En dag blev min mormor svimmel, og da lægen fra akutbilen ankom, besluttede han, at det var bedst ikke at risikere noget, så han tog mormor med på hospitalet. Der fik hun forklaret, at i hendes alder var det upassende at gå til teaterforestillinger med sine ældre veninder. Døden bankede på døren, og den skulle man møde som sømmet og sijepå i sin egen seng, ikke under et spil poker hos en veninde.
Mormor besluttede sig for at dø med omtanke og stil. Først og fremmest købte hun en stak medicin og fyldte sit natbord med dem. Med det samme spredte der sig en kraftig lugt af kamferdråber i luften.
For det andet involverede hun os alle i hendes ceremonielle dødsproces, hvor vi, med ofring af vores tid og energi, måtte hjælpe hende. Hun var kræsen, krævede ny medicin, og bad om både læge- og notarbesøg. Mor løb rundt for at tilfredsstille hendes luner og for at overbevise hende om, at det endnu var for tidligt at dø. Som svar himlede mormor med øjnene og bad om flere kamferdråber.
Men en dag dukkede hendes gamle veninde Nelle op i mormors stue. Gudskelov, var jeg hjemme hos hende og fik set det hele.
— Så du har endelig besluttet dig for at dø, spurgte Nelle med en dyb, mørk stemme, — det er da beundringsværdigt. Nogen må jo gøre det første skridt ind i det ukendte og rapportere tilbage! Men sig mig lige, har du tænkt dig at ligge i kisten i denne forfærdelige tilstand?
Mormor mumlede, at det var ligegyldigt, hvordan hun så ud i kassen.
— Måske for dig, svarede Nelle, — men jeg skal se på det! Og det er mig, der må kysse dig! Hvad vil folk sige?! De tror, de kommer til en anstændig begravelse, men i stedet bliver de snydt. Jeg kan ikke se dem i øjnene!
— Hvad rager det folk, udbrød mormor.
— Fordi de kommer, i forventning om at begrave en af mine veninder, og jeg vil ikke omgås hvem som helst. Men når de ser dig, tænker de, at de er blevet snydt med en anden afdød! Forresten, hvorfor har du så meget medicin? Forsøger du at forgifte dig selv?
— Jeg forsøger at lindre mine lidelser, svarede mormor i modstand.
— Du prøver at ødelægge din lever – af en syg lever får man en frygtelig hudfarve. Vil du have, at folk ser dig i kisten og løber væk i rædsel?
Mormor overvejede det og indså, at det var bedst at ligge i kisten med en frisk teint. Hendes veninde støttede hende og foreslog at gå en tur for at få nogle sunde, røde kinder, som ville se godt ud på dødslejet.
Mundlam betragtede jeg, hvordan min mormor, som lige havde ligget og ventet på døden, stod op fra sengen og gik i bad, noget hun havde undveget i tre uger. Og Nelle, med et skævt smil, beordrede mig til at tage sengetøjet af sengen til vask… Og så forberedte vi to kopper stærk kaffe til hende og mormor, med lidt brandy for at opmuntre dem, omkring 50 gram. Fordi brandy er godt for nerverne og humøret. Og i den berygtede kiste er det bedst at ligge med stærke nerver og et sundt hjerte…
Mormors bedste veninde optog sig så meget med de forestående begravelser, at hun i et par uger forberedte hende omhyggeligt. I den tid besøgte de en frisør, massør og en skønhedssalon. De gik på shopping og udsalg for at købe en masse småting til efterlivet, som en hat med slør, handsker og kosmetik.
Så nu bekymrer mormor sig ikke om sine egne begravelser, fordi hun ved, at alt vil forløbe på højeste niveau. For at fordrive tiden genoptog hun sine besøg hos veninder, pokerspil og festlige picnics. Hun siger, at hvis døden er så ivrig efter at finde hende, må den selv lede… Men døden lader vente på sig – måske har mormor stadig ikke den rigtige ansigtskulør endnu.
