Jeg gik ind i dyrehandlen, hvor vi plejer at købe mus. Ekspedienten var en venlig, midaldrende, blond kvinde.
– Vi købte nogle mus her hos jer…
– Ja, jeg husker det. Til katten.
– Præcis!
– Har hun spist dem?
– Nej, vi gav dem ikke til hende. Musene er sjovere end katten. De er venlige, glade og håndtamme.
– Er katten vild så?
– Det er ikke engang ordet.
– Hvad sker der så med musene?
– I solgte os noget strøelse med dem. Hvad er det lavet af?
– Hvorfor?
– Forstår du, de spiser det!
– Det er majsgryn. Det er spiseligt.
– Aha! Jeg troede, det var syntetisk. Jeg tænkte, hvis de spiser syntetisk strøelse, kan vi så give dem motorolie i stedet for vand?
– Hvad fodrer I dem med?
– Alt muligt. Korn og gryn. Men de elsker pølse og kogt oksekød mest.
– Fodrer I dem med pølse?! (forarget)
– Må man ikke?
– Det er vanvid! I ødelægger deres lever! Har I selv smagt den pølse?!
– Nej, den køber jeg da til musene! Selvfølgelig har jeg smagt den.
– Ved I hvad den er lavet af?!
– Selvfølgelig. Sener og toiletpapir. Meget lækkert.
– Min søsters mands ven arbejdede på en slagterfabrik, og han sagde, at pølsen blev lavet af…
(alle kender en, som kender en, der arbejdede på en slagterfabrik og ved, hvordan pølsen laves)
– Så mus må ikke få pølse. Hvad med kød?
– Aldrig!
– De skal vel have noget protein? Fisk?
(på dette tidspunkt kom en yngre udgave af ekspedienten ind i samtalen)
– Er I sindssyge?! Al fisk er fyldt med orm!
– Måske æg?
– Det er fuld af kolesterol!
– Ost?
– Ved I ikke, at køerne bliver fyldt med antibiotika? Ingen mejeriprodukter!
(jeg begyndte at svede lidt af bekymring)
– Hør, man må vel kunne spise noget! Hvad spiser I selv?
– Sund mad. Grøntsager, frugt. Grød.
– Seriøst?
– Ja, hvorfor ikke?
– Har I undersøgt de grøntsager og frugter? Der er jo intet naturligt tilbage, kun stråling, plastik og pesticider!
– Virkelig!
– Ja, virkelig. Hvis I er så bekymrede for sundhed, så køb en lille måler. Den koster ingenting. I vil se, at tomater stråler mere end Tjernobyl!
– Hold dog op!
(ekspedienterne udvekslede blikke og blev lidt blegere)
– Og hvad med jeres grød? Det er jo korn. Ved I, at Danmark er verdens førende inden for korneksport?
– Ja! (stolthed i stemmen)
– Og det bekymrer jer slet ikke?
– Hvorfor?
– Tænk jer om! For at få sådanne resultater, hvor meget kemi skal der da ikke i jorden? I spiser en grød, der gør en rotte i pølsen til en slikstang!
Da jeg gik, stod de stadig med åben mund og stirrede på hinanden.
De vil nok sulte.
Jeg kom hjem, hældte te op og lavede en sandwich med pølse. Musene skrabede utilfredse på glasset.
– I må ikke få noget! – sagde jeg formanende med fuld mund. – Pølse er skadelig. Spis jeres majsstrøelse.
Musene satte sig og pustede. Den sorte blottede sine tænder vredt, mens den røde rullede sig sammen og tiggede stille.
– Lad det være! – sagde jeg. – Jeg burde få jer til at skrive under på, at jeg ikke er ansvarlig.
Jeg tog et stykke pølse, brækkede det over og kastede den ene halvdel til musene, som straks gik i gang med at tygge med god appetit. Den anden halvdelen gav jeg til katten, som sad på den anden side af buret og overvågede musene.
Katten snusede ikke engang til pølsen.
Mere tilstedeværelsen af musene ødelagde dens appetit.
– Jeg lader jer ikke spise musene! – sagde jeg strengt og kategorisk.
Katten fnyste foragteligt, skubbede pølsen væk med poten og gik med en vrikkende bagdel ud i stuen.
– Du er ikke sulten! – råbte jeg efter den, og huskede min bedstemor, når vi ikke ville spise grød som børn.
Derefter skar jeg en særligt farlig pølse og overdyngede den med giftig mayonnaise, mens jeg huskede de stakkels ekspedienter fra dyrehandlen.
“Ingenting – tænkte jeg – de overlever nok. De har store lagre af økologisk kattemad, og i værste fald den spiselige majsstrøelse.”
Besøgte dyrebutikken, hvor vi købte mus, og mødte en sød, venlig blondine.
