– Far, den ligger der stadig, – sagde Rigmor med en stemme fuld af medfølelse og tårer. Hun lænede sig op ad vindueskarmen og hvilede panden mod glasset, mens hun iagttog. – Den har ligget der i timevis, uden at røre sig!
– Måske er den død? – spurgte Erik køligt. – Når den ikke bevæger sig.
– Nej, øjnene er åbne. Den sænker ikke hovedet. Den ligger bare der og stirrer i én retning, uden at ænse noget som helst. Naboen gik tur med sin hund, men den vendte ikke engang hovedet.
– Den er vel syg, – foreslog Erik. – Måske er det tid, og den ligger her og venter.
– Nej, nej! – udbrød Rigmor med bebrejdelse i stemmen mod sin mand. – Husker du den ældre dame i opgangen? Ti år ældre end os. Hun blev begravet i går. Det er hendes kat. Hun blev taget til kirkegården, men katten blev smidt ud på gaden. Mennesker, altså…
Erik huskede tydeligt den ældre dame. Han havde engang kendt hendes mand. De var ikke venner, men når de mødtes, nikkede de venligt til hinanden. Det var ham, der organiserede mændene til at bygge legepladsen i gården, selvom han ikke længere havde børn, som kunne bruge den.
Samtidig lavede de et par borde med bænke under de gamle birketræer. Det var til de voksne. Træerne, der på mirakuløs vis stadig stod der, mindede om den tid, hvor der engang havde været skov på dette sted.
Det var et yndet mødested for mændene. I deres fritid kunne de lide at spille kort, tage et spil skak, eller – skal jeg være ærlig – nyde en snaps i festligt lag.
De gamle bosiddende mødes stadig under birketræerne. Bordene og bænkene er ofte blevet skiftet ud, men træerne giver stadig skygge og beskytter mod sommerens varme.
– Var det i går, siger du? – spurgte Erik, mens han stirrede på fjernsynet og ventede på, at reklamerne skulle slutte under en fodboldkamp. – Hvad med børnene? De kunne have taget katten med sig.
– Børnene… – sukkede Rigmor. – Du ved jo, at de kun er interesseret i lejligheden. Alt det, som de ældre sætter pris på, og som vi vogter som vores egen øjesten, vil de smide ud, når tiden kommer. Fotos, vi har værnet om hele vores liv, og diplomer og medaljer. Sådan er livet blevet. Men hvorfor katten? Den har jo en sjæl.
Rigmor mumlede videre, mens hun tørrede øjnene med et lommetørklæde. Derefter gik hun fra vinduet uden at sige noget til sin mand, tog sko på og gik ud af lejligheden. Hun var væk i omkring femten minutter. Hun kom tilbage med katten, som hun krammede tæt til brystet. Den hang slapt i hendes arme.
– Du kan dømme mig eller skælde mig ud, men jeg kunne ikke bære det – meddelte hun fra dørtrinnet og satte katten ned i entreen.
Katten – en helt almindelig grå Mis – gik ikke ind i stuen, men lagde sig ved døren og stirrede fortsat ind i intetheden. Den var gammel, mindst ti-tolv år.
Erik sagde ikke noget, vendte ikke engang hovedet. Han fortsatte med at sidde i stolen foran fjernsynet, præcis som før. Rigmor rystede bebrejdende på hovedet og gik ud i køkkenet for at finde noget at fodre katten med.
Næste morgen fandt de katten på samme sted, men maden i skålen var spist, og skålen var omhyggeligt slikket ren.
– Det er godt, – sagde Rigmor varmende. – Du har spist, så du ønsker at leve. Det er endnu ikke tid til din gamle ejer. Med tiden vil du vænne dig til os.
Men katten tilpassede sig langsomt. Først efter en uge begyndte den at vise interesse for sine nye ejere. Stadig liggende ved indgangen løftede den hovedet og hilste dem med ligegyldige blikke, når de kom og gik.
Rigmor kælede for dens bløde pels, talte kærligt til den og prøvede at give den noget lækkert at spise. Men katten spiste kun om natten, når ejere sov. Rigmor fyldte en kattebakke med rent sand og placerede den i badeværelset, hvor hun lod døren stå åben.
Det irriterede Erik – han var vant til orden i hjemmet og syntes, at den åbne dør brød med husets rytme.
– Den har lagt sig her, – mumlede han, når han trådte over katten på vej ud. – Er der ikke andre steder at være?
Katten svarede ikke og kiggede kun trist på ham med sine grønne øjne. Engang snublede han endda over den på vej hjem fra købmanden.
– For pokker! – råbte han. – Flyt dig! Der er masser af plads i stuen. Hvorfor ligger du lige her?
Katten hørte på hans ord, rejste sig fra sit tæppe og gik ind i stuen. Erik og Rigmor fulgte den med blikket. Nu lå Mis hele dagen i stuens hjørne, hvorhvilende uden at give besvær.
– Er det der en kat? – klagede Erik. – En gammel dame. Det er, hvad hun er! Spiser, hvad hun får, og går derefter stille tilbage til sit tæppe. Man ser hende ikke, man hører hende ikke.
– Hvad siger du dog! – udbrød Rigmor, fornærmet på kattens vegne. – Tænk dig – hun har boet hos sin ejer i så mange år! Hun savner hende. Hele hendes liv lå i det. Hun ligger bare og mindes de gode gamle dage. De kommer aldrig tilbage. Når du bliver gammel og bor hos dine børn, vil du sikkert også sidde i en kro, mindes ungdommen og forsøge at undgå at være til besvær. Lad os håbe, de ikke vil skælde dig ud.
Disse ord rørte noget i Erik. Han begyndte at se på Mis med andre øjne, forestillede sig, hvordan han ville have det i hendes sted. Han holdt op med at klage over hende og truede aldrig med at smide hende ud igen.
En dag kom han endda hjem med en pose kattemad. Specielt til katte, selv om Rigmor plejede at fodre hende med suppe og små stykker kogt kød.
En skøn sommer aften vendte Rigmor hjem fra datteren. Hun havde haft spurgt om Rigmor kunne passe barnebarnet – han var blevet syg, og hun havde ingen til at se efter ham, da de voksne havde travlt på arbejde.
Barnebarnet havde det fint, han løb rundt i huset som en vild. Hun smilede for sig selv, mens hun tænkte på barnebarnets leg, hvor hun selv havde deltaget, smittet af hans barnlige glæde.
Da hun trådte ind i lejligheden, hørte hun sin mands lave stemme. Han førte en dybtgående samtale. Hvem snakkede han med?
– Livet, det er spøjst… Nogle gange virker det, som om der ikke er andet at gøre end at lægge sig ned og dø, fordi alting virker så håbløst. Men så passerer tiden, tingene retter sig op, og man vil leve igen. De dumme tanker forsvinder fra hovedet. Det vigtigste er at holde ud. Og hvis der findes nogen, der forstår og støtter dig, så er det kun godt!
Rigmor så forundret på, hvordan hendes mand ivrigt delte sine tanker med Mis! Katten sad på armlænet af lænestolen og lyttede opmærksomt, af og til kom der et purrende – Miau!
– Forstår hun dig virkelig? – spurgte Rigmor drilagtigt, lidt såret over kattens opmærksomhed mod ham. “Jeg har taget hende til mig, passet og plejet hende, og hun har aldrig talt med mig.”
– Sandsynligvis! – svarede Erik overbevist. – I øvrigt hedder hun ikke Mis, men Mathilde.
– Det har hun fortalt dig, eller hvad? – grinede Rigmor.
– Det har hun. Ikke sandt, Mathilde?
– Miau! – Katten puffede venligt til Erik med sin skulder.
– Gå nu i butikken – Rigmor kunne ikke skjule sit smil. – Vi er løbet tør for mel, og jeg havde tænkt at bage pandekager. Vil du have pandekager?
Erik svarede ikke, men rejste sig fra stolen, klappede Mathilde og gik ud af lejligheden. Rigmor bemærkede, hvordan katten fulgte ham med kære øjne.
Han vendte snart tilbage med en pose mel og et par pakker kattemad.
– Gør dig klar, gamle ven, der er nogle gutter, der spiller kort under træerne. Jeg tænkte vi skulle tage derhen – det er længe siden jeg har været der.
– Du må da være blevet sindssyg, gamle! – Rigmor stirrede vantro på sin mand. – Jeg kan jo ikke spille jeres kortspil. Hvad har du dog gang i!
– Der er tale om Mathilde – svarede Erik roligt. – Ikke om dig…
Rigmor sigtede melet, mens hun med et hjørne af øjet så ud af vinduet, hvordan hendes mand gik gennem gården mod birketræerne, og ved siden af ham sprang katten, halen i vejret. Den kiggede op på ham af og til og “snakkede”, og Erik svarede hende, mens han ivrigt gestikulerede. Helt alvorligt!
Bedstefar, hun ligger stadig der,” lød Markovnas stemme ynkeligt gennem tårerne.
