Jeg bor alene i en stor lejlighed. Siden min søn blev gift, hjælper svigerforældrene dem med alt. Jeg mener, at jeg ikke behøver at gøre det.
Jeg havde intet imod min søns tidlige ægteskab. Viktor blev gift, mens han stadig var på universitetet. Jeg sagde bare til ham, at han ikke skulle regne med min hjælp.
Min søn blev gift for syv år siden. Selvfølgelig var jeg ikke begejstret og sagde tydeligt, at han ikke skulle forvente min støtte. – Hvis du vil stifte familie, så vær voksen og selvstændig. Find arbejde og en bolig til dig og din kone. Sørg for et godt liv for din familie – rådede jeg ham.
Jeg bor selv i en treværelses lejlighed, men jeg har endnu en lejlighed til leje. Det har jeg selv tjent til. Jeg opfostrede min søn alene og samtidig arbejdede jeg med bogføring for flere virksomheder. Jeg tjente godt. Jeg er en rolig kvinde, men jeg lever nu for mig selv. Jeg har opfostret mit barn, arbejdet hårdt størstedelen af mit liv, og nu vil jeg endelig fokusere på mig selv.
En dag ringede min svigerdatters forældre til mig. Det viste sig, at min søn og hans kone var taget på ferie i udlandet i en uge. Børnene havde de efterladt hos svigerforældrene. Den ældste er tre år, og den yngste kun nogle måneder gammel. De spurgte, om jeg kunne tage mig af det ældste barnebarn i nogle dage. Selvfølgelig sagde jeg nej. Jeg ønskede ikke at tage på mig så stort et ansvar. Jeg ser barnebørnene et par gange om året, for eksempel til jul og fødselsdage, og det kun i nogle timer. Og nu skulle jeg pludselig tage mig af en lille i flere dage!
– Nå, hvis du ikke kan tage dig af ham, forstår jeg det. Det ville være værre, hvis du sagde ja og så ikke gjorde det. Jeg er ikke vred – svarede svigerdatterens mor.
Jeg har det på samme måde. Hvorfor skulle hun være sur? De har altid haft et tættere forhold til deres datter og svigersøn end til mig. Svigerfaren skaffede min søn et godt job og hjalp dem med at købe en lejlighed og en bil. De hænger konstant ud hos børnene. Der går ikke en dag, hvor de ikke besøger dem. Jeg forstår ikke, hvorfor de forkæler voksne mennesker på den måde. De er jo over 30 år! Det værste er, at de mener, jeg også bør støtte dem. At jeg skal tage fra mig selv for at give til min søn, fordi de unge har brug for mere. Men sådan er det ikke! Det burde være børnene, der nu hjælper os, ikke omvendt.
Desværre er min veninde ikke enig med mig. – Jeg kunne ikke gøre det samme. Jeg kunne ikke smide min søn ud, så han måtte gå til fremmede mennesker. Især hvis han stiftede familie. Du har jo så stor en lejlighed! Det viser sig, at svigerforældrene har hjulpet mere end du har! – sagde hun til mig for nylig.
– Lad dem gøre, hvad de vil – svarede jeg hende. Jeg var ikke tilfreds med min venindes mening. – De vil betale dig tilbage i din alderdom, vent bare og se – advarede hun. – Så må det være sådan. Jeg vil hellere gå på plejehjem. Du giver mig råd, men vi må se, hvordan dine børn takker dig for, at du har brugt al din tid og penge på dem og ikke tænker på dig selv – svarede jeg.
