Ved at sætte sin elskerinde af, sagde Buch ømt farvel og kørte hjem. Han blev stående et øjeblik foran opgangen og overvejede, hvad han skulle sige til sin kone. Han gik op ad trappen og låste døren op.
– Hej, sagde Buch. – Er du hjemme, Freja?
– Ja, jeg er hjemme, svarede hans kone med et flegmatisk tonefald. – Hej. Skal jeg gå ud og lave frikadeller nu?
Buch havde besluttet sig for at være direkte og mandig. Han måtte få afsluttet dette dobbeltliv, mens kysset fra elskerinden stadig brændte på hans læber, før det hverdagsagtige liv igen slugte ham op.
– Freja, sagde Buch mens han rømmede sig. – Jeg er kommet for at fortælle dig… at vi må skilles.
Freja tog nyheden roligt; hun var svær at bringe ud af fatning. Engang kaldte Buch hende for “Freja den Kolde” på grund af hendes upåvirkelige ro.
– Hvad mener du? spurgte Freja fra køkkendøren. – Skal jeg ikke lave frikadeller?
– Det er op til dig, sagde Buch. – Hvis du har lyst, så gør det, hvis ikke, så lad være. Jeg tager hen til en anden kvinde.
De fleste koner ville reagere voldsomt i denne situation, men Freja tilhørte ikke flertallet.
– Jaja, hvilken stor fin dame, sagde hun. – Har du husket at hente mine støvler fra reparation?
– Nej, det glemte jeg, indrømmede Buch forfjamsket. – Hvis det er vigtigt, kan jeg finde den nærmeste skomager lige nu!
– Suk, mumlede Freja. – Du formår altid at hente de forkerte ting, Buch.
Buch følte sig fornærmet. Det virkede ikke som at bryde de ægteskabelige bånd gik som planlagt, der manglede passion og stærke følelser. Men hvad kunne man også forvente af “Freja den Kolde”?
– Freja, hører du overhovedet efter? Jeg har sagt, at jeg forlader dig for en anden kvinde, og alt du bekymrer dig om er støvlerne!
– Klart nok, sagde Freja. – Du kan forlade mig, hvor du vil. Dine støvler er jo ikke på værksted, er de vel?
De havde været sammen længe, men Buch kunne stadig ikke altid forstå, når Freja var sarkastisk eller alvorlig. I sin tid var han faldet for hendes rolige natur, hendes konfliktfri adfærd og sparsomme ord. Hendes huslige evner og faste, behagelige former havde også spillet en rolle.
Freja var pålidelig, trofast og koldblodig som et 30-tons skibsanker. Men Buch elskede nu en anden: med lidenskab og syndig sødme! Det var nødvendigt at afslutte og forsvinde ind i et nyt liv.
– Freja, sagde Buch med en anelse af højtidelighed, sorg og beklagelse. – Jeg er taknemmelig for alt, men jeg går, fordi jeg elsker en anden. Ikke dig.
– Fantastisk, sagde Freja. – Du elsker mig altså ikke, sikke en skæv betragtning! Min mor elskede naboen, og min far elskede domino og brændevin. Og se hvordan jeg endte som.
Buch vidste, det var svært at diskutere med Freja. Hver af hendes ord var som en vægt. Hans oprindelige ild var fordampet, skænderiet var ikke længere fristende.
– Freja, du er virkelig fantastisk, sagde Buch surt. – Men jeg elsker en anden. Lidenskabeligt og syndigt. Og jeg er på vej til hende, forstår du?
– En anden? spurgte Freja. – Er det Mette, der nu skal få dig?
Buch trak sig lidt tilbage. Han havde et kort eventyr med Mette sidste år, men han havde ikke forestillet sig, at Freja kendte til hende.
– Hvordan… Hvorfra kender du hende? Han stoppede så. – Lige meget. Nej, det handler ikke om Mette.
Freja gabte.
– Måske er det så Anna fra posthuset? Er det hende, du flytter til?
Buchs ryg blev kold. Anna havde også været hans elskerinde, men det var fortid. Hvis Freja vidste det, hvorfor havde hun så ikke sagt noget? Nå ja, hun var som en klippe, umulig at få et ord ud af.
– Nej, sagde Buch. – Det er hverken Anna eller Mette. Det er en anden, en vidunderlig kvinde, min drømmes top. Jeg kan ikke leve uden hende og flytter hen til hende. Lad være at prøve at stoppe mig!
– Så er det sikkert Sofie, sagde Freja. – Åh, Buch, dit splittede organ. You随便 ændring! Drømmens top er Sofie fra frisørsalonen. 35 år, ét barn, to aborter… Er det hende?
Buch greb sig til hovedet. Skuddet ramte plet! Han havde en affære med Sofie.
– Men hvordan? Han mumlede. – Hvem har sladret om os? Har du spioneret på mig?
– Simpelt, Buch, sagde Freja. – Jeg er en erfaren gynækolog, kære. Jeg har set alle kvinder i denne by, mens du kun har set en brøkdel. Én blik kan afsløre, hvor du har været, min kære!
Buch samlede sig.
– Ja, lad os sige, du har ret, sagde han uafhængigt. – Så er det Sofie. Det ændrer intet, jeg flytter hen til hende.
– Du er fjollet, Buch, sagde Freja. – Du kunne bare have spurgt mig for sjov! For resten, der er intet særligt ved Sofie, intet du ikke finder hos andre kvinder, og det siger jeg som læge. Har du set din drømmekvindes sygdomsjournal?
– Nej… indrømmede Buch.
– Netop! Gå straks i bad. Og i morgen vil jeg aftale en tid hos doktor Rasmussen til dig uden ventetid, sagde Freja. – Og så taler vi. Det er da en skam, at en gynækologs mand ikke kan finde sig en sund kvinde!
– Hvad skal jeg gøre? sagde Buch klagende.
– Jeg går ud og laver frikadeller, sagde Freja. – Og du kan gøre, som du vil. Hvis du leder efter drømmekvinden uden skavanker – kontakt mig, jeg kan anbefale én…
