“Så kan hende der få lov at lave wienerbrød til dig, når jeg tager fat på mit eget helbred.”
Lærke er 48 år, og hun har aldrig været på et kursted. Der var altid noget, som satte det i vejen – enten børnene, da de var små, eller pengene, der ikke rakte til det. Lærke følte også utryghed ved at lade sin mand Rasmus være alene hjemme med alting. Hun har haft det skrantende med helbredet, især efter yngstesønnen kom til verden, for fødslen var hård. Men alligevel nægtede hun sig selv den luksus det var at tage sig af sine egne behov.
Hos os danskere er det ofte sådan, at man sætter familien først, og sig selv til sidst, hvis der er tid og kræfter tilovers…
Børnene blev ældre og fik deres familier. De kommer nu kun hjem til højtiderne. Lærke arbejder som revisor i et byggefirma, og Rasmus er agronom. Endelig har Lærke tid til at tage sig af sig selv. Men hun blev syg i vinter, krævede en operation, og lægen anbefalede et kursted til rehabilitering. Lærke accepterede, og til sommer fik hun en plads. Rasmus var straks imod.
“Hvad er det for et sted uden manden? Hvordan klarer jeg det hele alene hjemme? Du vil vel bare væk fra mig lidt?”
“Er du tosset? Du ved jo, hvordan mit helbred er, jeg tager for at blive rask.”
“Tag du bare afsted, det er vel en del af kuren der. På kursteder møder man en mand, det er alt, I kvinder tænker på. Du finder da bare en ny.”
“Din skøre, jeg skal for behandling, ikke for sjov. Jeg kan tage en plads til dig også, du kunne bruge noget for nerverne.”
“Hvorfor skulle jeg tage afsted for ingenting?”
“Jeg skal have ro. Lad mig få lidt tid til mig selv.”
“Så skrid bare,” sagde Rasmus vredt.
Det var som et spand koldt vand over hende, så sårende var hans ord.
“Vær god ved dig selv, Lærke, du har kun dig selv,” huskede hun sin bedstemors ord.
Lærke pakkede til kurstedet, mens Rasmus tog af sted i vrede. Hun lavede fem liter kødsuppe, frikadeller, tærter og wienerbrød, i tilfælde af at Rasmus skulle sulte.
Han kom ikke hjem den aften, og besvarede heller ikke opkald. Lærke tog en taxa til stationen.
På kurstedet fik hun et værelse. Om morgenen ringede Rasmus for at høre, hvordan rejsen var gået.
“Måske er han bare jaloux, betyder måske, at han stadig elsker mig,” tænkte hun.
I spisesalen mødte hun Anna, en flot kvinde på 50 år. De faldt i snak. Da Anna fandt ud af, at Lærke aldrig havde været på kursted, begyndte hun at instruere hende:
“Du skal til dans om aftenen – det er en slags behandling, godt for humøret. Og du møder mænd der.”
“Hvad siger du? Jeg er her for behandling ‘kvindeligt’, det er alt. Efter operationen behøver jeg ro. Min mand er meget jaloux.”
“Jeg er gift og tager her for at lufte ud. Børnene er voksne, jeg har et barnebarn. Jeg kan tillade mig lidt kvindelykke.”
“Oh, folk her er dejlige.” Anna drømte, “Jeg gik med Henrik den første uge, men hans tid her udløb. Nu møder jeg Kasper, en rar mand.”
“Nej tak,” sagde Lærke rødmende, “Jeg er kun for behandling, ferieromaner er ikke for mig.”
“Synd, det ville være noget at se tilbage på, ikke bare surt ansigt.”
Senere tænkte Lærke over Annas ord. Hun kunne ikke forstå, hvor hendes mand havde hørt om kursteder og romancer. Men Lærke fulgte lægens råd og gik til behandlinger, uden tanker om andre mænd. Anna havde travlt med nye bekendtskaber hver aften. Lærke nød, at hun ikke skulle lave mad eller opfylde mandens ønsker, og kunne leve lidt for sig selv.
“Her kan jeg være fri fra hjem og køkken,” fortalte hun Anna.
“Ja, et kursted er som en anden verden for en kvinde. Der burde være en lov om, at kvinder skulle kunne tage på kursteder hvert år.”
“Drøm du videre!”
“Hvorfor ikke? Det ville være skønt. I vores land fortjener hver kvinde den lykke.”
Lærke ringede hver aften til Rasmus for at fortælle, hvor hun havde været og hvad hun havde lavet. Han svarede kort og irriteret, men Lærke forsikrede ham:
“Jeg er tro. Ingen andre, kun dig.”
Hun følte sig som en 16-årig, hvis kæreste var jaloux.
Næsten to uger senere, havde Lærke nydt stedets ro og savnede Rasmus. Hun købte gaver til ham og børnene, pakkede og tog hjem en smule tidligere for at overraske ham.
I taxaen fra stationen tillod hun sig en stille glæde over de forventede gensyn. Men da hun åbnede hoveddøren, var der ro og stilhed. I køkkenet så hun champagne, to glas, chokolade og frugt… tøj lå spredt ud på gulvet.
Rasmus sov fredeligt i deres seng. Men han var ikke alene. Ved siden af ham lå en fremmed kvinde, en slank blondine omkring de 40 år. Det var kvalmt, som et dårligt grin fra et eventyr, hun ville glemme som et mareridt. Hun mærkede en pulsende vrede og mistede kontrollen.
Hun rev dynen af parret og tog en bøjle til at slå på de utro med.
“Lærke, hvorfor er du allerede her? Burde du have ringet, ” sagde Rasmus panikslagen.
Den slanke blondine gled væk uden et ord. Lærke var ligeglad, hun rettede al vrede mod Rasmus. Han prøvede at undgå slag og råbte beskyldninger om hendes egen tur på kurstedet.
“Din skiderik. Du vidste om min operation, og alligevel jublede du om din elendighed. Men du hygger dig.”
Rasmus tumlede af sengen for straks at låse døren efter kvinden. Lærke rev sengetøjet af og kastede det ud.
“Er du sindssyg? Hvorfor skaber du drama?” råbte Rasmus. “Du hyggede dig der, jeg hyggede mig her. Vi kan bo sammen igen.”
“Jeg spiser, sover og lever ikke med dig længere. Flyt til dine forældres gård. Vi skilles. Lad hende du lå i seng med lave wienerbrød til dig, jeg fokuserer på mit eget helbred. Jeg forklarer børnene alting.”
Han tiggede i en måned om at flytte tilbage, og fik endda børnene til at spørge, men Lærke tilgav ham ikke. Den blonde kvinde forlod også, da hun fandt ud af, at huset ikke var Rasmus’.
“Jeg tager dig ikke tilbage. Vi skilles. Jeg vil leve for tilfredsheden. Du er klam for mig… Lev, som du vil, Rasmus.”
Da de blev skilt, blev Lærke som født på ny. Hun rejser til havet hvert år, er blevet smukkere og slankere. Ingen kan nu genkende den trætte, bekymrede Lærke. قHendes tid er nu for hende selv, og livet er blevet mere spændende og tilfredsstillende.
