En dag står jeg i Københavns Lufthavn og venter på min kone, som kommer fra Italien. Flyet er forsinket, og det har nu været tre timer siden den oprindelige ankomsttid. Jeg er ved at blive godt irriteret. Ved siden af mig står en anden mand, der også ser ret oprevet ud – han har små briller, en hat og en lille kuffert. Han nærmer sig mig forsigtigt og spørger, om jeg vil holde øje med hans kuffert i et par minutter, mens han smutter på toilettet. Jeg er normalt en flink fyr, så jeg siger ja og bliver stående og passer på kufferten.
Halv time. En time. En time og et kvarter. Jeg er nu virkelig vred. Til sidst går jeg hen til en lufthavnsbetjent og forklarer situationen med kufferten. Han beder mig om at følge med. Vi kommer til sikkerhedskontoret og begynder at udfylde papirarbejdet som nødvendigt, med mine pasoplysninger og en beskrivelse af situationen. Endelig når vi til punktet med indholdet af kufferten.
Vi åbner den…
Du godeste! Gud frels mig! Kufferten er fyldt til randen med store euro-sedler i bankpakker! Jeg var ved at få et chok over at jeg ikke havde taget dem, da jeg havde chancen. Jeg føler mig som den største nar og har ikke engang energi til at skælde ud på mig selv. Jeg kigger på betjentene, der forsigtigt krøller papiret med rapporten sammen og ser nervøse ud, mens de skæver til hinanden og kufferten… Så kaster de sig over den og begynder at fylde sedler i lommerne, mens jeg står og måber. Men betjenten får ondt af mig og siger:
— Hvad står du der for? Tag for dig også, hva’?
Jeg kaster mig over kufferten, glemmer alt andet og begynder også at rage til mig af pengene… Jeg tager og tager og tager og tager…
Og så vågner jeg – hele dynen var stoppet ned i bukserne.
