sofaen. Sikkert efter en lang vagt. Først havde hun lyst til at forlade rummet hurtigt, men noget fik hende til at blive. Hver krog var bekendt, ansigtet var groet tættere og med skygger under øjnene… Nina satte sig langsomt ved siden af. Hvad vidste hun om denne mand, hun havde boet sammen med i årevis? Hvilke tanker gemte sig bag det bekymrede pande? Pludselig dukkede billedet af unge Mikkel op i hendes sind: de trofaste drengeøjne, det lysende smil… Det var som om dette smil, der engang havde vendt op og ned på hendes verden, gjorde hende forelsket dengang. Var den smilende dreng virkelig den samme som denne trætte mand? Der var gået så lidt tid siden. Det strålende smil dukkede op igen. Så stærkt, så virkeligt, og det var som en bebrejdelse til hende, Nina…
Gud, hvor blev alting af? Hun så hjælpeløst rundt, som om hun ledte efter nogen at skyde skylden på for hendes sammenbrudne liv. Hendes hjerte værkede, bankede, og var indespærret af strømmen af tunge minder. Deres engang hyggelige og eventyrlige verden blev fyldt med smålig kritik og nag, tårer og en trøstløs følelse af misforståelse. Den evigt trætte Mikkel, som arbejdede tre jobs for at forsørge hende og Sofie og ikke være afhængig af nogen… Nina havde tid til at tænke over det og indså, at hun simpelthen manglede tålmodighed, kvindelig smidighed og visdom…
Og dog havde de engang været overordentligt lykkelige. Og det var ikke bare hendes fantasiværk. Nina rejste sig uroligt, hun længtes efter at bevise det for sig selv. Hendes blik faldt på Mikkels hånd, som lå på deres… bryllupsalbum, på et billede hvor de var strålende lykkelige…
Hendes hånd rystede uundgåeligt, og fotografierne faldt med et sagte raslende på gulvet. Hun stoppede op og frøs… Mikkel så på hende.
– Nina, er du kommet tilbage? – Hans øjne strålede i glæde, og det blev uendeligt smertefuldt for hende ved tanken om, at hun kunne være gået for altid for en halv time siden…
