― Hvem er far til dit barn? Jeg spørger dig! Hvordan blev du gravid? ― faderen så strengt på attenårige Freja. Pigen sad på sofaen med hovedet bøjet, mens hun tørrede tårerne væk. Faren havde ikke gjort hende noget, han råbte bare, men det var nok til at få hende til at græde.
― Far, jeg elsker ham, ― sagde hun snøftende.
― Hvad ved du om kærlighed! Du har ikke set noget af livet endnu! Du afsluttede først gymnasiet sidste måned, hvad har du tænkt dig at gøre nu? Hvordan vil du kunne forsørge et barn?
Freja rystede stædigt på hovedet og tørrede tårerne væk. Hun vidste, at hendes far ikke kunne lide, når hun græd, så hun sagde med en så rolig stemme som muligt:
― Far, Jonas og jeg har besluttet det hele. Han vil begynde at arbejde, og jeg vil tage mig af barnet. Når han er tre, vil jeg sende ham i børnehave og fortsætte mine studier.
― Og Jonas, tænker du, han kan klare det hele selv? Ved hans forældre noget om denne “lykke”?
Freja rødmede let, men trak så på skuldrene.
― Han har kun sin bedstemor, og hun ved alt allerede. Vi fortalte hende det i går. Hun græd lidt, men så sagde hun, at det ikke kunne ændres nu, og at vi selv måtte tage ansvaret for vores liv.
― Hun har ret, hans bedstemor. Der er intet at gøre nu…
Klaus Eriksen sukkede tungt og så på sin datter. Da hun sagde, hun havde en nyhed, de skulle diskutere, havde han ikke forestillet sig, at den ville være så frygtelig. Nej, der var selvfølgelig intet galt i at få et barn, men både Freja og hendes kæreste var stadig så unge.
Freja var allerede fem måneder henne, så det var for sent at tage nogen forholdsregler. Der var kun tilbage at føde. Hun havde bevidst ventet så længe. Og Klaus Eriksen havde ikke bemærket noget. Han så næsten aldrig sin datter ― han arbejdede meget.
“Var min kone dog bare her,” tænkte Klaus Eriksen trist, mens han så på sin datter og overvejede, hvad han skulle gøre. ― “Lise ville have løst dette, og hun ville ikke engang have ladet det ske”.
Han sukkede igen og sagde så:
― Så skal I giftes?
― Ja, selvfølgelig!
Klaus Eriksen gik frem og tilbage i stuen og sagde så:
― Freja, hvad har I egentlig gjort? I har begge brug for at studere, men nu ødelægger I jeres liv! I ender uden uddannelse! Det vil plage jer hele livet.
― Far, lad være med at sige det! Jonas og jeg vil klare det fint!
― Og hvor er din Jonas? Jeg vil gerne møde ham!
Freja smilede gennem tårerne. Det var et godt tegn. Det betød, at hendes far langsomt vænnede sig til tanken om, at hun skulle have et barn. Selvfølgelig råbte han, men Freja vidste, at det ville komme, så hun var ikke så ked af det.
― Hvis du vil, kan han komme over i aften. Så kan vi alle tre snakke roligt sammen.
― Jeg lover ikke, at det bliver “roligt”!
― Far, han er min kommende mand, så vær venlig ikke at skændes med ham!
Klaus Eriksen så vredt på sin datter. Han ønskede end ikke at tænke på, at hans lille pige allerede var voksen nok til, at hun snart skulle give ham et barnebarn. Denne tanke rørte ham uventet, og han forlod rummet for ikke at vise sine følelser.
Freja fulgte ham med øjnene, og så begyndte hun hurtigt at skrive en besked til Jonas.
”Far ved alt, jeg venter dig i aften. Der bliver en vigtig samtale, men du behøver ikke at være bange. Jeg elsker dig.”
Hun sendte beskeden og ventede på svar. Hun ventede hele dagen, men det kom ikke, og Freja blev urolig. Især da hendes far allerede to gange havde spurgt, hvornår hendes forlovede ville komme. Og hun vidste ikke engang, hvad hun skulle svare.
― Far, jeg går en tur, ― besluttede Freja endelig.
Hun gjorde sig hurtigt klar og gik hen til Jonas’ hus. Ingen åbnede døren i starten, og Freja var på nippet til at gå, men så hørte hun skridt, og hendes kæreste dukkede op i døren. Han så surt på Freja og mumlede:
― Hvorfor er du kommet? Hvad vil du mig?
Freja vaklede, som om hans ord havde ramt hende.
― Jonas, hvad siger du?
Fyren rynkede panden, han havde ikke lyst til at lave en scene i opgangen, så han nikkede imod døren:
― Kom ind, jeg forklarer dig noget.
― Hvorfor svarer du ikke på mine beskeder? Hvad er der sket med dig?
Jonas havde ikke sovet hele natten og tænkt længe. Hans bedstemor, der dagen før havde fået at vide om graviditeten, havde ikke skældt dem ud, men hun havde spurgt, efter Freja var gået:
― Jonas, hvorfor har du brug for dette? Du er ung, og nu vil du ødelægge dit liv. Du får ingen uddannelse, heller ikke et ordentligt job. Du vil bare miste dit helbred og din tid. Og du vil alligevel gå fra Freja, jeg kan se, at du ikke elsker hende. Hvorfor ødelægger du dig selv for hendes skyld?
― Bedste, hvad siger du? Jeg elsker Freja.
― Jeg kan se det hele. Du elsker hende ikke. Du begyndte kun at være sammen med hende af trods, fordi Natalie slog op med dig. Du vil både snyde pigen og ødelægge dig selv. Husk, hvad din far sagde til dig?
Jonas havde dengang ikke svaret, men han huskede sin fars ord: ”Gør aldrig noget, du vil fortryde senere. Livet – det er kun én gang, og det skal leves klogt.”
Jonas havde haft en søvnløs nat med mange tanker. På den ene side havde han ondt af Freja, for det var ikke hendes skyld, at de skulle have et barn. De havde begge dummet sig og regnet med heldet. Men på den anden side vidste Jonas, at han aldrig ville tilgive sig selv, hvis han nu tog sine papirer fra universitetet og gik i arbejde som flyttearbejder.
Nu stod han overfor Freja, så hende i øjnene og vidste, at han ikke ville svigte sin drøm om at blive pilot. Han var allerede optaget på universitetet, og barnet fra Freja kunne ikke stoppe ham.
― Hvorfor er du tavs? ― Frejas stemme var fyldt med tårer. ― Kommer du i aften eller ej? Min far venter på dig!
― Jeg kommer ikke! ― Jonas’ stemme lød dæmpet.
― Hvorfor? ― Freja bakkede. ― Er du bange? Min far gør dig ikke noget. Han har allerede forliget sig med det!
Jonas rynkede panden og forklarede:
― Jeg er ikke bange for din far, men jeg vil ikke gifte mig med dig. Jeg er blevet optaget på universitetet og skal studere. Jeg skal ikke tænke på børn lige nu, men på min fremtid!
Freja forstod ikke med det samme, hvad hendes nu tidligere forlovede sagde, og spurgte igen:
― Ikke giftes? …
― Nej! Jeg elsker dig ikke! Forlad stedet, og kom ikke tilbage! Jeg rejser, og jeg vil ikke vende tilbage.
Frejas ansigt blev blegt, og tårerne strømmede ned ad kinderne. Hun havde svært ved at forstå Jonas’ ord, som han i et øjeblik fortrød, at han havde været så hård. Derefter gav Freja ham en larmende lussing, vendte sig om og løb ud af lejligheden.
Jonas rørte sig først efter hende, men mumlede derefter stille: “Det fortjener jeg! Det har jeg selv været ude om!”, smækkede døren og stirrede trist ud i luften. Han ønskede ikke, at det skulle ende sådan, og han havde endda ondt af Freja, men han kunne ikke blive hos hende og opdrage barnet. Jonas vidste, at Frejas far ville hjælpe hende, så han var ikke bekymret over det.
Freja gik langsomt ned ad gaden. Hun strøg blidt sin mave med den ene hånd, som om hun beskyttede barnet. Af en eller anden grund var Freja sikker på, at det var en dreng. Hun ville endda kalde ham Olaf ― efter bedstefaderen, som hun elskede meget højt. Med den anden hånd tørrede Freja hurtigt sine løbende tårer væk.
― Hvor er jeg dum! ― hviskede hun til sig selv. ― Jeg vidste, at Jonas elskede en anden.
Hun var faldet for de smukke ord fra en fyr, der ikke elskede hende, men bare ville have det sjovt. Da Jonas fandt ud af, at hun var gravid, blev han meget bange, men han gav ikke penge til en abort. Måske gik det imod hans samvittighed.
― Men at forlade mig tillod hans samvittighed ham fint, ― sagde Freja trist.
Hun ville ikke hjem. Hun vidste, at hendes far ville se hende og forstå, at noget var galt. Freja ville ikke høre på moralprædikener og råb.
Hun gik længe rundt i byens gader og blev meget træt. Hun havde efterladt telefonen derhjemme, så ingen kunne afbryde hendes tanker. I stedet for klare tanker blev hendes hoved fyldt med Jonas’ ord om kærlighed og minderne om deres tid sammen.
Freja kom først hjem, efter det var blevet mørkt. Klaus Eriksen mødte hende med vrede ord:
― Jeg antager, at I to ikke fik nok tid dengang? Har I besluttet jer for at more jer igen? Hvor er han? Bange for mig? Hvornår møder jeg min svigersøn?
― Far, Jonas kommer ikke, ― Freja forsøgte at tale i en rolig tone, men hun vidste, det lykkedes dårligt, og hendes stemme rystede.
― Hvorfor? ― Klaus Eriksen så nøje på sin datter og forstod, at hun havde grædt. ― Hvad skete der, Freja? Sårede han dig?
Freja rystede på hovedet og ville sige noget, men så begyndte hun at græde igen. Klaus Eriksen bandede stille, gik hen til sin datter og omfavnede hende, som han plejede at gøre, da hun var barn. Freja gemte sig grædende ved hans skuldre, mens hendes far blidt aede hendes ryg og hviskede noget betryggende.
Endelig blev Freja stille og trak sig lidt væk fra sin far. Han vidste allerede det hele, men alligevel sagde han:
― Nu går vi ud i køkkenet og tager en kop te, du er sikkert sulten. Så taler vi stille og roligt sammen. Du fortæller mig alt, og vi finder ud af, hvad vi skal gøre.
En halv time senere sad de ved bordet, stille. Klaus Eriksen vidste slet ikke, hvad han skulle gøre. Denne dag havde vendt op og ned på deres liv, og han følte sig fortabt. Freja forstod forkert hans stilhed og sagde stille:
― Far, jeg ved, du er vred. Men vær venlig ikke at smide mig ud. Barnet har ikke gjort noget forkert! Vær ikke vred på det. Jeg vil arbejde hårdt, jeg vil vaske gulve, være barnepige eller plejer. Jeg vil alt…
― Hvad siger du, min pige? ― afbrød Klaus Eriksen. ― Hvem smider dig ud? Hvordan kan du tænke det? Jeg elsker dig jo! Og jeg vil glæde mig til barnet! Det er bare alt sammen så overraskende for mig.
― Virkelig?
― Selvfølgelig! Du har måske ødelagt dit liv lidt, men min kærlighed er ikke blevet mindre! Vi skal bare arbejde lidt mere, gøre børneværelset klar. Hør her, jeg har passet og opdraget dig i alle disse år, hvordan kan vi ikke klare endnu en sammen?
― Far, tak! ― Frejas øjne lyste op for første gang den dag.
― Pige, du skal bare ikke bekymre dig, hvile mere og give mig et sundt barnebarn.
Klaus Eriksen vidste, der ville komme mange udfordringer, men han havde ingen intentioner om at forlade sin datter og sit kommende barnebarn.
― Far, jeg ville gerne kalde barnet Olaf, ― tilstod Freja.
― Virkelig? Det er fantastisk! Vi håber, han bliver ligesom sin oldefar!
― Eller sin bedstefar, ― Freja så taknemmeligt på sin far.
Han smilede til hende og følte pludselig en bølge af energi. Han vidste, at han ville gøre alt for sin prinsesse. Selv om hun havde lavet fejl, snubler vi alle en gang imellem. Det vigtigste er, at de har hinanden, og snart vil der komme en ny tilføjelse til deres familie.
― Vi skal vælge farver til børneværelset og købe en seng og barnevogn, ― mumlede Klaus Eriksen og forsøgte at skubbe de sentimentale tanker væk.
― Ja, og også bleer, smådragter, og en hel masse andet!
Klaus Eriksen rystede på hovedet og lo:
― Og jeg troede, jeg ville kede mig, når jeg blev pensioneret!
― Du er ikke klar til pension endnu! Jeg skal nok sørge for, at du ikke keder dig!
― Det tvivler jeg ikke på!
Køkkenet blev fyldt med latter fra far og datter, som vidste, at de kunne klare udfordringerne og ville støtte hinanden, for de var en familie og elskede hinanden.
