Lene blev forelsket i gymnasiet, i 10. klasse. Klassen, som hun altid havde haft et godt øje til, kom tilbage fra sommerferien og havde forandret sig – han lignede en prins i hendes øjne. Da han satte sig ved siden af hende den første skoledag i september, følte Lene sig ovenud lykkelig.
Hun havde også forandret sig. Fra at være en pige var hun blevet til en ung kvinde med slank talje og lange ben. Håret var sat op, hvilket fremhævede hendes elegante hals.
Anton, med sit kritiske blik, vurderede hendes kvaliteter og besluttede, at det ikke ville være pinligt at sidde ved siden af hende. Hun klarede sig desuden godt i skolen, så han kunne læne sig op ad hende, hvis det blev nødvendigt. Lene var venlig og hjælpsom.
Men Lene følte hurtigt, at venskabet til Anton udviklede sig til en kærlighed; en første, altopslugende kærlighed, der ikke kunne være kommet på et værre tidspunkt…
Der var eksamensforberedelser, pensum der skulle læses, og man skulle studere flittigt. Men i stedet gik Anton og Lene ture efter skole, kyssede på bænken i parken, og om vinteren løb de tit på skøjtebanen.
Antons forældre var bekymrede. Han skulle søge ind på officersskolen, og de mente, at han ikke brugte nok tid på sin uddannelse. Den tidligere kærlighed kunne intet godt føre med sig, mente Antons far. Moderen bakkede op af bekymring for sin søn.
Lene boede hos sin bedstemor, da hendes mor døde, da hun kun var 5 år. Hendes mor havde drukket sig ihjel. I fødselsattesten var feltet for far et stort, fedt tomrum…
– Hvorfor er du så let at gøre blød i knæene? – spurgte bedstemoren bedrøvet. – Åh, ja… Ligesom din mor.
Når samtalen faldt på Lenes mor, blev bedstemoren tavs, som om hun så ind i en fortid fyldt med smerte og tristhed.
Lene skyndte sig til endnu et møde med Anton. Ikke en dag gik, uden at de tilbragte tid sammen efter skoletid. Begge vaklede i deres studier, og lærerne begyndte at blive bekymrede. Antons forældre skældte mere og satte et klart ultimatum – indtil videre skulle han ikke ses med Lene.
Anton smilede skævt. Han havde ikke lyst til at afslutte forholdet til Lene. Følelserne var nye for dem begge, men han frygtede de alvorlige samtaler om fremtiden. Han vidste, hvad forældrene ville sige.
Tre måneder efter de havde været sammen første gang, opdagede Lene, at hun var gravid. Hun var lamslået. Eksamenerne nærmede sig, fuglene sang udenfor, men om natten græd hun stille i puden for ikke at vække bedstemoren. Men bedstemoren havde fornemmet, hvad der var sket.
Lene så nu kun Anton i skolen, da hans strenge far afbrød enhver kontakt imellem dem. Hvis de bare havde vidst…
En aften satte bedstemoren sig ved Lenes seng og spurgte roligt:
– Har du tænkt dig at føde barnet? Lad være med at lyve for mig. Jeg har prøvet det her med din mor. – Kvinden satte sig på sengekanten og græd stille, og Lene krammede hende og begravede ansigtet i hendes smalle skulder.
– Hvad skal jeg gøre, bedstemor? – sagde hun stille. – Hans forældre er imod det, men de ved ingenting.
– Ved han det? – spurgte bedstemoren.
– Nej. Jeg tør ikke fortælle ham det, jeg er bange for, at han forlader mig… – Lene sagde det, hun havde frygtet.
– Men han har jo allerede særligt forladt dig, – sagde bedstemoren og bekræftede Lenes frygt. – Men du er nødt til at fortælle ham det. Det er din pligt. Hvis han så smutter – så er han ikke det værd. Gid han var. Og lad være med at vise, at du elsker ham. Hav din stolthed. Vi skal nok klare det. Jeg finder mig et arbejde.
– Men bedstemor, du er pensionist.
– Som rengøringsassistent i vores boligforening. Så længe jeg lever, vil jeg arbejde. Hvordan skulle det kunne være anderledes… Mit barn.
Lene græd nu ukontrolleret, og bedstemoren græd også. Men snart tog kvinden sig sammen.
– Stop med at græde. Du skal sove. – Bedstemoren rejste sig og sagde strengt:
– Men lov mig, at du gør skolen færdig. Uanset hvad der sker.
Lene roede sig ned. Hun besluttede sig for at fortælle Anton om barnet ved den første lejlighed. Selvom hun ikke så mange gode fremtidsudsigter, var hun nu mor til et lille væsen, som hun elskede. Hvad betød Antons afvisning? Hun skulle være mor, det største i verden.
Anton havde allerede sat sig ved et andet bord. I klassen hviskede de om bruddet mellem ham og Lene, nogle klandrede Lene, andre Anton, men alle var enige om, at skolen skulle afsluttes, og dernæst skulle der kigges på uddannelse, før familieliv. Ingen talte om kærlighed. Hvad Lene følte, anede ingen.
Dagen efter samtalen med sin bedstemor fortalte hun Anton om graviditeten. De stod i skolens allé. Han blev bleg, vaklede, som om et slag havde ramt ham, han sagde intet, vendte sig og gik hjem. Lene stod tilbage og håbede, han ville vende om, løbe tilbage til hende, kramme hende som før…
Men han gik bare. Ikke et tilbageblik, som om han flygtede fra en skygge og ønskede at dykke ned i glemsel…
Lene afsluttede skolen. Hun fik arbejde på en kantine, hvor hendes bedstemor havde arbejdet. I efteråret gik hun på barselsorlov. Trods sin unge alder og skrøbelighed, fødte hun en sund lille dreng.
Bedstemoren arbejdede som rengøringsassistent og modtog en lille pension. Da Lene’s søn var gammel nok til vuggestue, startede hun igen på arbejde i kantinen. De skulle jo leve. “Enlig mor”. Sådan blev hun kaldt hen over skuldrene.
Men hendes kollegaer elskede hende for hendes gode natur, venlighed, flid og ydmyghed. Snart satte hun sig på kursus og blev kok. Hun var renlig og forbedrede sine færdigheder år for år.
Bedstemoren arbejdede ikke længere. Hun passede nu sit oldebarn og glædede sig over Lenes fremgang.
Lene blev ikke blot elsket af kollegaerne i kantinen. Kunderne satte pris på hendes lækre retter, den store variation i menuerne, de luftige bagværk og de raffinerede salater. De bad om opskrifterne til hendes kager.
En dag kom en ung mand ved navn Jakob og arbejdede sammen med hende. Efter tre måneder blev han forelsket i hende og friede. Lene tøvede lidt.
Hun var ærlig om sin status som enlig mor. Jakob virkede nærmest glad for, at Lene havde en vidunderlig dreng. Han kom hen til hendes vindue med blomster og legetøj, ligeglad med naboernes blikke. Han ventede i opgangen, imens han krammede lille Jonas og kyssede Lene, og de gik sammen til parken. Bedstemoren, som kiggede ud, bad og velsignede dem i tankerne.
– Lene, du må ikke blive gravid for tidligt denne gang, – sagde bedstemoren om aftenen.
– Bedstemor, jeg er blevet voksen… – smilede Lene, – Jeg har lært af livet. Men jeg fortryder intet. Hvilken enlig mor er jeg? Jeg har dig, Jonas – og nu også Jakob. Vi har indgivet ansøgning. Jeg er blevet forelsket i ham. Han er god. Sjælden ærlig og ukompliceret.
De to kvinder sad på sengen omfavnet og græd. Denne gang af glæde.
De holdt bryllup i kantinen en måned efter. Hele personalet, bedstemoderens veninder og Jakobs familie og venner var inviteret.
Jakob adopterede lille Jonas. Lene var ikke længere en enlig mor. Hun glædede sig over sit nye liv som hustru. Elsket og respekteret. Nu som verdens lykkeligste…
