– Tag børnene og gå herfra! – elskerindens ultimatum til ægtemanden.
Rikke vendte hjem efter arbejde. Som sædvanlig hentede hun Mikkel og Freja fra børnehaven. Tvillingerne var usædvanligt glade, hvilket gav hende godt humør, men hun kunne ikke forestille sig, hvad der ventede hende derhjemme…
Rikke satte nøglen i låsen, men døren til lejligheden var åben. Hun blev straks anspændt og beordrede børnene til at gå lige bag hende, før hun åbnede døren og kiggede ind. Det var stille. Hun tog et par skridt i retning af deres soveværelse, da en høj lyshåret pige kom ud derfra. Rikke trådte et skridt tilbage, uforberedt på sådan en drejning af hændelserne, og satte beskyttende armene om børnene.
– Sikke længe du er om det, – sagde den fremmede. – Hvis jeg havde vidst, ville jeg være kommet senere. Nå, det kan være lige meget. Skal vi tale sammen?
Rikke blinkede et par gange for at sikre sig, at det hele ikke var en drøm.
– Hvem er du? – spurgte hun forvirret. – Og hvordan er du overhovedet kommet ind i min lejlighed? Jeg ringer til politiet nu. – Langsomt begyndte hun at komme til sig selv igen og havde allerede taget sin telefon frem for at ringe 112, men pigen rev den ud af hendes hænder og sagde aggressivt:
– For det første er lejligheden ikke længere din, men min og Pers, og for det andet, hvad skulle din politi kunne gøre mig? Nøglerne gav Per mig, jeg skulle vente her på ham. Men jeg ventede egentlig mere på dig, må jeg indrømme. Han sagde, at du ville komme hjem først. – Pigen smilede.
– Hvilken ret har du til at tale sådan til mig? Og hvordan kender du Per? Er han en gammel bekendt? – Kvinden kiggede nøje på den ubudne gæst, uforstående over hvorfor hendes mand ikke havde advaret hende om, at der ville være nogen i lejligheden.
– Ja ja, bekendt, men ikke gammel, meget ny faktisk. Vi har kendt hinanden et år, og tættere end du kan forestille dig. – Pigen smilede rovdyragtigt og tilføjede: – Mille, din mands elskerinde, fornøjelse at møde dig. – Hun rakte hånden frem, men Rikke reagerede ikke.
Det føltes som om verden brasede sammen i det øjeblik de sidste ord blev udtalt. Hun troede, der herskede kærlighed og harmoni i familien, at alt var godt mellem dem og Per, og at de forstod og støttede hinanden. Men han havde i virkeligheden bedraget hende og været utro i så lang tid. Tårerne brændte i øjenkrogene, men hun tvang sig til ikke at vise dem, ikke foran den der prøvede at ødelægge hendes familie.
– Og hvad har ført dig til denne lejlighed? – spurgte Rikke roligt. – Du kan jo ikke kræve noget af den. Den er min og børnenes ifølge papirerne, mens Per dukkede op efter jeg havde købt den. Så han har ingen rettigheder til denne ejendom. Jeg tror ikke dine forventninger vil indfries. – Kvinden trak ligegyldigt på skuldrene: – Så jeg foreslår, at du går hjem, og i aften kommer Per og henter sine ting.
Elskerinden grinede let. Hun kiggede forbi kvinden på børnene, der stod stille bagved uden at sige noget, åbenbart uden at forstå omfanget af problemet.
– Det tror du, at Peder ingen rettigheder har til den. Men min far er advokat, så snart vil lejligheden blive jeres fælles ejendom, eller kun hans, hvis du ikke går frivilligt, og så står dine børn uden noget.
Indeni Rikke blev det isnende koldt. Hun vidste udmærket, at efter 7 år som familie kunne man finde punkter, som kunne bruges til at anerkende lejligheden som fælles ejendom. De havde jo renoveret den dyrt, ombygget og købt møbler på bestilling. Kunne det virkelig være så let for mandens elskerinde at sætte hende på gaden?
– Ved du hvad, – svarede Rikke vredt, – indtil du viser mig en retskendelse, der siger jeg skal forlade denne lejlighed, kan du ikke regne med jeg opfylder din ånssvage forespørgsel. Det her er min ejendom, og jeg bliver så længe jeg vil. – Kvinden vendte sig om og tog skoene af, og satte sig ned for at hjælpe børnene med deres overtøj. – Vi venter på Per, så finder vi ud af, hvordan vi lever videre.
– Forstår du mig ikke?! – Mille tog et par skridt hen mod kvinden. – Tag børnene og gå! Ingen har brug for dig her! Mig har han brug for! Du er en fortid det er tid at skrive ud af hans liv! – Hun kiggede nedladende på Rikke, som stille fortsatte med at klæde børnene af uden at svare.
– Freja, Mikkel, gå til jeres værelse og leg, mens jeg taler med damen her. – Hun sendte børnene af sted og vendte sig roligt mod Mille. – Jeg siger dig igen, jeg går ingen steder. Per kommer hjem fra arbejde, og så kan vi finde ud af, hvad vi gør. Du kan blive, nu han har inviteret dig på besøg, men du bestemmer ikke her. Det her er min lejlighed. Det må du fatte. Og jeg har også forbindelser, så jeg råder dig til at tale ordentligt med mig.
Derpå gik Rikke ind til børnene uden ønske om at fortsætte samtalen. Mille virkede overrasket over hendes reaktion, havde ventet det modsatte, og kunne ikke svare.
Der gik et par timer. Lyden af nøglen, der drejede i låsen, lød. Per trådte ind. Ingen kom ham i møde, det var tydeligt med stilheden i gangen, så Rikke gik ud. Hun nærmede sig roligt sin mand, krammede ham men kyssede ham ikke som sædvanlig, hvilket gjorde ham anspændt.
– Er der sket noget? – spurgte han nervøst.
– Ja, men det vil ikke forlade stuen.
Mandens ansigt udstrålede forvirring. Hun fortsatte:
– Din elskerinde dukkede uventet op og sagde, at vi skulle forlade lejligheden, så I kunne have den. Jeg er ikke med på, så hvis I vil have lykke, må I forberede jer på retssag. – Hun så køligt på sin mand, iagttog hvordan hans udtryk skiftede fra uvidenhed til bekymring.
– Hvilken elskerinde? Hvilken skilsmisse? Hvad taler du om? Jeg har aldrig haft nogen elskerinde, Rikke. Hvad tror du? Har du feber?
Han lod til at sige sandheden. Han målte hendes pande for at sikre sig, hun ikke havde feber. I det øjeblik trådte den ubudne gæst frem fra stuen.
– Mille? – sagde han forundret. – Hvad laver du her?
– Ah, så I kender hinanden? – Rikke sagde det roligt. – Det sagde hun. Men det undrer mig, at du overrasket, du gav hende jo selv nøglerne.
Pers forvirring blev tydeligere.
– Jo, vi blev enige om at give nøgler til Villy og hans pige, så de kunne vande vores planter i den ferie. – han så sin kone i øjnene. – Du var jo enig dengang. Hvad er problemet nu? Det her er Villys kæreste, men hvorfra den historie om en elskerinde?
– Jeg løj… – sagde Mille skamfuldt, hun bøjede hovedet og begyndte forklare sig.
Det viste sig at Mille var gået fra Villy og ikke vidste hvorhen, men huskede nøglerne som Per aldrig hentede. Hun kunne lide ham fra første møde og forsøgte at forføre ham og få familie sat ud med påstand om hun var elskerinde.
Mille stod, flyttede vægten fra fod til anden, skammede sig over løgnen og forsøget på at ødelægge en fremmed familie.
Rikke så med medlidenhed på hende. Pigen gik gennem hårde tider i privatlivet og søgte udvej, omend ikke en god en. Rikke besluttede at give hende en chance for at rette sin fejl.
– Mille, – sagde hun venligt, – jeg ser, du har det svært nu. Men løgn skaber aldrig godt. Lad os sætte os, drikke te og tale som voksne.
Mille løftede forundret hovedet. Hun havde forventet en anden reaktion – skældsord, muligvis politi. Men Rikke tilbød te. Mille nikkede forlegent og gik i køkkenet.
Med en kop varm te i hånden spurgte Rikke blidt, men fast, ind til Milles forhold til Villy og hvad der bragte hende her. Efterhånden kom sandheden frem – Villys jalousi, små drillerier, distance i sengen og en hård slutning.
– Jeg vidste simpelthen ikke, hvor jeg skulle gå hen, – snøftede Mille. – Og så de nøgler… Jeg har altid kunnet lide din mand. Jeg tænkte, måske kunne det lykkes…
Per lyttede stille til fortællingen. Da Mille blev stille, sukkede han og sagde:
– Jeg kan forstå, hvordan du har det. Men det her er ikke løsningen. Du kunne have ødelagt min familie, mit liv. Løgn vil aldrig give lykke.
– Jeg ved det, – svarede Mille lavt. – Jeg skammer mig…
– Det er okay, – sagde Rikke beroligende, – Det vigtigste er, du har erkendt fejlen. Alle mennesker begår fejl. Nu skal du bare rette den.
Mille flyttede ind hos en veninde, og kort tid efter fik hun job som sekretær i en lille virksomhed.
Langsomt fandt hun ro i sig selv. Hun forstod, at familie og forståelse var vigtigere end dramatik og eventyr. Og ægte lykke kommer ikke gennem bedrag.
Mille kom ofte på besøg hos Rikke, Per og børnene – de blev næsten familie for hende. Snart fandt hun sammen med en nabo – en ordentlig og stabil mand.
Rikke og Per blev i kærlighed og harmoni, et eksempel for deres børn.
Sådan kan det gå – en tilsyneladende ulykke kan vende til det bedre for alle, hvis man møder den med venlighed og visdom, uden at lade sig henrive af vrede. Da kan enhver udfordring overvindes.
