Min veninde og hendes mand byggede for et par år siden et fantastisk hus og ønskede sig en gulvtæppe til deres housewarming. Vi ved jo alle, hvad det betyder, ikke? Et langt, håndvævet tæppe lavet af farverige stofrester, en varm og hyggelig stribe, der fører fra barndommen til alderdommen.
På vej til sommerhuset stod der altid ældre damer ved vejen og solgte deres varer. Afhængigt af årstiden kunne man købe en buket frisktrukne, sprøde radiser eller en bunke gulerødder (de er stadig mine favoritter), grønt, kartofler, forskellige squash og store græskar, beskedne buketter og store buketter af asters eller gladiolus. Syltetøj, marmelader, bær, æbler og meget mere…
Gamle Birthe kom aldrig til det “store marked” langs vejen, hun solgte sine varer foran sit lille hus, spredt ud på en gammel skammel. Hun sad selv tæt ved, på en bænk, lænet mod hegnet, med hænderne hyggeligt foldet i skødet, og ved siden af hende lå der altid en stor, dvask kat, som lod ørerne falde hver gang, hun kælede den på hovedet.
Der på hendes lille hegn hang de farverige tæpper, runde som kæmpe pandekager, og små tæpper lige til at lægge på en stol. Jeg stoppede, steg ud af bilen og gik over for at spørge.
– Goddag! Sælger De tæpper?
– Goddag, min pige, det gør jeg.
– Har De lange? Jeg skal bruge et på 5 meter.
– Jo, dem har jeg. Men vi bliver nødt til at gå ind i huset, så kan du selv kigge og skære det af, det er lidt besværligt for mig alene. Hvad hedder du, min kære?
– Jeg hedder Mette.
– Mette! Jeg havde engang en ged, der hed det. Jeg er gamle Birthe, så nu kender vi hinanden. Kom, lad os gå.
Vi gik ind i huset. Det var ganske lille, men lyst, rent og på en eller anden måde klart, som i et eventyr. Der var en ovn, en jernseng med en bunke puder og et fint tæppe ovenpå, præcis som min bedstemor plejede at rede sengene i mit barndomssommerhus.
Imens begyndte Birthe at trække en stor rulle frem fra ovnen. Hun var lille, men rullen var lige så høj som hende og vejer meget mere. Vi klarede det næppe, men fik endelig rullet det ud, og det var smukt!
– Birthe, hvad koster tæppet? Det er fantastisk, jeg vil gerne købe det!
– Åh, søde, det må du bare give, hvad du vil. Jeg sidder alligevel og strikker dem om vinteren, når jeg ikke har noget at lave. Jeg bor alene, dyrker ikke haven længere, de gamle ben kan ikke, og børnebørnene og deres børn er flyttet langt væk. Jeg drikker min te og sidder her med mit håndværk. Jeg er 96 nu og stadig i gang…
– Birthe, det er ikke til at tro! Du ser ud som en på ikke mere end 80! Hvordan tør du lukke fremmede ind i dit hjem? Hvad hvis nogen gør dig ondt?
– Jeg er ikke bange længere, lille ven. Hvis nogen vil stjæle fra en gammel dame, så har de vel mere brug for det, tænker jeg. Det, jeg elsker og husker, kan ingen tage fra mig.
Vi lavede handlen, jeg købte tæppet og måske bær eller noget andet fra hende. Jeg husker ikke præcist. Men efter besøget gik jeg derfra med en følelse, som om min bedstemor havde taget mig i sine arme, og jeg var 5 år igen, klar til at høre en godnathistorie, og sommeren varede evigt…
Flere gange købte jeg småting af hende og bragte hende gaver som te og kager, ost, boller, små glæder livet byder på. Hver sommer, når jeg passerede huset, kiggede jeg efter hendes blå tørklæde. Et par gange stod der en bil i indkørslen – børnene eller børnebørnene var nok på besøg.
Sidste år stod den gamle skammel ikke ude en eneste gang. Og i år hang der et skilt på lågen med telefonnummer på samt teksten “TIL SALG”.
Tiden kan ikke standses eller bremses. Gamle Birthe er væk. Huset med de blå skodder og bænken ved hegnet står stadig, stærkt og pænt, men meget gammelt, snart solgt og måske jævnet med jorden for at give plads til noget nyt. Tæpperne vil blive smidt ud eller foræret væk til naboerne, om de er heldige.
Hvordan lever man sit liv, så man bliver husket med glæde af dem, der var der, da man en gang “solgte et tæppe”? Jeg frygter, jeg ikke kan blive den gamle dame, man mindes med glæde. Jeg må vist forblive evigt ung.
