— Undskyld, ved du om bussen allerede er kørt? — spurgte en forpustet mand, da han nåede frem til busstoppestedet. Det var mere en fyr end en mand, godt oppe i 50’erne, iført en jakke og joggingbukser, og med en slidt taske over skulderen. Hans ansigt havde et enkelt udtryk og han havde skæg, hvilket aldrig havde været Lisbetts kop te, så hun vendte sig væk uden at svare.
— Sig mig en gang, kunne du ikke bare fortælle, om den sidste bus er gået? Du venter vel også på bussen? — manden havde fået vejret igen og smed sin tunge taske på bænken ved siden af Lisbeth.
— Jeg venter ikke på noget eller nogen, — svarede hun irriteret, men tænkte så, at det var sent, og hvem ved, hvad denne mand er for en. Hun svarede derfor lidt mildere, — En bus gik for omkring fem minutter siden, men jeg lagde ikke rigtig mærke til det.
— Åh altså! — manden satte sig tungt ned på bænken, så Lisbeth blev bange for, at den ville bryde sammen, og hun sprang op.
— Er du også kommet for sent? — insisterede manden, som om han ikke kunne lade hende være.
Lisbeth rettede på sin frakke og besluttede sig for at gå hjem, det var sent nu.
For en time siden havde hun følt en mærkelig trang til at komme ud af huset. Pludselig føltes det kvælende og ensomt, noget hun aldrig før havde oplevet.
Lisbeth havde boet alene hele sit liv og var meget tilfreds. Hendes veninder var blevet gift og fik børn, men det havde hun aldrig ønsket. Hun huskede sin mor i landsbyen, der fødte børn som perler på en snor og så sendte hun tre af dem på kostskole, mens Lisbeth, den ældste, stak af til byen. Hun afsluttede en erhvervsuddannelse, blev revisor og arbejdede hele livet på byens centrale restaurant. Restaurant »Den Gyldne Tidsalder», med livlig musik og lækker mad!
Først var Lisbeth almindelig revisor, men så blev hun økonomichef frem til sin pension, og hun kedede sig aldrig til bryllupper og jubilæer. Lønnen var god, maden fantastisk, hun havde købt en lejlighed og rejste på ferie, og en anden livsstil ønskede Lisbeth sig ikke.
Men for et år siden meddelte den nye ejer af restauranten, at Lisbeth ikke kendte til de nye arbejdsmetoder, som han forventede. Så hun blev sendt på pension, selvom hun slet ikke havde tænkt sig det endnu.
Først kastede hun sig ud i at finde et nyt sted at arbejde. Senere indså hun, at det, hun blev tilbudt, ikke tiltalte hende, og hvor hun gerne ville være, manglede de unge.
Hun opgav det, det gik jo nok, hun havde en lille opsparing. Så hun gik på pension uden betænkeligheder, det mest frie kapitel i hendes liv.
I starten var alting vidunderligt; hun levede uden planer, satte ikke alarm, tog på udflugter og gik i parken til skandinavisk gang.
Men pludselig blev hun træt af det, og den aften gik hun bare ud og satte sig på bænken ved busstoppestedet.
Bilerne kørte, dyttede og blinkede, folk gik forbi og snakkede, mens hun sad og følte, som om hun slet ikke eksisterede, men kun den larmende by. Som om den levede sit eget liv, og hendes liv betød absolut ingenting!
Hun var overbevist om, at hun var helt ligegyldig for alle, til pludselig denne mand dukkede op!
— Har du heller ikke noget sted at sove, kvinde? Jeg har overnattet her på bænken før, kørte hjem om morgenen. Jeg bor ude på landet; jeg blev bare hængende efter mit skift, dengang var nætterne varme, men i aften er det køligt! Nå, men jeg har madder med pølse, vær nu ikke bange, jeg bider ikke. Her, tag imod, brødet er friskt, og pølsen er af den gode slags, så fisker jeg min termokande frem, og vi kan få en kop varm te med sukker og blive varme.
Uanset hvorfor, var han gået over til at tiltale hende med du og rakte Lisbeth en mad. Hun havde tænkt at afvise, men indså pludselig, hvor sulten hun var. Hun havde ikke spist aftensmad og næsten intet til frokost. Hun tog en bid, og hvor smagte det godt! Hun havde ikke købt pølse længe — forsøgte at holde diæt, men her var det lækkert brød og pølse, mm!
Manden lo hjerteligt,
— Nå, smagte det godt? Her, jeg hældte lidt te op til dig, pas på du ikke brænder dig. Hvad hedder du så?
— Lisbeth, — svarede hun med munden fuld, og manden nikkede tilfreds,
— Lisbeth! Jeg er Onkel Jens, åh, jeg mener Jens fra fabrikken; jeg blev fyret, og nu arbejder jeg tre-dagsvagter i døgnet som vagt. Det går, min mor er syg, gammel, så jeg arbejder for at kunne købe medicin. Havde familie, men nu lever jeg bare! — han sukkede, smilede, men hans øjne blev sørgmodige.
— Bor du langt væk, Lisbeth? Skal jeg give dig penge til taxi? Jeg skal langt ud, de kører ikke ud på landet om natten, og dobbelt takst er for dyrt. Men det kan du få råd til, — Onkel Jens så på hende og smilede, og Lisbeth huskede pludselig en ven fra skolen, Per, altid sulten, som plejede at medbringe madpakker og dele med hende. Han havde også set sådan på hende, venligt, lidt drillende, og hun følte sig pludselig som en ung pige igen, som om der ikke havde været et liv, ingen restaurant »Den Gyldne Tidsalder», som om hun aldrig var blevet sendt på pension.
Lisbeth spiste maden færdig, drak den varme, søde te og sagde pludselig, helt uventet for sig selv!
— Kom med mig, Onkel Jens, du skal da ikke overnatte på en bænk? Her, det er mit hjem, og vi behøver ikke tage nogen steder. Tag din taske og kom med, men opfør dig ordentligt, ellers har jeg en meget tung hånd, trods jeg ikke er ung!
Manden var forbløffet, kiggede på hende uforstående, så på huset bag hende og tilbage på Lisbeth,
— Hvad lavede du så her ventede du på? — spurgte han.
— Jeg ventede ikke på noget som helst, der er ikke noget at vente på mere, kommer du eller ej? — Lisbeth vendte sig og gik mod huset. Jens frafarte lidt usikker, men tog sin taske,
— Jo, men det er da besværligt! Jeg… jeg vil ikke være til besvær, jeg kan sove på gulvet, i et hjørne, og tage hjem tidligt om morgenen. Tak skal du have, det er koldt, — Jens fulgte efter Lisbeth, forundret rystende på hovedet.
Om morgenen vågnede Lisbeth ved en underlig støj. Hun gik ud af værelset — Jens var allerede oppe, han havde sovet på køkkenbænken, og var ved at reparere noget på badeværelset,
— Lisbeth, cisternen lækkede, men jeg har fikset den, har jeg måske endda gjort mig fortjent til morgenmad? — han rettede sig op med et smil, og hun var overrasket. Han stod der, en fremmed mand, halvt gråt hår, vådt fra en hurtig vask. Men hun følte sig glad og varm om hjertet uden nogen grund.
— Jamen, så lad os spise morgenmad, Onkel Jens, du har vist fortjent det. Vil du have æggekage med tomat? — Lisbeth smilede, — I øvrigt fungerer vaskemaskinen heller ikke godt, den lækker lidt. Og så …
Så blev Jens hos Lisbeth frem til sit næste arbejdsskift. Ringede til sin mor, og oplsyningerne om hende var gode, så han blev.
De lever nu sammen. Jens arbejder døgnvagt, tre på fire. Lisbeth venter på ham hjemme og laver lækre serveringer. Jens kysser hendes hænder,
— Lisbeth, jeg forstod, du ventede på mig, jeg kom for sent med vilje, det må have været skæbnen! Undskyld, du var så ensom, jeg kunne ikke lade dig være alene. Jeg har levet, og jeg vidste ikke, at jeg kunne elske sådan, men tænk engang — jeg har været heldig!
De besøger ofte hans mor; hun nærmer sig 80, men stadig frisk og energisk. Lisbeth føler sig som en ung pige i hendes selskab.
Maria, hans mor, er så glad for sin søn. Endelig har hendes Jens fundet lykken og noget at leve for.
