Maria Larsen sad ved vinduet. Det ville være rart at få det vasket, men kræfterne og lysten manglede. Haven var ved at vokse til med brændenælder og skræpper. Men det bekymrede heller ikke Maria Larsen. Den forgangne vinter havde taget det sidste af hendes helbred. Selv hvis hun havde ønsket det, kunne Maria Larsen ikke have kæmpet mod ukrudtet. Nu kunne hun knap nok bevæge sig rundt i huset. Haven måtte vente.
Vinteren havde været hård og kold. Den gamle ovn osede. Skorstenen måtte være tilstoppet, og hun måtte spare på brændet. Derfor prøvede Maria Larsen ikke at fyre hver dag. Så gik hun rundt i huset med støvler og en slidt frakke.
Til butikken gik hun endnu sjældnere. Hun havde ikke brug for meget. I februar blev hun lagt ned af en slem forkølelse. Hun troede, det var slut. Godt nabokonen Gitte kom forbi. Hun ringede efter lægen. Lægen undersøgte Maria Larsen kort, rystede på hovedet og så tænksom ud.
“Lægemidler hjælper ikke altid. Det er vigtigt at have livsmod og kæmpe mod sygdommen.”
“Jeg har levet mit liv,” svarede Maria Larsen og vendte sig bort.
Hendes lyst til at leve svandt med hver dag. Hvorfor? For hvad? For hvem? Men sygdommen gav slip. Gitte kom forbi hver dag. Hun bragte varm suppe og bryggede frisk te.
“Du skulle ikke ulejlige dig, Gitte,” sagde Maria Larsen. “Du har nok at gøre derhjemme.”
“Det skal nok gå, det haster jo ikke,” svarede Gitte muntert, mens hun hurtigt fik gang i brændet. “Jeg har sagt til Lars, han kommer på lørdag og kløver brænde. Du har brug for varme, og du…”
Gitte var lidt over fyrre. Energisk, arbejdsom og altid smilende. Engang gik hun og Maria Larsens søn, Nikolaj, i klasse sammen. Nikolaj flyttede til byen for at studere. Der blev han. Han giftede sig. Mette, Nikolajs kone, var smuk. En rigtig bypige.
Når de kom på besøg, hjalp hun hverken med at hente vand fra brønden eller med ukrudtslugning. Men Maria Larsen blev ikke vred på sin svigerdatter for det. Bare Nikolaj var lykkelig. Så kom deres lille søn, Søren. Han var en sjov lille fyr. Da han blev lidt ældre, kom han til gården hver sommer. Det var så godt for et barn med frisk luft og masser af plads. Han voksede op med Gittes drenge.
Senere kom de sjældnere. Familien kom kun et par gange om sommeren og efter nytår. Om sommeren, mens hun tyggede på en dildkvist, sagde Mette: “Maria Larsen, hvorfor har du en så stor køkkenhave? I din alder?”
“Kom i august, så høster vi afgrøder. I har grøntsager nok til hele vinteren,” svarede Maria Larsen.
“Mette har ret, mor,” sagde Nikolaj indforstået. “Vi kan jo bare købe det?”
“Det er bare fyldt med kemikalier i butikkerne!” svarede Maria Larsen. “Det her er vores eget, naturligt.”
I slutningen af august konserverede Maria Larsen agurker og plommekompot. Alt sammen så de om vinteren kunne åbne et glas og tænke på hende med venlige ord. Og med den første sne satte hun sig til at strikke sokker og vanter. For Mette lavede hun mindre, i rosa eller gul med snefnugmønster. For Nikolaj og Søren i grå og blå. Til juletid gav hun dem i gave.
“Hvorfor har du strikket så meget?” surmulede Mette. “Hjemme har vi et helt lager.”
“Men I holder jer varme,” svarede Maria Larsen beskedent. Hun vidste godt, at de sjældent brugte hendes gaver. Mette var jo en rigtig modenica, og Nikolaj kørte altid bil. Men alligevel strikkede hun omhyggeligt maske efter maske.
Flere gange tilbød Nikolaj, at hun flyttede til byen. “Vi køber en lille lejlighed til dig. Der er både varme og vand.”
“Nej, min dreng, jeg bliver her. Her er mit hjem, min barndom, min ungdom og minder om din far. Her er mit liv. I kunne komme oftere på besøg.”
“Oftere… Men arbejdet?”
“I ferie,” sagde Maria Larsen håbefuldt.
“Ferie på landet?” Mette undrede sig. “Arbejde et helt år for en ferie på landet? Det vil jeg ikke!”
Maria Larsen nikkede bare som svar. Hun ville gerne være tættere på sin søn, men hun turde ikke flytte. Hele hendes liv var her. Engang havde de været i den nærmeste større by med Nikolajs far. De var unge. Ville se, hvordan folk levede i en stor by. Men senere havde de ikke haft tid. Og hvad er der i en by? Travlhed, trængsel, støv. I landsbyen var det godt. Her var de glade.
Maria Larsens mand døde for tyve år siden. Nikolaj gik stadig på universitetet. Det var uvant og ensomt for Maria Larsen, men hun kaldte ikke på sin søn. Hun forstod, at der ikke var mange muligheder i landsbyen. Så hun levede i forventning om, at sønnen og hans familie kom på besøg. Men nu var der ingen at vente på. De omkom denne sommer, da de kørte herhen. Det var en frygtelig ulykke. De kørte frontalt ind i en lastvogn. Alle tre døde.
Siden den dag havde Maria Larsen mistet livsmodet. Nu, siddende ved det støvede, halvt åbne vindue, mindedes hun lille Nikolaj og lille Søren, der lignede sin mor af ansigt og sin far af manerer.
Tårer løb langsomt ned ad hendes runkne ansigt.
“Tante Maria, hvordan går det med helbredet?” Gittes klare stemme bragte Maria Larsen tilbage til virkeligheden. Naboen stod ved det lave stakit foran vinduet.
“Ingenting, ingenting, Gitte. Hvad med dig?”
“Det er godt at høre! Jeg bager nogle boller med frisk løg, kommer forbi til te i aften,” svarede Gitte og skyndte sig hjem.
Efter et par timer sad Maria Larsen stadig ved vinduet, men nu havde hun lukket det. Det var ved at blive aften, luften blev friskere, og der var myg.
Nabogården åbnes, og Gittes søn Jacob, en dreng på tolv, kom farende ud. Bag ham gik Gitte med en tallerken pakket ind i et håndklæde. Også Anna, hånd i hånd med lille Lise, fulgte efter.
Søstrene var otte og tre år gamle. Gitte havde en stor familie: fire ældre sønner, to yngre døtre. Og hun var nu igen gravid. Lars, Gittes mand, en robust mand, drak ikke. Han var selv vokset op blandt ni søskende og havde altid drømt om en stor og tæt familie. Gitte var glad for det.
“Jakob, skynd dig at hente vand!” beordrede Gitte, da hun kom ind i Maria Larsens hus. “Tante Maria, han er hurtigt færdig. Bollerne bliver ikke kolde.”
“Gitte, du gør dig alt for meget umage med mig, den gamle.”
“Vi er jo næsten familie. Vi har boet side om side i så mange år. Har De taget Deres piller i dag?” spurgte Gitte, mens hun fandt kopper i skabet.
“Ja, men hvad skal jeg med dem? Gud må gerne tage mig snart.”
“Det mener du ikke! Og hvis du tror på Gud, ved du også, at det er synd at sige sådan. Du har nok stadig jordiske gøremål, du mangler. Derfor bliver du her.”
“Og hvad skulle det være?”
“Fru Maria, hvad er det?” spurgte Annika, mens hun pegede på en ufærdig vante, der stod op fra sin plads.
“Det var en vante, jeg strikkede, men aldrig færdiggjorde,” svarede Maria Larsen.
“Den er flot. Lyserød. Så blød,” Annika glattede vanter kærtegnende. “Vil du give mig den, når den er færdig?” spurgte pigen smilende.
“Hvorfor ikke,” tøvede Maria Larsen. “Det vil jeg.”
“Og kan du lave en mindre til Lise? En rød.”
“Hold nu op!” sagde Gitte i en mild skuffende tone til sin datter.
“Jeg vil selv lære at strikke,” drømte Annika. “Jeg vil strikke for mig selv, for Lise, for Jakob. Og for alle sammen! Fru Maria, kan du lære mig at strikke?”
“Kom endeligt, Annika. Kom i morgen, så begynder vi.”
“Jeg kommer!” lovede Annika.
Jakob vendte tilbage med to spande vand. Den elektriske kedel, som Maria engang havde fået af Nikolaj, havde bragt vandet i kog. De satte sig ned for at drikke te.
“De siger, det bliver en dreng igen,” sagde Gitte med et nik mod sin runde mave. Med et grin tilføjede hun: “Denne gang kom det lidt ubelejligt. Sidst på sommeren, lige når høsten er. Jeg ved ikke, hvordan jeg får tid til det hele. Men vi klarer det nok.”
Gitte talte og talte. Den ældste bliver i byen denne sommer for at få praktisk erfaring. Den mellemste var tæt på at få to dumpekarakterer. Lars var blevet forfremmet på arbejdet. Og mere til. Maria Larsen lyttede kun halvt. Hun så på Gitte. Børnene guffede boller i sig. Hendes hjerte blev lettere og varmere.
Hun ønskede at være sund nok den næste morgen for at lære Annika at strikke. Reolen var fuld af garn, og hun kunne lave tøj til den kommende baby, sokker og farverige vanter til alle. Og hvis der ikke var nok, kunne der altid købes mere.
Til slutningen af sommeren skulle hun være helt rask, for hvem skulle ellers hjælpe med syltningen og med den lille baby? Gittes og Lars’ forældre var længe borte. Og børn har brug for bedstemødre. Bedstemødre er uundværlige. Maria Larsens tørre læber formede et lille smil ved tanken. Lille Lise gned sine knyttede hænder mod øjnene og gabte.
“Og jeg skal huske alle de eventyr,” udbrød Maria Larsen pludselig.
“Hvilke eventyr?” spurgte Gitte undrende.
“Dem med lykkelige slutninger. De skal have lykkelige slutninger,” svarede Maria Larsen og klappede den søvnige Lise på hovedet.
Nu følte hun sig igen til nytte.
