Svigerdatteren begyndte pludselig at klæde sig pænt.
Ærligt talt brød jeg mig ikke om Mette, da Lars første gang tog hende med hjem til os. En helt almindelig landpige, intet bemærkelsesværdigt ved hende. Måske skyldtes det den markante næse og de farvede hårstriber med udgroninger. Det var tydeligt, at hun kom fra en fjern landsby.
Ved bordet sagde hun næsten intet, men sad bare tavs og spiste det mad, jeg havde lavet. Det virkede dengang som om, hun aldrig havde set mad før eller havde sultet i årevis. Normalt er piger på landet godt ernærede og vokser op på flæskesteg og kylling med kartofler.
Men Mette var spinkel og lignede én, der havde sultet. Det er selvfølgelig ikke min sag at bedømme min søns valg, især ikke når det gælder udseendet på min svigerdatter. Men Lars er en flot fyr, det sagde alle. Og sikke smukke børn de ville få, hvis han havde fundet én, der matchede hans skønhed. Desværre lignede Mette mere et skelet. Hvordan kunne man tale om smukke børn med hende?
Jeg forstår ikke mænds logik. Lige efter brylluppet flyttede de ind i en lejlighed, der tilhørte Lars’ bedstemor. Jeg kom ofte forbi, nogle gange uanmeldt for at tage Mette på fersk gerning, som man siger, men alt var altid helt rent. Jeg åbnede køleskabet, og der var flere retter, endda dessert.
Alle hylder var fyldt med mad, alle tøj var rene og strøget. Kort sagt var alt perfekt. Selv efter hun havde født to børn, holdt Mette huset helt rent, og der var altid masser af mad. Børnene var velplejede, rene og velopdragne. Det fortsatte i ti år; hver gang jeg kom, var Mette i en beskidt morgenkåbe, træt, med røde øjne fra søvnmangel, og uden manicure. Men hvad kan man sige – land er land. Det virkede til, at alt var godt med min søn. Det vigtigste var, at hun klarede sig godt som mor og som husets kvinde. Men en dag kom jeg forbi, og jeg kunne næsten ikke kende hende.
Hun havde smukke, lange hår, farvet platinblond, en frisk manicure og pedicure, en dyr kjole og gik rundt i høje hæle. Jeg satte mig i chok, da jeg så hende. Var det vores Mette? Jeg kunne ikke tro det. Hun fortalte mig, at hun havde fået et job, hvor hun skulle se godt ud. Troede jeg på det? Nej, selvfølgelig ikke. Hvorfor skulle landlige Mette klæde sig sådan til arbejde? Uden tvivl skyldtes det en elsker, og med den tanke henvendte jeg mig til min søn. Jeg spurgte, om han ikke syntes, hendes opførsel var mærkelig, men han skældte mig bare ud. Jeg fik skældud for overhovedet at tænke sådan om hans kone. Tja, jeg var sikker og besluttede at følge efter hende i et par dage: hvor gik hun hen, og hvem mødtes hun med? Jeg er sikker på, at landlige Mette har fundet sig en rig gentleman.
