Iben havde aldrig forestillet sig, at hendes søn ville tage hende med hjem.
Hvem skulle tro, at Iben, engang en succesfuld ingeniør og respekteret mor til to børn, en dag ville vågne op på et plejehjem for ældre.
Hun havde haft et spændende, oplevelsesrigt liv og som alle mødre, var hun konstant splittet mellem hjemmet og arbejdet. Mange af hendes kolleger undrede sig over, hvordan hun kunne balancere disse to roller så godt. Ingen vidste, hvor svært det var for hende at få det hele til at gå op.
Hun var altid smilende og energisk, men energien forlod hende, så snart hun trådte ind ad døren derhjemme. Hendes mand var død, da børnene stadig var små, hvilket gjorde det endnu sværere for hende at få enderne til at mødes.
Selvom hun gjorde sit bedste, synes hun alligevel, at hun må have overset noget i opdragelsen af børnene, især datteren.
Hun var altid en venlig, medfølende og kærlig mor, men desværre lykkedes det hende ikke at videregive disse værdier til sin Grethe.
Trods alle hendes tidligere gode gerninger, var tiden ikke barmhjertig mod hende. Aldrig havde hun forestillet sig, at hun en dag ville blive overflødig for sine egne børn.
Den ældre datter, Grethe, havde ikke set sin mor i over et årti. En dag rejste hun til Holland for at arbejde og blev der. Hun kontaktede sjældent kvinden, hvis hverdag var præget af længslen efter sin datter.
For hver dag blev moderen mere rynket, og hendes øjne mistede glansen. Hun kunne ikke finde glæde i livet og forklarede for sig selv, at Grethe havde sin egen familie og sine egne problemer i Holland, og ikke kunne bekymre sig om en gammel mor.
Hendes søn, Mikkel, var flyttet til København for at studere nogle år tilbage og havde skabt sig en familie der. Han ringede ofte til sin mor, men besøgene var sjældne på grund af arbejdet, hvilket hun udmærket forstod.
Iben kiggede ud af vinduet på plejehjemmet og så sine øjne spejle sig i ruden, fyldte med tårer.
Udenfor susede træerne svagt i vinden, og regnen trommede blidt mod karmen. Mennesker spadserede på fortovet med en broget samling af paraplyer. Derude levede livet sit eget liv.
Hendes fødselsdag nærmede sig, og da hun lukkede øjnene et øjeblik, gled et lille smil over hendes læber. Hun tænkte på de svundne tider og sine børn. Tider, hvor hun nød hver eneste dag, så dem lege, vokse op og komme løbende for at sidde på skødet af hende.
Engang til en fest i hendes hjem, kom mange gæster, familie og venner, og selvfølgelig hendes børn. Nu sad hun alene, smilende men resigneret, en stakkels kvinde.
Pludselig bankede det på døren:
– Kom ind! – fik Iben fremstammet.
Ind i værelset trådte et par ældre damer i tøfler, med hendes værelseskammerat, Nora, i spidsen.
– Tillykke med fødselsdagen, kære Iben, godt helbred! – sagde de i kor til lyden af den konstante regn.
– Det havde jeg ikke regnet med – kvinden virkede forvirret.
– I kunne da godt have advaret mig, slyngler!
– Det ville ikke være nogen overraskelse – sagde en af de ældre damer og rakte en pakke frem, der duftede himmelsk.
Fødselsdagsbarnet rejste sig og sagde:
– Kom indenfor, gør jer hjemme, jeg er meget behageligt overrasket.
Festlighederne var vellykkede, de bryggede god te, spiste et stykke kage, og samtalerne fortsatte længe, men til sidst gik de til deres egne værelser.
– Mor, mor! Tillykke med fødselsdagen – rungede det fjernt.
Hun smilede og så sin søn i en drøm. Men ikke den dreng, hun huskede, men en værdig, voksen mand.
Mor, vågn op – hørte hun ordene tydeligere. Pludselig åbnede hun øjnene og satte sig op, forvirret.
– Min søn? Det er ikke en drøm, vel?
Hendes åndedræt blev hurtigere, og kinderne blev med det samme våde af tårer.
– Det er ikke en drøm, jeg er her, mor. Jeg ville overraske dig, jeg kunne ikke lade dig være alene på din fødselsdag.
– Jeg vidste ikke, du var her, jeg troede, alt var godt med dig. Jeg tog hjem, og naboerne fortalte mig, hvor du var. Jeg anede ikke, at min søster havde sørget for et sådant sted til dig og ikke engang havde fortalt mig. Jeg er bange for at spørge, hvordan du har det her.
– Jeg har det godt, min søn – svarede Iben med en skjult tristhed.
– Gør dig klar, vi har ikke meget tid, vores tog afgår snart.
– Tog? – Iben var forvirret.
– Ja, kære, vi tager hjem.
