Min mand ville vende tilbage til mig og vores børn for pengenes skyld.
Jeg blev gift som 18-årig. Min mand, Jens, var 20 år ældre end jeg. Hans venlighed og charme fangede mig, og jeg blev simpelthen forelsket. Året efter fik vi vores datter, Freja, og senere vores søn, Mikkel.
Jens støttede mig i alt, og med hans hjælp blev jeg færdig med min uddannelse. Da vores yngste søn fyldte 3 år, pakkede min mand sine ting og forlod vores liv for altid.
Jeg græd længe og vidste ikke, hvordan jeg skulle klare mig alene med to børn. Jeg havde ingen hjælp og kunne derfor ikke arbejde. Børnebidraget var 350 kroner, og hvordan skulle vi kunne leve for det? Senere begyndte Freja i skole, og Mikkel fik plads i børnehave, og jeg kunne endelig komme på arbejdsmarkedet.
Da dukkede Jens op igen, bad om tilgivelse og ønskede at komme hjem, men jeg sagde til ham:
– Vi har lært at leve uden dig, du har ikke tænkt på børnene en eneste gang, og nu undskylder du? Gå din vej og kom aldrig tilbage.
En måned senere stævnede han mig i retten i håbet om at få børnene tilbage, men selvfølgelig tabte han sagen, og Freja og Mikkel blev hos mig.
Halvandet år senere fandt jeg ud af, hvorfor min mand ville forsone sig. Hans far havde skrevet et testamente til fordel for vores børn, og Jens stod uden noget. Det hele er nu fortid, men jeg husker stadig, hvordan det var at dele et stykke brød og sulte med mine børn i ugevis.
