— Godmorgen, min lille solstråle! Den allerbedste morgen til dig. — Mor satte sig på kanten af min seng og strøg mig over håret. — Hvor er du blevet stor. Næsten en voksen mand. Tillykke med fødselsdagen, Anders. Mor kyssede mig på kinden og lagde en æske på mit bryst. — Tak, mor. — Jeg gav hende et kys tilbage, og hun forlod værelset. I dag er det den 17. juni, og jeg fylder 17 år. Da jeg havde pakket gaven op, sprang jeg op i sengen. En ny smarttelefon! Det havde jeg aldrig turdet drømme om. For to uger siden mistede jeg min telefon under en løbetur i parken, og to uger uden forbindelse i vores netværksprægede verden er virkelig uholdbart. Nu skal jeg genskabe alle mine kontakter og ringe til mine venner. — Anders, bedstemor ringede — lød det fra køkkenet. — Hun kunne ikke få fat på dig på dit gamle nummer. Ring til hende. — Okay, mor, straks. Efter at have sat mig ind i telefonen begyndte jeg at taste bedstemors nummer ud fra hukommelsen +45 ** ** ** ** eller var det ** ** ** **? Jo, det var da vist det rigtige. Telefonen ringede…
Anna Jensen levede sine dage i et gammelt hus i udkanten af en lille landsby. — Snart bliver jeg 80 år gammel. Hvorfor lever jeg egentlig? Ingen har brug for mig længere. Min mand, Hans, blev taget af Gud for 10 år siden. Og sidste år kørte min datter, svigersøn og mit barnebarn, lille Anders, forfærdeligt galt. — Bedstemor Anna talte som altid med sig selv. — Hvorfor lever jeg? Hvem har brug for mig? Ingen familie. Ingen slægtninge. Mine naboer foreslår, at jeg flytter til byen. Der er en stor treværelses lejlighed fra min datter… Men hvad skal jeg dog der alene? Jeg kunne kun se folk fra altanen… Her er frisk luft. Høns i haven. Naboerne er som familie, vi har boet side om side hele livet. Nej, jeg må dø på min gamle bænk. Jeg er for gammel til at flytte. Telefonen ringede pludselig på bordet. Det var en gave fra datteren. Anna plejede at oplade den, selvom ingen ringede. Det havde været stille i et år, men nu ringede den. Et ukendt nummer. — Hej… — Bedste, hej! — lød det i røret. — Undskyld jeg ikke har ringet længe. Dette er mit nye nummer. Jeg mistede det gamle. Mor sagde, jeg skulle ringe, så du ikke er bekymret. Anna trykkede en hånd mod sit hjerte og satte sig i sofaen. Noget gjorde ondt i hjertet. — Anders, lille skat, er det dig? — hviskede en bleg bedste Anna. — Selvfølgelig er det mig! Hvem ellers? — sagde stemmen i røret — Bedste, undskyld jeg ikke kan komme forbi endnu. Jeg prøver og prøver, men noget kommer altid i vejen. — Anders, min dreng, hvordan går det? — Græd Anna nu i røret. — Jeg planlægger at komme. Men katten Felix holder mig her. Han er gammel og hvem vil tage sig af ham uden mig? — Bedste, græd ikke. Jeg har eksamener lige nu. Når jeg har overstået dem og ved hvor jeg skal hen, så kommer jeg en hel måned til dig. Jeg savner dine kager så meget. Hold ud. — Anders, min blomst. Tak fordi du ringede. Hvis du kan, ring igen. — fortsatte bedste med at græde. — Bedste, hvad er det? Skal jeg ringe hver dag? Jeg har en ny tariff, at ringe til dig koster ingenting. — Hvordan går det med mor og far? — Som i paradis! Det føles som om de har en ny honeymoon. Det er det, bedste, jeg skal videre. Jeg ringer igen i morgen. Kys. Farvel! Stilheden sænkede sig i røret. Anna rejste sig. Hun gik til ikonen og gjorde korsets tegn med rystende hånd. Derefter begyndte hun at forberede sig på en tur til bageren. Hun skulle købe mel. Og gær. Når eksamenerne er slut, kommer de… To uger tilbage. Annas øjne fyldtes med livets glød.
Anders lagde røret på. Bedste virkede underlig i dag. Ingen fødselsdagshilsen. Hun græd. Hun begynder nok at gå fra det. Det må være sandt han skal ringe hver dag. Hun er en gammel dame nu. Snart bliver hun 80. To uger gled forbi som en enkelt dag. Anders bestod sine eksamener. Hver aften ringede han til sin bedste og talte længe med hende. De snakkede om eksamenerne og dimissionen. Bedste, der tidligere elskede at give råd, sukkede nu overvejende. — Mor, jeg er hjemme! — Anders gik ud for at vaske hænder. Fra køkkenet lød mors misbilligende stemme. — Anders, vi forstår at du har travlt, med eksamenerne og optagelse på universitetet. Men du må finde et minut til at ringe til bedste? Hun er den eneste vi har tilbage. Hun har ringet til mig og klagede over, at du har glemt hende. — Det er utroligt! — Anders trådte ind i køkkenet. — Mor, jeg ringer til hende hver dag. Lad mig ringe nu mens vi taler med hende i højtaler. Anders tastede bedstemors nummer ind på telefonen. — Hej! Erna Andersen! Forklar mig og min mor, din svigerdatters søn, hvorfor du siger, jeg ikke ringer til dig? — Anders, tilgiv mig gamle krop. Jeg opdagede på tredje dag, at du havde ringet forkert. Jeg kunne ikke indrømme det. Ville ikke opgive illusionen om lykke. Illusionen om at jeg stadig havde familie… En uge senere bagte bedste Anna kager. Og Anders tog sammen med sine forældre til landsbyen for at møde sin nye BEDSTE…
