Helene Johansen, en smuk, velplejet kvinde i begyndelsen af halvtredserne, gik rundt på markedet for at vælge et godt stykke kød. Bag hende fulgte en ung, ukendt pige som en skygge. I modsætning til Helene var pigen meget ung, nærmest for ung. Alt ved hende var “for meget”: for lange øjenvipper, for skrigende, næsten vulgær makeup, for kort nederdel. Dette virkede killende på de forbipasserende mænd: halvdelen drejede halsen om for at få et glimt af pigen, mens den anden halvdel var mindre heldige, da de gik med deres koner, og kun kunne kaste blikke efter den betagende pige ud af øjenkrogen.
Pigen forsøgte flere gange at tale med Helene, men hver gang trak hun sig tilbage indtil hun endelig tog mod til sig:
– Helene, jeg er nødt til at tale med dig. Det handler om, at din mand og jeg… kort sagt, vi ses…
– Så siger du det! – sagde Helene venligt og noget fraværende, mens hun betragtede kødet på disken. – Hvad sagde du, du hedder? Åh, det var Lærke… Lærke, har du forstand på kød? Synes du, denne udskæring ser frisk ud? Jeg kan ikke rigtig afgøre, om det er oksekød eller kalvekød?…
– Undskyld mig – pigen blev forvirret. – Det virker som om, du ikke forstod eller hørte, hvad jeg sagde…
– Kære dig, på trods af min alder har jeg hverken mistet hukommelsen eller hørelsen. Du er min mands elskerinde, og du vil tale med mig. Men jeg føler ikke behovet for en sådan samtale. Nej, det er trods alt ikke kalvekød, alt for rødt… men… okay, vejer du lige dette stykke for mig. Tak, hvad skylder jeg?
Efter at have betalt, så hun Lærke stå lidt rådvil ved siden af sig. Pigen, tydeligt bragt ud af fatning af den uventede reaktion fra hendes rival, stod og skiftede fra fod til fod. Helene kastede et blik på sit ur:
– Okay da. Jeg havde alligevel tænkt mig at tage en kop kaffe. De laver de lækreste kager her. Hvis du vil, kan vi tale der.
Mens hun nippede til sin kaffe, så Helene på Lærke:
– Så, hvad er det, du vil tale med mig om?
Slip Jens, han er ulykkelig med dig! – brød pigen ud med en tydeligt forberedt sætning. Helene spærrede øjnene op og brød ud i en høj latter:
– Kom Jens og bad dig om det? Ah, du besluttede det selv! Jeg tænkte det nok… Men søde ven, – smilede hun varmt, – Jens vil aldrig forlade mig. Hvorfor? Præcis fordi jeg ikke prøver at holde ham. Tror du mig ikke? Overbevis dig selv. Men jeg advarer dig, så snart du begynder at presse ham, vil han løbe fra dig, som det allerede er sket flere gange.
– M-men hvordan… – Lærke kvalte i sin kaffe og fik endelig hostet op. – Hvad mener du med “allerede sket flere gange”!?
– Lærke, skat, du er jo en klog pige! Du tror vel ikke, at Jens har boet sammen med mig bare i venten på at møde dig?
Lærke blev rød i ansigtet: hun havde netop troet det. Helene fortsatte, som om hun intet havde bemærket:
– Du er, lad mig huske, den tredje, nej, måske den fjerde… eller endda femte, der henvender sig til mig på denne måde. Bliv ikke så ked af det! Selvfølgelig lovede han dig guld og grønne skove og sagde, at du var den smukkeste, den eneste ene, og meget mere i denne stil… Gjorde han ikke? Så kan du se! Tro aldrig på mænds komplimenter, Lærke. Nyd dem, få en glæde ud af dem, men tro aldrig på dem.
Lærke var helt slået ud.
– Helene, hvordan… Bliver du slet ikke såret?
– Tja, hvordan kan jeg sige det… på den ene side er det da selvfølgelig trist: utroskab er nu engang utroskab. Men på den anden side er det faktisk lidt smigrende at vide, at jeg stadig har en mand, der har… tiltrækningskraft! Plus, jeg har lært én sandhed: En mand skal holdes i en lang snor, så han ikke føler sig bundet. Forresten, det er en skam, at du ikke smager kagen, – bemærkede hun, nydende en bid af en flødeskumsfyldt rulle. På kur, har jeg ret? Unødvendigt, tro mig. Du frarøver dig selv en fornøjelse! Din figur trues ikke, og en kvinde med sultne øjne er ikke flatterende, tro mig. Nå, jeg ønsker dig naturligvis ikke held, eftersom jeg ikke tror det, – sagde hun opgivende og rejste sig, idet hun drak sin kaffe færdig. – Jeg ønsker heller ikke at mødes med dig igen, så farvel.
Jens var på vej hjem, fyldt med onde anelser. Efter den skænderi, Lærke havde lavet, regnede han ikke med en venlig modtagelse fra sin kone. Han huskede tilbage på alle tårerne, og blev irriteret. Hvis kvinder vidste, hvor lidt de klæder dem, ville de aldrig græde. I selskab med mænd. Røde øjne, tværet makeup, hævende næse… brrr!
Da han nåede døren til deres lejlighed, tog Jens en dyb indånding, gav sig selv et mentalt korsets tegn og åbnede døren, beskyttende sit hoved med sin mappe. Og godt var det, for en blå kop ramte dørkarmen tæt på hans hoved og splintredes i en sky af skår.
– Din skurk! – råbte Helene, mens hun kastede den ene del af kaffestellet efter den anden mod sin mand. – Din slyngel! Din gamle gris! Hvem var det, der svor på, at det var sidste gang for to måneder siden? Helene råbte med stor energi, men Jens bemærkede en skæv tone i hendes vrede, som om hun kun spillede rollen som den rasende hustru. Da det stilnede lidt, dukkede Jens frem bag egen “skjold”. Helene stod med den sidste kop i hånden og så en anelse trist på de blå og hvide skår, der dækkede gulvet.
– Helene, skat… – begyndte han, mens han forsigtigt nærmede sig sin kone. – Jeg sværger, det var den allersidste gang! Du er jo klog, du forstår det! Sådan er det med lidt midtvejskrise… tilgiv mig!
– Din slyngel! – Helene kastede den sidste kop, ramte ikke, men brast ud i latter. – Du er uudholdelig! Din gamle hund!
– Ældre, men ikke uduelig! – Jens tog mod til sig og omfavnede sin kone, kyssede hende let i nakken.
Helene frigjorde sig. – Nej, Jens, jeg mener det seriøst: Stop det! Ellers håndterer jeg den midtvejskrise for dig selv, – sagde hun truende og nikkede mod væggen i køkkenet dekoreret med et sæt dekorative kageruller.
Næste morgen, mæglede og tilfredse, gjorde ægteparret sig klar til arbejdet. Det, der var sket dagen før, var nærmest en tradition for dem, en måde at genopfriske følelserne lidt.
Helene tog mascara på foran spejlet. Jens pudsede sine sko. Flere gange forsøgte han at spørge om noget, men tøvede. Helene bemærkede det hele i spejlet:
– Hvad var det, du gerne ville spørge om? Noget med din lille Lærke, ikke sandt? Nej, det lille ansigt lod jeg være, i modsætning til Veronika, – hun smilede, – men figuren… Jeg garanterer, at hun nu spiser kager uden begrænsning. Da jeg forlod, så jeg hende kaste sig over en kage, som om hun ikke havde spist i en uge… Naturligvis vil din Lærke blive tyk, hun har en tilbøjelighed til at tage på i vægt. Og jeg skal lige have en fastedag, – hun blev alvorlig igen. – Mener det, Jens, stop det! Jeg er træt af det. Jeg vil ikke finde mig i det længere.
– Og hvad vil du gøre næste gang? Kasseroller eller suppeterriner?
Helene beholdt sit rolige tonefald, men så meget alvorligt på ham:
– Ingen af delene. Øje for øje, tand for tand. Utroskab for utroskab…
– Helene, lav ikke sjov med det, – Jens blev pludselig alvorlig.
– Ingen sjov. Jeg sagde det, og du hørte det. Det volder dig besvær blot at tænke på det; forestil dig bare et øjeblik, hvordan jeg har det?
Ved opgangen skiltes de med et kys og gik hver sin vej til arbejdet. Helene tog sin mobiltelefon op, kiggede sig rundt for en sikkerheds skyld, og tastede et nummer:
– Hej Anders? Det er mig.
