Birgitte Hansen, greb en stor broget høne ved vingerne og dyppede den vredt i en stor balje med vand. Hønen skreg frygteligt og forsøgte at slippe fri. Efter badet kastede Birgitte højlydt den stakkels bryggershøne ud i den græsklædte gårdsplads. Hønen, stadig jamrende, skyndte sig væk, mens den tabte sine sort-hvide fjer, som den frække septembervind ivrigt tog og førte langt væk.
Birgitte løftede den tunge balje og hældte vredt vandet ud over courgetterne, der lå som små fede grise ved siden af hegnet. Derefter gik hun ind i huset og lukkede døren tæt efter sig. Nej, Birgitte var bestemt ikke en ond kvinde, der mishandlede en sølle høne. Det var bare det, at hønen tredje gang denne sommer havde lagt sig på æg. To kuld kyllinger havde hun allerede opfostret, og de gik nu rundt på den støvede landsbygade. Men nu var det september, og de rugeæg ville aldrig nå at udvikle sig nok før den lange kolde vinter. Derfor benyttede Birgitte sig af det velkendte husråd – at dyppe hønen i koldt vand.
Katten Pil tilhørte Birgitte og betragtede med filosofisk ro hønen med sine store, gyldne øjne. “Sikke en tosse,” tænkte hun, mens hun vaskede sin allerede rene snude med en lyserød pote. “Så snart der kom et æg, gør hun ballade op i hele gården… Hvis hun dog bare gad holde kæft, kunne hun have opfostret sine kyllinger. Her holder jeg min mund, og se her – der vokser fire killinger op i høet. Snart kan jeg glæde min elskede Birgitte.”
Katten strakte sig, gabte og gik mod laden, hvor hendes brogede kuld ventede på hende.
Dagen efter gik Birgitte, stadig noget bedrøvet, ud til skuret. Hendes elskede kat Pil var død, og der skulle ordnes en anstændig begravelse med frisk duftende hø. Pil var blevet offer for en af de mange ræve, der var i overflod omkring landsbyen. Hun havde dog formået at slippe fra rævens tænder og var kommet tilbage for at tage sin sidste rejse over Regnbuen, efter at have set sin kærlige ejer en sidste gang. Da Birgitte bøjede sig ned for at rense et bundt duftende blødt hø, så hun hønen. Den sad på en stor rede, med fjerene udbredt i alle retninger, og klukkede fornøjet.
Birgitte bandede højlydt og gjorde sig klar til at gribe den stakkels høne ved halen og smide hende ud af reden. Men hønen pustede sig op som en ballon og hvislede vredt som en gås. Uforberedt på sådan en modstand, trak Birgitte sin hånd tilbage, og fra under de udbredte fjer dukkede… en nysgerrig katteansigt frem! Første, anden, tredje… Snart dukkede alle fire af Pil’s killinger frem med et højt miav. En som bestilt: sort, hvid, stribet, og en sød trefarvet lille kat, spejlbillede af deres afdøde mor.
Nu gik Birgitte dagligt ud til skuret med en spand korn til hønen og en skål mælk til hendes firbenede “kyllinger”. Snart begyndte hønen at tage sit urolige kuld ud på gåture. Med udbredte fjer klukkede hun faretruende, mens hun overvågede sine “børn” og ivrigt tilbød dem at hakke i korn eller spise en usædvanligt lækker orm.
Men killingerne rullede rundt i græsset, legede, og strøg gennem gården med små, lodne haler, der struttede i vejret. Vinteren kom. Alle fire af Pil’s killinger flyttede ind i Birgittes rummelige hus. Og for hønen fik Birgitte gjort en stor kurv klar under bænken, for de nu noget større killinger ville kun sove under de varme vinger af deres adoptivmor.
