Jeg besluttede, at mareridtet var forbi den dag, jeg smed min dovne mand og hans intrigante mor ud.
Som min mor altid havde fortalt mig, var der aldrig nogen, der blev skilt i vores familie. At gifte sig var jo dit eget valg, ikke noget retten havde pålagt dig. Og skilsmisse var simpelthen uacceptabelt i vores familie.
Det var også, hvad min mor mente, og hun havde gentaget det for mig igennem mange år – allerede mens jeg i gymnasiet kiggede efter en passende kæreste. Så voksede jeg op og blev gift.
Da jeg senere stod i en svær situation, var min familie naturligvis på min mands side – helt som forventet. Han ønskede jo ikke skilsmisse, for det var jo belejligt for ham at have en husassistent i form af sin hustru. Og jeg fik ingen støtte fra min familie.
Deres eneste råd var, at jeg skulle holde ud. Min mor havde endda opsøgt en slags seer, der havde sagt, at hvis jeg blev skilt, ville der hvile en forbandelse over hele familien.
Selvfølgelig kunne jeg ikke klandre familien for, at jeg havde fået en mand, der viste sig at være doven og dygtig til at manipulere mig med medlidenhed. Det var trods alt mig, der valgte Jonas.
På daværende tidspunkt gik jeg med skyklapper. For mig var Jonas den virkelige mand, helten, manden jeg ville løbe i armene på. En dag røg skyklapperne dog af, og virkeligheden ramte mig som et chok.
Efter seks måneder med ham indså jeg, hvem han egentlig var. Han var ikke den “huslige” type, som han havde beskrevet sig selv på datingprofilen; han var blot utroligt doven. Hans bedste venner var øl, fjernsynet og indimellem computeren. Sociale medier var også en stor del af hans liv.
Det var rigtig svært for mig at tro, at min mand havde ændret sig. Til at begynde med vakte han stærke følelser og en dyb passion i mig. Nu var det mere lysten til at slå ham med en hjemmesko og få ham til at arbejde – på en hvilken som helst måde.
Som en troende person valgte jeg først at opsøge kirken. Mellem ikonerne og de andre kirkegængere håbede jeg at finde lidt støtte.
Men præsten svarede på mine klager over min mand med, at skilsmisse ville være en stor synd, medmindre der havde været utroskab. Han slog jo ikke, drak ikke, svor ikke og havde ingen affærer. Så hvad kunne jeg egentlig klage over?
Så mistede Jonas arbejdet. Det var det første store slag for familien. Vi havde ingen børn endnu, så naturligvis måtte jeg tage et arbejde. Skønhedssalonbesøgene måtte jeg droppe – penge var der ikke mange af. Madleveringer blev erstattet med hjemmelavet mad.
Hvad der var værre end at have ansvar for hjemmet og familiens økonomi, var at komme hjem til en mand, der dovent lå på sofaen.
Jonas forsøgte nu og da at lade som om, han søgte job. I starten gik han også til jobsamtaler, men senere begyndte han at finde på undskyldninger for ikke at tage de job, jeg fandt til ham.
“Åh, arbejdstiderne passer ikke”, eller han ønskede en ledende stilling og ikke at lave fysisk arbejde. En gang råbte han endda:
– Skal jeg virkelig tage et kassejob i supermarkedet med min lange uddannelse? Er det alt, mit liv handler om? Kan du ikke støtte din syge mand?
Da begyndte hans manipulationer. Det var andet slag mod vores familie. Jeg kunne ikke genkende mig selv i spejlet – rodet hår, ingen make-up, afskallet neglelak. Det føltes pinligt.
Jeg kunne ikke gøre noget ved det, da skønhedssaloner ikke var inden for vores økonomiske rækkevidde. Selv når jeg ønskede at invitere frisøren hjem, sagde Jonas, vi ikke havde råd. Selvom jeg var den, der tog pengene hjem, tog han dem og brugte dem selv.
Jonas’ manipulationer bestod i, at han lod som om, han var syg. Først vrikkede det i siden, så stak hjertet, og hovedet snurrede. Det blev hans undskyldning for ikke at søge job og blot ligge på sofaen. Til sidst havde vi ikke engang penge til mad, og vores husleje blev ikke betalt i over et halvt år.
Sammen gik vi til lægerne og brugte alle mine opsparinger på konsultationerne. Men lægerne kunne ikke finde noget galt. De sagde, at Jonas kunne sendes til rumfart, hvis det skulle være.
– Men han kan ikke arbejde, han er syg, – sagde jeg til lægen.
– Din mand er sund og rask, jeg ser intet alarmerende i hans prøver, – konstaterede hovedlægen, Line Hansen.
Min mand fortsatte med at ligge på sofaen dagen lang, mens jeg arbejdede. Huset var rodet, tøj lå strøet og støvet havde ophobet sig over et halvt år. Jeg måtte tage et ekstra job. Men det rørte ham ikke – han var fortsat “syg”. Og så fortsatte hans verbale manipulationer.
– Jeg dør snart!
Jeg var udmattet. Da jeg kom hjem efter en vagt som sygeplejerske, havde jeg en halv time til at slappe af og spise, inden jeg skulle ud til mit bijob: at give injektioner og lave behandlinger i folks hjem.
Det stressede mig så meget at jeg ikke kunne finde et roligt øjeblik. Min mand, der begyndte at samle støv på sofaen, vakte ikke længere nogen følelser i mig. Jeg havde mistet alt selvværd.
Jeg betragtede mig selv i spejlet og så en grå mus. Jeg bar en slidt grå sweater, mine øjne var matte, sorte rande prydede dem, mit hår var rodet fra madlavningen, og der var ikke et smykke i sigte.
Og så de ekstra kilo, der bidrog til mine komplekser. Jeg genkendte ikke mig selv. Den flotte svane-prinsesse var blevet en grim ælling. Der var ikke en øre til skønhedssalonerne, jeg før ofte besøgte.
Det var nu fire år siden brylluppet, men det føltes som tyve år med Jonas – jeg havde helt mistet følelsen af at være kvinde. Hans mor begyndte også at blande sig. I stedet for at række en hånd ud, havde Jonas bedt sin mor om hjælp.
– Katrine, jeg kommer for at hjælpe, – sagde Jonas’ mor, Hanne, i telefonen.
– Det manglede bare, – tænkte jeg.
Hanne begyndte at komme ofte, fordi min mand gav hende en nøgle til lejligheden. Først troede jeg, det kunne hjælpe, fordi lejligheden begyndte at dufte af bagværk og gulvene i køkkenet blev endelig gjort rene.
Første gang jeg blev opmærksom på svigermors adfærd, var da hun bemærkede mit undertøj – at det var så beskidt, det ikke kunne vaskes rent. Jeg brød mig ikke om, at hun rodede rundt med vores personlige vasketøj, for det var en privat sag. Jeg var ikke sjusket, jeg havde blot meget at lave.
Det tredje slag mod familien kom, da Jonas åbnede egen virksomhed. Jeg naivt troede på hans ord om, at vi snart ville blive rige, og jeg tog et lån i mit navn. Han åbnede et bageri. På et tidspunkt gik bageudstyret i stykker, og han ville tage et nyt lån. Jeg nægtede.
Så solgte Jonas virksomheden. Vi sad tilbage i gæld. Jeg veg fra mig selv for, at jeg blev ved med at tage lån for at opfylde hans ønsker og selv betalte dem tilbage.
– Det er på tide at få børn, – sagde svigermor konstant.
Men jeg ønskede det ikke, for med Jonas så jeg ingen fremtid. Efter endnu en diskussion med svigermor om snavset undertøj, gik jeg til en veninde. Anne var glad for at se mig.
Endelig fandt jeg støtten, jeg havde brug for. Vi havde haft et lille skænderi, men nu snakkede vi i timevis i køkkenet – vi var uadskillelige.
Henover aftenen gik Annes mand til og fra køkkenet – han vaskede op, fejede gulvet. Jeg blev målløs.
– Tager han virkelig opvasken selv? – spurgte jeg stille til Anne.
– Ja, hvorfor ikke, han har præcis samme antal arme og ben som jeg, – svarede Anne med et smil.
På vej hjem kunne jeg ikke stoppe med at tænke over vores samtale. Annes mands adfærd glædede mig. Jeg misundte veninden lidt.
Min mor havde altid sagt, at husarbejdet var kvindens ansvar. Jeg havde accepteret det som normen. Men arbejde ude burde kvinden ikke, hvis det var normen.
Mødet med Anne åbnede mine øjne. Vi begyndte at ses oftere. Jeg opdagede også, at hendes mand arbejdede fuldtid og stadig deltog i husarbejdet.
Jeg tænkte, at jeg måtte kræve samme respekt. Denne gang gav jeg min mand færre penge i konvolutten og lod som om, min løn var blevet skåret ned. Jeg sparede sammen og gik endelig til en stylist. De hjalp mig med at finde smart tøj, der passede min krop.
Jeg tog desuden i skønhedssalon for en komplet makeover – frisørbesøg, manicure og mere. Foran spejlet kunne jeg pludselig ikke genkende kvinden i spejlet.
– Det klæder dig virkelig, – sagde stylisten Martin.
Hans uforfalskede interesse lyste op i øjnene. Selvom Martin havde en kæreste, indså jeg, at jeg stadig kunne gøre lidt væsen af mig blandt mænd. Min nabo gav mig endda et kompliment, da jeg sparkede indgangsdøren op – han gik tur med sin hund, da vores blikke mødtes.
Derhjemme stod jeg foran spejlet og rettede mit hår. Min mand kom ud i krøllet pyjamas, og hans kæbe faldt nærmest af mit forandrede udseende. Efter et kompliment begyndte han uden videre at rydde op i sofaen.
Dagen efter satte han sig ved computeren. Jeg troede, han skulle spille igen. Men nej. Efter noget tid begyndte han at arbejde igen og kom hjem med den første løn. Men for mig var det hele lige meget. Jeg havde været forfærdelig udmattet med ham i de år og kunne ikke tilgive. Fire år blev spildt. Jeg havde allerede indledt skilsmissepapirerne.
Selvfølgelig var Jonas imod, og hele min familie tog hans parti. Svigermor lavede et skænderi.
– Han arbejder hele dagen, mens du bare render til skønhedssaloner, – råbte hun.
Men jeg havde allerede distanceret mig så meget, at jeg en dag sagde til både Jonas og hans mor, at tiden var inde til at forlade lejligheden. Det blev straks stille, da hun huskede, at lejligheden tilhørte mig, og jeg var herre i huset.
Jeg forstod ikke, hvorfor jeg havde ventet så længe med at søge om skilsmisse. Måske fordi jeg ikke længere følte mig som en kvinde. Mit selvværd var så lavt, at jeg frygtede at afslutte det hele.
– Nu forstår jeg, at mange familier holder fast i stereotyper, der i sidste ende saboterer familierne selv. Som at husarbejdet kun skal være kvindens ansvar. Jeg turde ikke forestille mig, hvordan det ville være med børn sammen med Jonas. Skilsmissen gik nemt, fordi jeg havde min egen lejlighed, et godt job og ekstra arbejde, – dikterede jeg som en besked til Anne.
– Mareridtet sluttede den dag, jeg smed den dovne mand og hans intrigante mor ud, – betroede jeg mig senere til Anne.
– Hvordan mødte du så David? – spurgte Anne ivrigt.
– Efter skilsmissen kunne jeg endelig trække vejret frit. Jeg meldte mig ind i fitnesscenteret, og til sommeren struttede jeg i den nye badedragt på stranden. Der gik en forbipasserende og blinkede til mig. Vi faldt i snak om livet. Hans situation mindede om min, men det var omvendt – hans hustru var doven. Han noterede mit nummer. Det var dejligt endelig at få opmærksomhed.
Han ringede, efter jeg havde glemt ham, og inviterede mig ud. Husker du, hvordan du lånte mig din taske og sko? Jeg var uimodståelig den aften! Vores forhold går langsomt fremad, for nu er det sværere for mig at stole på mænd. Men vigtigst af alt, mareridtet er ovre.
