Tilfældig opkald
– Er det Jens Madsen? – stemmen i røret lød kold og formel.
– Ja, jeg er Jens Madsen. Hvem taler jeg med?
– Det er direktøren for børnehjemmet. Om en uge bliver din datter tre år, og vi bliver nødt til at overflytte hende til en anden institution. Er du sikker på, at du ikke vil hente hende?
– Vent, hvilken lille pige? Hvis datter? Jeg har en søn, Frederik, – mumlede jeg i chok.
– Freja Jensdatter. Er det ikke din datter?
– Nej, det er ikke min. Jeg hedder Madsen. Jens Madsen, men Madsen.
– Beklager, – sagde stemmen træt, – der må være sket en misforståelse.
Den konstante lyd fra det afbrudte opkald skar i ørerne som en tågeklokke.
“Hvad i alverden! – tænkte jeg med irritation. – En datter, en lille pige, forstår du! Hvad har de gang i med deres dokumenter?”.
Men opkaldet satte sig fast som en splint i mit sind. Af en eller anden grund tænkte jeg på, hvordan det mon er for børn uden hjem, uden en varm mor, en omsorgsfuld far, uden travle bedsteforældre. Frederiks familie var komplet med alle slags slægtninge, selv onkler og tanter fra begge sider…
Katrine bemærkede straks min eftertænksomhed, mine forkerte svar, og hvad kan skjule sig fra en opmærksom kone, som jeg har boet med i næsten 10 år, og som jeg har kendt siden skolen?
Hun ventede til aftenen, så under middagen spurgte hun direkte, hvad der var galt med mig.
– Hvad, – siger hun, – hedder hun?
– Hvem? – svarede jeg lamslået.
“Hvordan vidste hun om pigen? Måske blev hun også ringet op?”
– Freja, – siger jeg. – Lille Freja.
– Åh, så Freja… Jeg er din Katrine, men hun er altså Freja?! – hæver min kone stemmen.
– Ja, – siger jeg. – Freja Jensdatter.
– Skal jeg måske også få hendes pasnummer! – råber Katrine.
– Nej, hun har ikke noget pas, hvorfor skulle hun have det?
– Er hun flygtning, eller hvad? – hvisker min elskede lidt lavere.
– Hvem er flygtning? – jeg kunne slet ikke forstå noget længere.
– Er din Freja en flygtning? Vil hun måske have opholdstilladelse? Sig det, skurk!
– Hvad skal jeg sige?! – jeg sad helt desorienteret og glemte alt om maden.
Og så begyndte Katrine at græde. Ikke voldsomt, ikke teatralsk, men med nogle vrede tårer, som trillede ned på forstykket af hendes forklæde.
– Jeg rejser til min mor i morgen. Bare så du ved, at jeg ikke giver Frederik til dig, – sagde hun gennem tårerne.
– Katrine, hvad er der galt? Hvad er der sket? Hvorfor til din mor?
– Tænker du, at jeg vil tjene dig og din elskerinde, den der Freja? – rasede hun.
Det gik langsomt op for mig, hvor absurd situationen var. Jeg tog min kone ved skuldrene, satte hende ned på køkkenbænken og fortalte hende alt om morgendagens opkald.
Nu græd Katrine af medlidenhed med den lille pige. Kvinder har generelt mange tårer, som de kan græde over enhver situation! Og jeg kan ikke tåle kvindetårer, særligt Katrines, og er endda bange for dem.
Jeg mistede appetitten efter sådan en tumult og nippede bare til maden.
…Jeg vågnede, fordi min kone stod ved siden af og rodede i min telefon! I næsten 10 års samliv var det aldrig sket før. Så hun troede ikke på det… ledte efter spor af kærlighedsaffærer. Jeg følte en bitterhed over denne mistillid, en sådan modvilje… Og så hvisker hun: “Jens… Jens…” og puffer mig forsigtigt.
Jeg lod som om, jeg lige var vågnet.
– Jens, var det ikke det nummer, der ringede, det fra fastnettelefonen, ikke?
– Jo, – svarede jeg automatisk, – det var det.
– Nå, sov, sov.
Og Katrine gik ud af soveværelset og lukkede døren. Hun tog min telefon med sig.
Det er let at sige – sov. Sov trygt! Jeg hørte, at computeren blev tændt. Jeg blev liggende lidt, men rejste mig så stille og gik ind i stuen.
Katrine bevægede musen hurtigt og var så optaget, at hun ikke bemærkede, at jeg stod bag hende.
I søgefeltet stod der: “Børnehjem” og vores by.
Computeren brummede lidt og gav fuld information – officiel hjemmeside, adresse, telefonnummer og endda billede af bygningen. Katrine kiggede på skærmen på min telefon.
– Jens, det stemmer!
– Hvad stemmer?
– Jo telefonen! Nummeret stemmer. Det er telefonen til børnehjemmet!
– Det sagde jeg jo. Og du, du tjekker altså?
Katrine vendte sig på stolen.
– Jeg tjekker ikke, jeg bekræfter.
– Hvorfor?
– Jens, det børnehjem er jo ikke langt væk, – sagde Katrine eftertænksomt, som om hun ikke hørte mig. – Skal vi ikke tage derover? Hvorfor har de ellers dit telefonnummer, hvis du er en helt fremmed person?
– Det havde jeg ikke tænkt på. Men det er faktisk sandt, hvorfra? Måske skal vi virkelig tage derover og finde ud af alt? Ellers vil de blive ved med at tildele mig andres børn, og jeg skal så klare det efterfølgende!
Jeg kunne ikke rigtig få sovet den nat. Jeg var lige ved at falde i søvn, da min kone endnu en gang puffede mig i siden.
– Jens… Jens…
– Hvad nu igen?
– Er du sikker på, at der ikke har været noget? Måske en enkelt gang… tilfældigt… med din første kærlighed, for eksempel. Måske mødte du hende igen efter så mange år, og følelserne vågnede, ikke? Og hun sagde ingenting til dig, men efterlod bare pigen på hospitalet. Ikke, Jens? Jens!
– Hvilken kærlighed, Katrine??? Da jeg satte mig ved siden af dig på skolebænken i første klasse, har jeg ligesom bare siddet… ligget, mener jeg, ja altså, sammen med dig. Og for 4 år siden, husk – Frederik fyldte lige 3 år og startede i børnehave, blev konstant syg, og du gik tilbage på arbejde, hvem passede så på ham? Det gjorde jeg. Jeg blev nødt til at arbejde hjemmefra, husker du? Uendelige miksturer, piller, madplaner, lægebesøg. Hvilke elskerinder, jeg kunne knap nok stå oprejst dengang, faldt i søvn på farten, inden jeg ramte puden! Jeg havde ingen, har ingen og bliver aldrig sådan!
– Men hvorfra kommer dit nummer så der? Nogen har da efterladt det som kontakt? – blev ved konen.
Dette spørgsmål plagede også mig. Jeg overvejede rent faktisk alle kvinderne, som jeg forventede noget fra. Jeg havde intet med nogen af dem, men deres naturlige uforudsigelighed kunne meget vel gøre noget sådant.
Men de var alle udelukket: Nogen var lykkeligt etableret i deres privatliv, en bedstemor passede nogens barn, og den mest rastløse var for længst flyttet udenlands.
Men da alt kan ske, besluttede jeg mig fast for at besøge det børnehjem allerede i morgen.
Selvom vi kom tidligt, var vi ikke de første – foran direktørens kontor sad allerede en besøgende, en lyshåret spinkel mand. Han var renklædt, men så dog lidt… uplejet ud. Hans øjne flakkede, og hans hænder, der holdt nogle papirer, rystede lidt. Enten af nervøsitet, eller, mere sandsynligt, fra gårsdagens tømmermænd.
– Det er dig efter mig, – sagde manden med en overraskende dyb stemme.
Næsten med det samme blev døren åbnet, og han blev inviteret ind på kontoret. I cirka 15 minutter hørte man en jævn stemme afbryde den dybere mumlen.
Endelig kom manden, pjusket og nu uden papirer, ud af kontoret, og vi blev inviteret ind.
– Hej, – en attraktiv brunette i middelalderen stod ved vinduet og bed lidt i bøjlen på sine briller. – I hvilken anledning er I her?
– Vi er her på grund af i går, – forsøgte jeg at være lidt sjov.
Kvinden satte sig ved skrivebordet.
– Ved I hvad, jeg har slet ikke tid til at gætte gåder. Jeg vil bede jer om at fremlægge jeres problem klart og kortfattet.
Jeg mindede hende om opkaldet i går (stemmen var genkendelig).
– Åh, det… – kvinden smilede træt. – Beklager, det var en fejl, vi ringede ikke til jer.
– Hvordan var det ikke til mig, hvis du har mit nummer? Hvorfra har I det?
– Ser I, Jens Madsen, jeg fik tastet et forkert tal. Det rigtige nummer starter med 927, men jeg ringede til 937. At du også hedder Jens Madsen er rent og skært et tilfælde. Sådan kan det ske.
Han var forresten inde før jer.
– Hvem? – Spurgte jeg dumt, selvom jeg vidste svaret på forhånd.
– Jens Jensen, pigens far.
Så endnu engang må jeg undskylde os og sige farvel. Undskyld, men jeg har travlt.
Kvinden rejste sig. “Anne Poulsen” stod der på hendes navneskilt.
Katrine måtte også have læst navneskiltet, for hun spurgte:
– Anne Poulsen, vil ham Jens Jensen tage pigen med sig?
Direktøren så på os og satte sig igen ved skrivebordet.
– Nej, han vil ikke tage hende med. Pigebarnets mor er død, og denne Jens Jensen har syv børn med forskellige kvinder. Han har kun været her to gange i tre år, og det var kun fordi vi pressede på. Lille Freja har han slet ikke brug for. Så, har jeg besvaret alle jeres spørgsmål? Så farvel.
Vi, chokerede over hvad vi havde set og hørt, gik ud af bygningen.
De ældre børn var netop ude i gården. Nogle gyngede på små gynger, andre rutsjede ned ad rutsjebanerne, og to drenge arrangerede et bilvæddeløb på en bænk.
Jeg kiggede på disse børn, og det gik langsomt op for mig, hvad der manglede.
Der var roligt i gården. Så snart Frederik blev sluppet i gården, startede råb og skrig med det samme. Disse børn skreg ikke, de grinede ikke højlydt, de snakkede bare stille sammen. De mindede om små gamle mennesker. Disse børn var blevet voksne med det samme, for de havde ingen barndom. Der var overlevelse – kulde for nogen, sult for andre, mangel på legetøj, tøj, voksnes ligegyldighed og til tider brutalitet.
Jeg vendte mig mod Katrine. Hendes øjne var fulde af tårer. Igen disse tårer! Så mange grunde, og der er de, klar til at strømme!
Vi gik langsomt mod porten, og pludselig blev stilheden brudt af et råb – “Mor!”. Alle børnene vendte sig synkront mod os. En pige i en sjov hue med kvast løb direkte mod os med åbne arme. “Mor, mor, – råbte hun. – Jeg er her!”.
Med et brag løb pigen ind i Katrines ben, og der nede fra lød en gråd, så bitter, så intens, at selv jeg blev rørt til tårer.
– Freja, Freja! – lød det fra en pædagog, der løb hen imod os. Hun forsøgte at tage pigen i sine arme, men Freja strittede imod og holdt godt fast i Katrines ben.
Det var med nød og næppe, at de fik Freja løs fra Katrine, (pædagogen havde en chokoladebar, der gjorde tricket), og vi forlod næsten løbende børnehjemmet.
Vi sad stille i bilen. Katrine rystede over det hele, og jeg følte mig heller ikke særlig godt tilpas. Mine hænder rystede, ligesom min navnebror tidligere, og jeg parkerede ved vejsiden for at samle mig lidt.
Katrine kiggede ud ad vinduet og pegede med øjnene på et butiksskilt, der kun var få skridt væk.
Uden at sige noget, i fuldstændig stilhed, gik vi synkront ud af bilen og hånd i hånd mod butikken til “Legetøjsverden”.
Vi købte en dukke og en lyserød kjole.
Vores datter Freja skal være den fineste!
