Oda sov trygt for første gang i to døgn. Katten Sofus gik rundt i husets rum, blinkede til sine ejere med grønne øjne og lagde sig ved siden af Oda, mens den spandt sin lille melodi, som om den altid havde boet der…
Endelig brød solen igennem skyerne over landsbyen efter tre dages snevejr. Sneen var holdt op med at falde, men en skarp vind pustede indimellem sneen op og formede de hvide driver langs hegnene.
Lyden af træskovle, der skrabede mod jorden, kunne høres her og der – landsbyens beboere var i gang med at rydde deres gårdspladser, områdene foran deres huse og den eneste vej, der gik gennem landsbyen, hvor husene lå tæt langs vejen.
Ingen vidste, hvornår en snerydder ville komme fra centralgården – den måtte først kæmpe sig vej gennem de dybe snefald. Det var et seriøst problem og ville tage tid.
Jakob Borg, en ældre herre på lidt over tres år, var netop blevet færdig med at rydde sne. Han tog sine handsker af og børstede iskrystallerne af sit skæg og sin moustache. Vinterens kulde havde taget over efter stormen. Temperaturen var tyve minusgrader, og det ville blive endnu koldere om natten. Han stillede sin skovl ved trappen, greb en favnfuld birkebrænde og bar det ind i huset.
– Luk døren hurtigt! – sagde hans kone, Marie Pedersen, stille.
Efter en søvnløs nat så hun træt ud, med mørke rande under øjnene.
– Hvordan har hun det? – spurgte Jakob – Er det blevet bedre?
Hans kone rystede bedrøvet på hovedet.
Deres firårige barnebarn, lille Oda, som var deres eneste glæde og livsmening, var blevet syg dagen før. Deres datter havde bragt hende fra København til dem for en måned, mens hun var på forretningsrejse. Der var ingen andre til at passe hende. Og nu var hun blevet syg.
Først havde hun en tør hoste, siden steg hendes feber. Bedstemor gav hende mælk med honning og smør samt lindete, men uden held. Marie tilbragte natten ved Odas seng, forsøgte at slå feberen ned med omslag, men selv om Oda blev lidt bedre og faldt i søvn, glødede hendes krop stadig af feber, og hendes læber var tørre og sprukne. I febervildelse kaldte hun på sin mor.
– Vi kan ikke ringe til centralgården – fortalte Jakob – de siger, at der er brud på linjen. Og selv hvis vi kunne ringe, ville det ikke hjælpe meget. Vejen er ufremkommelig. Jeg kunne nå derud på ski, det er ikke så langt. Men lægen kan ikke komme hertil, han er gammel og syg…
Marie sad ved bordet, med hovedet bøjet, og klemte sine tørre, rynkede hænder sammen. Så så hun op på sin mand, hendes øjne fulde af fortvivlelse, og sagde:
– Vi må gøre noget, Jakob. Jeg kan ikke se Oda lide. Hvis der sker hende noget, hvordan skal vi så leve videre?! – hendes øjne brændte af beslutsomhed. – Gør dig klar, Jakob. Tag af sted til centralgården, de må hjælpe os. Gå, kravl, hvad som helst, men få fat i en læge! Ellers bliver det en katastrofe…
…Den gamle læge på sygeplejeklinikken i centralgården, en mand i halvfjerdserne, lyttede opmærksomt til Jakob Borg. Han spurgte grundigt om Odas tilstand og tænkte sig om. Så gik han hen til et skab af glas, tog nogle pakker pulver og en flaske med dråber og gav det til Jakob med instrukser om, hvordan de skulle bruges.
– Jeg går til administrationen! – erklærede han. – Jeg vil kræve, at de rydder vejen. Hvis Gud vil, kan jeg nå frem til jer i morgen tidlig. Forhåbentlig hjælper medicinen i mellemtiden. Og I må bede, for mere kan jeg ikke tilbyde…
At bede… Jakob vidste ikke, hvordan man bad, selv om han var blevet døbt. Han var blevet døbt i hemmelighed som barn af sin bedstemor i denne samme kirke, der stadig stod i udkanten af centralgården. Siden den dag havde han ikke sat sin fod i en kirke. Men nu hvor han var i nød, vidste han ikke, hvor ellers han skulle henvende sig.
Han tog sine ski af ved indgangen, fjernede sin hat og gik ind i kirken, klodset med at korsede sig. Gudstjenesten var for længst slut, og der var ingen inde i kirken, bortset fra lyden af nogen, der læste en bøn sagte.
I halvmørket, i lyset fra stearinlys, så han præsten stå der og nærmede sig forsigtigt. Han skiftede nervøst vægten fra den ene fod til den anden, mens han ventede på, at præsten skulle bemærke ham. Det varede ikke længe.
Efter at have lyttet til Jakob tog præsten hans hånd og førte ham til ikonen af Jomfru Maria.
– Lad os bede. Kender du bønnen for et barns helbred til Vor Frue? Hvis ikke, så gentag efter mig og forsøg at huske den. – Præstens rolige og medfølende stemme rørte noget i Jakobs sjæl og gav håb. Han modtog et tændt stearinlys fra præstens hænder. – Bed med dit hjerte, for desto oprigtigere bønnen er, desto stærkere vil den virke.
– Hellige Jomfru Maria, red os! – begyndte præsten, og Jakob gentog lydigt efter ham.
De enkle, men rigtige ord i bønnen lagde sig til ro i Jakobs hjerte. Han bad inderligt, mens han tænkte på Oda og begyndte pludselig at tro, at bønnen ville hjælpe!
– Giv hende helbred, lange år og velstand, amen, – afsluttede præsten, korsede sig selv og forsvandt gennem en af dørene.
Jakobs øjne blev fyldt med tårer. Inden i sig følte han en voksende tro på, at alt ville blive godt. Han stod stadig på knæ og lyttede til sine følelser, da en kat uventet dukkede op og satte sine forpoter på hans knæ, mens den kiggede op i hans ansigt.
– Sofus, – smilede præsten, da han vendte tilbage med en plastflaske med vand. – Nogle gange kan man ikke finde hende, og så kommer hun helt af sig selv. Om vinteren lader jeg dem komme ind i kirken for at varme sig, – forklarede han til Jakob. – Jeg giver dem også mad. De er jo også Guds skabninger og har en sjæl. Og Sofus er noget særligt. Hun er sky, bange for mennesker, men hun har følt et godt hjerte hos dig, så hun kom. Eller måske forstod hun, at du har behov for hjælp og trøst…
Jakob Borg vendte hjem efter mørkets frembrud. Han gik hurtigt, tværs over markerne, hviskende bønnen, som han havde lært. Hans rygsæk havde han slynget foran, hvor Sofus sad indpakket i et varmt uldent tørklæde, som kiggede nu og da ud.
I frakken gemte han en plastflaske med helligt vand, som præsten havde givet ham. På halvvejen hørte han lyden af maskiner arbejde langs vejen. Den gamle læge havde fået sin vilje!
Han lænede skiene mod husets væg, og forsigtigt tog han Sofus ud af rygsækken. Han rystede sneen af sine støvler og trådte ind i huset. Hans kone, Marie, mødte ham i døren med et spørgende blik.
– Det skal nok gå, Marie! – sagde han med en uventet sikkerhed. – Hvordan har Oda det? Jeg har en ven til hende. Men hvor er hun? – Rygsækken var tom.
Katten, der havde forladt rygsækken af sig selv, lå allerede på Odas seng. Den spandt og snuggede sig op ad Odas hånd, som om den fortalte hende noget beroligende. Oda åbnede øjnene og smilede til den pelsede ven, mens hun strøg den over hovedet.
– Bedstemor, – sagde Oda, – jeg er sulten.
– Straks, min skat, straks, Solstråle, – sagde Marie ivrigt. – Nålesuppe med hønsefond, som du elsker.
…Oda sov trygt for første gang i to døgn. Katten Sofus gik rundt i husets rum, blinkede til sine ejere med grønne øjne og lagde sig igen ved siden af Oda, mens den spandt sin lille melodi, som om den altid havde boet der.
Da Marie hørte Jakobs fortælling, vidste hun ikke, om hun skulle tro ham. Aldrig mere ville den gamle læge bede folk arbejde hele natten for at bane vejen, troede hun. Men det faktum, at hendes mand, en, der aldrig besøgte kirken, havde bedt med præsten…?! Det ville hun aldrig have troet, hvis nogen havde fortalt det. Men dér sad han, mumlende en bøn til Vor Frue for barnets helbred.
Sådan kan selv en gammel kommunist ændre mening, tænkte hun, selv om han nok fortabte. Helligt vand var medbragt, og det ville hun stryge over Odas pande, når hun vågnede. Og katten! Den kloge kat! Da Oda så den, blev hun glad igen og spiste – det må betyde, at hun er ved at få det bedre. Nej, det var ikke en tilfældighed, at Sofus havde fundet vej til kirken. Og præsten satte altid Sofus først. Det var ikke en almindelig kat…
Før det blev helt lyst, var der banket på skodderne, der blev sat i om aftenen. Jakob Borg var oppe tidligt. Han havde ikke vækket sin kone, som kun lige var faldet i søvn, udmattet efter to søvnløse nætter.
Den gamle læge tog sin frakke af, vaskede hænder, varmede dem ved komfuret og gik stille ind til den syge pige. Han varmede stetoskopet lidt i sine hænder, inden han lyttede til hende. Hun vågnede ikke, men hendes vejrtrækning var let, med hånden på kattens side.
– Har I givet hende medicinen som foreskrevet? – spurgte han, og da han fik et bekræftende svar, nikkede han tilfreds. – Det ser godt ud, Jakob Borg, du skal ikke bekymre dig. Hun er en stærk pige. Om et par dage vil hun være på benene igen. Feberen er faldet. Gud har skånet hende; sygdommen har ikke grebet fat…
– Du er veluddannet, og alligevel taler du altid om Gud, – sagde Jakob og tilbød lægen tranebærsaft med en lille kvist. Han forsøgte at forstå lidt bedre.
– Uddannelse, Jakob, fjerner dig ikke fra troen. Det kan snarere fordybe den, – sagde lægen, mens han nippede til sin juice. – Tidligere helbredte jeg kun med medicin, men nu kan jeg se, at medicin og bøn går hånd i hånd. Hvis bare man tror på det.
– Ja, – nikkede Jakob, huskede gårsdagen. – Det skader i hvert fald ikke. Og hvis man har en venlig kat i huset, hjælper det også.
– En kat? Det skader jo ikke, hvis man ikke er et skarn, – sagde lægen og tog en slurk af sin juice.
