Du overlever ikke natten. Stormen nærmer sig, og det bliver koldt.

– Du, Søren, du er færdig. Du forstår det selv. Det er snart nat, og snevejret begynder. Vi kan ikke holde ud til morgen.
To mænd talte sammen. Den ene var høj, iklædt en sort uldfrakke, og stod solidt på ski med en rygsæk og et gevær over skulderen. Den anden lå halvt i sneen og kiggede op på ham. Ved siden af ham lå en knækket ski og en usædvanligt bøjede ben. Omkring dem var der bare marker; ingen træer, ingen buske, kun i det fjerne, næsten ved horisonten, kunne man skimte en mørk skov. Aftenen faldt på, mens vinden tog til, kastede den sjældne, stikkende snefnug.
– Du forstår selv, – sagde den høje mand undskyldende, – hvis vi var i skoven, var det noget andet. Der kunne vi lave et bål. Men skoven er halvanden time væk. Jeg kan ikke få dig derhen.
– Har du prøvet? – spurgte manden liggende i sneen træt.
– Der er ikke noget at prøve, – blaffrede den høje mand hurtigt, mens han gik over i en skinger tone. – Hvis jeg bliver her med dig, dør vi begge to. Jeg er ikke interesseret i en fælles grav. Jeg vil gerne overleve.
– Jeg har altid vidst, at du, Henrik, er rådden indeni.
– Lad nu være med at bebrejde mig! – svarede den første mand mere ophidset. – Det går godt i bøgerne, men i virkeligheden er det anderledes. Mennesket er menneskets ulv. Det er sådan det er. Det er vel ikke min skyld, at du forstuvede dit ben. Jeg er ikke en helt, forstå det. Jeg er bare en almindelig dansker.
– Der er netop problemet…
Efter en pause strakte Henrik pludselig sin hånd frem med en skistav. Han greb hurtigt Sørens gevær og skubbede det væk i sneen. Det skøjtede et par meter væk, ind i en snedrive.
– Hvad laver du, fjols? – spurgte manden liggende, mens han stirrede vredt op på ham.
– Det er så jeg kan være rolig. Hvad hvis du i vrede skyder mig i ryggen?
Så viftede han hånden som for at sige, at det var spild af tid at snakke videre, og med øjnene sænket mod jorden skubbede han sig væk med skistavene. Den knasende lyd af sne under skiene blev højere, og Henrik satte fart hen mod den fjerne skov. Søren, der stadig lå halvt i sneen, kiggede efter hans forsvindende skikkelse, indtil den forsvandt bag snebakkerne.
“Menneske er menneskets ulv…” – gentog han for sig selv og hviskede stille:
– Sådan lever man side om side med en person, uden nogensinde at kende dem helt.
Kort efter tog vinden til, og sneen blev tættere, indtil alt var dækket.
Pludselig lød der en fjern hylen. En ulves hyl, der fik blodet til at fryse.
“Geværet!”- tænkte Søren.
Han måtte nå det. Der var nok patroner. Men hans elskede dobbeltskuds “Bison” lå et par meter væk med løbene begravet i sneen. Han forsøgte at strække sig mod det, men den skarpe smerte snittede gennem hans ben, og det blev mørkt for hans øjne. Han var tæt på at miste bevidstheden og gav op på forsøget om at nå våbenet.
Med stor besvær så Søren, hvordan nogle mørke skikkelser langsomt kom nærmere gennem snesløret, blev større og tydeligere for hvert øjeblik.
– Ulve. – hviskede han forbløffet over sin egen ro. – Så kom døden…
En knude af smerte steg op i halsen:
“Mor! Hvordan skal hun klare sig uden mig?”
Et par skridt fra ham stod ulve. De var fire: mægtige, stærke, nådesløse rovdyr. Forrest gik en leder med det afskudte venstre øre og en lavere højde, end de andre. Måske en hun.
– Har jeg set dig før? – strejfede tanken ham, inden Søren gled ind i en dyb, sej mørke.
Der siges, at folk ser hele deres liv passere for deres øjne i de sidste sekunder før døden. Søren så sig selv som dreng, løb glad i sommersolen, på vej mod søen med vennerne. Ved siden af ham, uden at slippe ham af syne, hans hund, Trofast. Hunden havde fortjent sit navn, for den holdt aldrig et øje fra sin ejer. En støjende flok børn kastede sig i vandet, sprøjtede legende omkring. Søren svømmede længst ud. Og ved latteren og råbene fra vennerne sprang Trofast efter ham i vandet. Børnene lo:
– Kom nu op! Babysitteren er ude efter dig!
Men Trofast svømmede til ham, greb blidt fat i hans håndled og trak ham tilbage mod land. Han holdt fast, men det gjorde ikke ondt. Med børnene jublende bag sig, trak Trofast Søren ind til kysten og hoppede glad omkring hans fødder.
Trofast var Sørens elskede hund, uden race men høj, stærk, med bred brystkasse og solide ben. Den havde en uforholdsmæssig stor hoved, der mindede en smule om en ulv. Hans kærlighed til sin ejer var overvældende, til tider grænsende til det ekstreme.
Engang gik Søren på fisketur, og hunden fulgte beslutsomt efter. Ved søbredden fandt han et ledigt sted mellem fiskerne, satte sin fiskestang og kastede linen ud. Da flådet rørte overfladen, troede Trofast, at Søren legede, og kastede sig hovedkulds i vandet for at bringe det tilbage. Alle fiskene blev forvirret af hundens plasken, og Søren fik en godt brugt flåde tilbage. Fra dag af, når de nærmede sig søen, sagde han med et alvorligt blik på hunden:
– Hjem! Gå hjem nu.
Trofast behøvede ingen yderligere påmindelse og vendte beklageligt tilbage mod huset.
Så fløj minderne tilbage til sommeren for to år siden. Søren og to jægere jagede ulve. To skød de ned, men en hunulv, efterladende blodige spor, slap væk. I håbet om at redde sine unger ønskede hun at flytte dem til et andet sted, men nåede det ikke og ledte uforvarende jægerne til hendes hule.
Mens mændene stod der, tænkte de over, hvad de skulle gøre med de tre ulveunger, de havde fundet under rødderne af et væltet birketræ. De krøb sig sammen, pep eller prøvede at knurre komisk.
– De skal bare skyde dem! Så er det overstået! – foreslog Henrik. – Ellers vokser de op, og så har vi jagt igen.
– Hold nu op, – stiller Søren sig i vejen, – de er jo små.
– Er du bange, Søren? Jeg skal nok klare ærterne – insisterede Henrik.
– Du er modig nok med et gevær mod hvalpe. Lad os se modet når de er voksne om et år.
– Bland dig ikke med denne klovn, – sagde den tredje. – Kom, følg sporet fra hunulven, der er blod på græsset. Hun kan ikke komme langt. Ungerne dør uden hende.
Da jægerne forsvandt, satte Søren sig ned ved siden af hvalpene.
– Hvad skal jeg gøre med jer, små?
Hvalpene klumpede sig sammen, tier stille og lyttede til den mærkelige skabning, som udstrålede en meget u-skovlig lugt. Pludselig brød kulden gennem Søren, og en følelse af fare fik ham til at dreje sig skarpt. Bag en gammel birks stamme stirrede hunulven tilbage med iskolde øjne. Hendes venstre øre var flænget, men blodet fra hendes pels var ikke længere så alvorlig som før.
Søren rejste sig med geværet halvt løftet. Ulven trådte tilbage bag træstammen.
– Du er smart, mutter! – hviskede han, lettet. – Din skade, den skal nok hele… Kom, tag dit kuld og find et bedre gemmested.
Søren sænkede sit gevær. Så begyndte han, nervøst og uden pludselige bevægelser, at trække sig tilbage fra skovkanten, uden at miste blikket på rovdyret. Ulven trådte frem igen, tog et par skridt, og observerede nysgerrigt den bortgående mand, som om hun ønskede at huske ham.
Der var stille. Snevejret var endt; kun nogle få snefnug svævede i luften. Søren lå der, med et hoved mod en varm, ulden krop, der rev i fyrens grove hår. Ikke helt tilregnelig, smilede han og tænkte: “Trofast! Du er her, Trofast!”
Men idéen om, at han var død, skar som en kniv: “Jeg er jo død! Og Trofast blev skudt af en fuld jæger for flere år siden.”
Alligevel kildrede ulden fortsat hans ansigt. Da Søren vågnede helt, åbnede han øjnene, hævede sit hoved, og stivnede straks af vantro. Han lå ved siden af en ulv. Nej, ikke bare ved siden af, men tæt omfavnet. Han kiggede frem og tilbage. Nej, der var flere ulve. Omkring ham lå snefyldte rovdyr, der gav læ og varme. Søren turde ikke røre sig, turde næppe trække vejret af frygt.
– Var det således, at I holdt mig varm natten over? – tænkte han i et delirium.
Men den svage mistro bragede hurtigt ind:
– Sikkert! Du var deres sengevarmer.
Da det gik op for dem, at mennesket var vågen, rejste rovdyrene sig en efter en, børstede sneen af. Den sidste var hunulven med det ene øret, der lå på hans ben. Ulvene samledes omkring hende, mægtige og med stærke kæber – de var skovens herskere.
– Dine unger er vokset en del – mumlede Søren med øjnene på dem.
Hunulven kastede et blik på ham, roligt, før den vendte sig om og stilfærdigt begav sig mod skoven i det fjerne. Ulvene dannede en kø efter hende. Den overvældede mand så dem forsvinde, stadig bange for at røre sig.
Benet! Mærkeligt, benet gjorde ikke ondt længere. Forbløffet forsøgte han at rejse sig, og det lykkedes. Så fik han fat i geværet, støttede sig til det og tog langsomme skridt.
– Jeg kan gå! – undrede han sig glad indeni. – Hvis et bælte lavet af hundehår helbreder, ville en frakke af ulvehår være et mirakel! – forsøgte han sig muntert.
Han gik forsigtigt den modsatte vej af den forsvundne flok. “Jeg skal gå. Gå, så langt jeg har kræfter. De leder nok allerede.”
Han huskede ikke, hvor længe han gik, men snart hørte han skud og råb. Gennem tårer så han folk komme løbende mod ham.
– Her er han! Han er i live! – lød et skrig, der blev til et højt jublende råb. Det var hans fætter Mads.
Inden han vidste af det, blev han overfaldet af Mads, der slog ham ned i sneen. Med glæde rystede Mads ham voldsomt i skuldrene.
– Levende! Du overlevede, din karl!
– Flyt dig, – beordrede de andre ankommende mænd. – Du vil kvæle ham.
Søren kom på benene. Mads, stadig ustyrligt glædestrålende, krammede og skubbede let til hans ribben.
– I live, bror, du er i live!
Søren stod og smilede dumt, forstod ikke rigtigt denne side af sin bror. Normalt var Mads tilbageholdende, uden overflødige ord, og følelserne var pakket godt væk. Nu glædede han sig barnligt, og tørrede tårerne af kinderne.
“Sådan lever man sammen med et menneske, og kender det aldrig helt…” – tænkte Søren igen.
– I live, broder, du er i live! – gentog han.
– Hvad mener du, “heldigvis du er i live”? – stammede Søren med tung tunge.
Mads’ ansigt blev alvorligt, og han fortalte modvilligt:
– Forstår du, en time siden fandt vi Henrik i en slugt. Han kupplede derned og brækkede nakken, og vågnede aldrig igen. Lå under sne hele natten, vi fandt ham knap nok.
En af mændene skød tre gange i luften med et gevær, og i det fjerne kunne motoren fra en snescooter høres. Snart kom snescooteren og løftede Søren op i sin kasse, pakket ham godt ind i en lammeskindfrakke.
– Drik nogle af de livgivende dråber, – bryggede Mads energisk, mens han hældte snaps i et glas.
– Ulve! – råbte nogen. Et øjeblik blev alle stille og så ud mod horisonten, hvor ulveflokken kunne ses som mørke pletter, der forsvandt.
– Nå Søren! Hvor heldig er du! – sagde Mads beundrende. – Overlevede stormen og undslap ulvene. Heldigvis fandt de dig ikke.
– Snart, – mumlede han, falder i en træt søvn, snapsen havde gjort sin virkning,- DET GIK JO GODT, DE FANDT MIG!
Søren sov trygt, pakket i den varme frakke. Han hørte ikke vinden fløjte i modvind, den larmende motor, blev ikke påvirket af snescooterens bump over sneen. Men hans hånd famlede ubevidst efter det grove fåreuld, mens han sov og mumlede knapt hørbart:
– Trofast, er du der? … Trofast! …