Min kone og jeg har besøgt alle læger, vi har endda været hos spåkoner og helbredere. Vi gik i kirke og bad. Til sidst begyndte vi at miste modet…
Min kone forlod mig. Nu er mit liv næsten uudholdeligt, og jeg er efterladt alene med mine tanker. Det eneste, der redder mig, er mit arbejde. Nogle gange drukner jeg min sorg i alkohol. Jeg er ikke en dårlig mand, jeg er 28 år, ryger ikke og drikker sjældent alkohol, men på det seneste er det det eneste, der kan dulme min smerte.
Jeg studerede på Jura. Takket være hjælp fra mine forældre kunne min kone og jeg flytte ind i en toværelses lejlighed. Vi havde begge prestigefyldte stillinger og en god løn. Vores liv var godt. Vi kom godt ud af det med hinanden, og vi manglede ingenting.
Min kone er en fantastisk kvinde. Smuk, beskeden, venlig. Derhjemme er der altid rent og ryddeligt. Efter arbejde vendte jeg glædeligt hjem, hvor min kone ventede med en lækker middag.
Mange ville sige, “Hvad mangler du? Mange drømmer om et sådant liv! Lev og klag ikke.”
Jeg har ingen lyst til at glædes ved livet længere. Jeg lider af infertilitet. Da jeg var barn led jeg af en sygdom kaldet fåresyge. Jeg husker kun, at jeg lå på hospitalet i lang tid og ikke gik i skole. Og nu, efter 20 år, har sygdommen afsløret sine konsekvenser.
Min kone og jeg har allerede besøgt alle læger, været hos spåkoner og helbredere. Vi gik i kirke og bad. Til sidst begyndte vi at miste modet… Det viste sig, at vi ikke kunne gøre mere, da min sygdom var uhelbredelig.
Min kone begyndte at undgå mig, vi tilbragte ikke længere aftenerne sammen. Vi sad i hver sit værelse, hun fordybet i bøger, og jeg, der så fjernsyn. Da hun fortalte mig, at hendes veninde havde fundet et godt job til hende i København, og at hun som ung kvinde ønskede at starte et nyt liv, skete det bare.
Næste dag pakkede hun og tog af sted. Jeg fandt først ud af min sygdom to år efter brylluppet. Jeg vidste ikke, at det kunne forårsage sådanne problemer.
Nu husker jeg min mors sørgmodige øjne, da vi blev gift, og hendes ord “Åh børn, hvad har jeg gjort!”
Dengang tænkte jeg ikke over det, men nu forstår jeg den frygtindgydende betydning af disse ord. Jeg ved godt, at livet ikke ender her. Et sted i vores smukke by findes der en ensom kvinde med et barn, som jeg kunne være en fantastisk far for.
Jeg ønsker dog ikke febrilsk at finde en kvinde. Jeg vil først helbrede mit hjerte og begrave sorgerne efter et ægteskab, hvor vi levede i 5 lykkelige år. Jeg forstår min kone, der ønsker børn, og jeg kan ikke give hende det. Tillade hende utroskab? Adoptere et barn? Hun længes efter at være mor til sit eget barn.
Hvad hvis jeg havde vidst om mine problemer før brylluppet? Hvordan ville vores liv have formet sig? Ville hun stadig være med mig, eller ville hun have forladt mig med det samme?
Hvorfor skjulte min mor min sygdom for mig i så lang tid? Hvis jeg havde vidst det, kunne alt have været anderledes. På den ene side forstår jeg min mor – hun ønskede, jeg skulle være lykkelig. På den anden side, kan man være lykkelig til en sådan pris? Vi har alle vores egen sandhed. Måske er det bare en slags test for mig. Jeg kæmper med mine tanker. Og derhjemme er der stadig stille og trist.
