Lene bor i et kollektiv på Amager. Hun deler et 15 kvadratmeter stort værelse med sin søn, Mikkel. Værelset er hyggeligt og rent og har udsigt til legepladsen i gården. Af og til besøger de legepladsen, især om aftenen, når de fleste børnefamilier er gået hjem. Livet i kollektivet er anderledes for Lene. Der er ingen konflikter med naboerne om rengøring eller telefonregningen. Lenes naboer er et par ældre, elskværdige damer, som elsker Mikkel som deres eget barnebarn. De har været igennem mange svære tider tidligere, og de hjælper gladeligt, når Mikkel er syg og Lene skal arbejde. De forkæler ham med godter, så godt de kan med deres pension. Til gengæld sørger Lene for at holde hjemmet pænt og ordentligt. De lever stille og roligt i deres lille verden.
Lene har været alene om at opdrage Mikkel, siden han blev født. Faktisk var Mikkel et år gammel, da hans far pludselig forsvandt fra deres liv. Mikkel har cerebral parese. Han oplever ukontrollerede bevægelser, der får ham til at bevæge sig som en marionetdukke. Hans intelligens er dog intakt, og hans syn og hørelse er normale. Mikkel er en meget venlig dreng, der elsker at lege med familiens gamle, slidte kat, Misse, fuglene og hamsteren. De første fire år af hans liv tilbragte Mikkel og Lene næsten konstant på hospitaler. De få gange, de var hjemme, var det i pauserne mellem forskellige behandlingsforløb. Da han fyldte fire, var Mikkel stærk nok til at starte i børnehave. I København er der specialbørnehaver i næsten alle områder, men på grund af Lenes økonomiske situation måtte hun finde en døgninstitution til Mikkel. Det lykkedes hende at få plads til Mikkel i en sådan institution lidt uden for byen, hvor børn kunne være i fem dage ad gangen. Mikkel tilpassede sig hurtigt, og han ventede tappert på sin mor hver fredag.
Lene fik job som hjælp på et trykkeri og arbejdede desuden som rengøringsassistent et par timer om dagen. Sammen med Mikkels pension kunne de få det hele til at hænge sammen. Fredagaften klokken syv startede deres weekend. Lene ankom ofte blandt de sidste til børnehaven, forpustet og stresset. Den ældre, venlige pædagog gav hende Mikkel, en pose med tøj og lidt mad, der var tilbage fra eftermiddagsmåltidet. De gik ud og tog en bus, derefter metro og til sidst en sporvogn hjem. Rejsen frem og tilbage var det hårdeste for Lene og Mikkel.
Det år kom vinteren tidligt og var fyldt med sne. Snerydningen kunne ikke følge med, og sneen blev blot skovlet op langs vejen i beskidte bunker. Lene fik fri tidligere fra arbejde for at nå at hente Mikkel. De nåede hurtigt frem og besluttede at gå ind i en dyrehandel ved metrostationen. Mikkel var fascineret af dyrehandlen med dens akvarier, fugle og smådyr. Han gik ivrigt ind, men stødte på en bunke hundesnore, der faldt til jorden med et brag.
– Frue, vi har nok kunder, og nu skræmmer du dem væk med din… dit barn, sagde ekspedienten, tydeligt frustreret, mens hun samlede snorene op igen. Lene hjalp hende, men ekspedienten skubbede hende væk med ordene: – Jeg klarer det. Dette er en dyrebutik, ikke en zoologisk have. Skal I købe noget? Vi lukker snart.
Lene tog Mikkel ved hånden og gik uden ord ud i sneen. De kunne knap se ned til metroen gennem snefaldet. De gik ned med rulletrappen, lod tre fyldte tog passere og klemte sig ind i det fjerde. Normalt rejser nogen sig altid for Mikkel, men ikke denne gang. Sneen og kulden havde gjort alle ligeglade og egoistiske.
Ved sporvognen var de heldige. Der var god plads, og Mikkel satte sig ved vinduet med Lene ved siden af. Lene lukkede øjnene et øjeblik. Hun var kun 30, men lignede en meget ældre kvinde, præget af konstant træthed og stress. Hun drømte ikke længere om personlig lykke; alt hun ønskede var at komme hjem, drikke en kop varm te og få Mikkel i seng. Mikkel begyndte at synge. Han havde lært en julesang i børnehaven, men en beruset mand foran dem råbte skældsord ad dem.
Mikkel begyndte at græde, men Lene, drevet af raseri, tog mod til sig. Da sporvognen stoppede, skubbede hun manden ud af vognen. Konduktøren, som havde overvåget det hele, støttede Lene: – Nicolai, luk dørene hurtigt, lad os komme videre.
Ved næste stop steg Lene af, bar Mikkel og deres pakker gennem sneen mod deres hjem. I deres lille tilflugtssted ventede de elskværdige tanter, en kop varm te og katten Misse.
