– Jeg vil virkelig hjem, min dreng, – hviskede manden. Hansen trådte ud på balkonen, tændte en cigaret og satte sig på en lav skammel. En klump af bitterhed steg op i hans hals, han forsøgte at tage sig sammen, men hans hænder rystede forræderisk. Aldrig havde han troet, at der kunne komme en tid, hvor der ikke ville være plads til ham i hans egen lejlighed…
– Far! Der er ingen grund til at blive vred og tage på vej! – råbte Lærke, Hansens ældste datter, da hun kom ud på balkonen. – Jeg beder jo ikke om meget… Forlad bare dit værelse til os, så er alt godt! Hvis du ikke har medlidenhed med mig, så tænk i det mindste på dine børnebørn. De skal snart i skole, og alligevel er de nødt til at bo sammen med os på samme værelse…
– Lærke, jeg flytter ikke på plejehjem, – sagde den gamle mand roligt. – Hvis det er trangt for jer at bo her med børnene, så flyt hen til Michaels mor. Hun bor alene i en treværelses. Der vil være et værelse til jer og børnene.
– Du ved godt, at jeg aldrig vil kunne bo sammen med hende i den samme lejlighed! – råbte hun og smækkede altandøren i så hårdt, hun kunne.
Hansen klappede den gamle hund, som havde været hans og hans kones trofaste ven i mange år, og mindedes sin kære Nanna, hvorefter han blev rørt til tårer. Tårerne kom altid, når han tænkte på sin hustru. Hun døde for fem år siden og havde efterladt ham alene. Han følte sig som en komplet forældreløs efter hendes bortgang. Hele livet havde de gået side om side, og aldrig havde han forestillet sig, at han skulle ende sine dage i ensomhed, selvom han havde en datter og børnebørn.
De havde opdraget Lærke med kærlighed og venlighed, forsøgt at give hende de bedste værdier. Men noget måtte de have overset, for hun var blevet en hård og egenkærlig person.
Bamse peb lavt og lagde sig ved sin mands fødder. Hunden kunne mærke sin herres sindstilstand og led under, at det gik ham skidt.
– Bedstefar! Kan du slet ikke lide os? – spurgte hans otte-årige barnebarn, der var kommet ind i rummet.
– Hvad? Hvem har fortalt dig det vrøvl? – spurgte den gamle mand forundret.
– Hvorfor vil du ikke flytte fra os? Er du ked af at overgive værelset til mig og Kasper? Hvorfor er du så nærig? – så drengen vredt på sin bedstefar.
Hansen ville forklare sig over for sit barnebarn, men indså, at drengen talte med sin mors ord. Lærke havde allerede haft snakket med barnet.
– Godt. Jeg rejser, – sagde han med en tom stemme. – Jeg overgiver jer værelset.
Han kunne ikke længere holde ud at være i den trykkede atmosfære. Han indså, at alle i huset hadede ham, fra svigersønnen, som længe havde ignoreret ham, til barnebarnet, der var blevet fortalt, at bedstefaren havde stjålet hans værelse.
– Far! Mener du det virkelig? – spurgte Lærke begejstret, da hun kom styrtende ind.
– Ja, – svarede den gamle. – Lov mig bare, at Bamse ikke vil blive behandlet dårligt. Jeg føler mig som en forræder…
– Hold op! Vi vil tage os af ham, gå ture mange gange om dagen. I weekenden kommer vi og besøger dig med Bamse, – lovede datteren. – Jeg har fundet det bedste plejehjem til dig, du vil kunne lide det, vent bare og se.
To dage senere flyttede Hansen ind på plejehjemmet. Det viste sig, at datteren allerede havde planlagt det hele og ventet på, at faren skulle give sig. Da han trådte ind i det fugtige rum, der lugtede af skimmel og utøj, fortrød han sin beslutning. Lærke havde bedraget ham om de komfortable forhold. Han var ikke kommet til et privat plejehjem, men til en kommunal institution, hvor ulykkelige og forsømte mennesker boede.
Han pakkede sine ting ud og gik ned. Da han satte sig på en bænk, kunne han næsten ikke holde tårerne tilbage. Han betragtede de hjælpeløse gamle mennesker omkring ham og forestillede sig et ynkeligt liv i de kommende år.
– Er du ny? – spurgte en venlig ældre kvinde, da hun satte sig ved siden af ham.
– Ja… – sukkede han tungt.
– Vær ikke så bekymret… I starten græd jeg også og led, men jeg blev nødt til at acceptere det. Jeg hedder Valborg.
– Hansen, – præsenterede han sig. – Blev du også sat herind af dine børn?
– Nej, en nevø. Gud gav mig ingen børn, så jeg bestemte mig for at efterlade lejligheden til min nevø, men jeg handlede vist for hurtigt… Han tog lejligheden og sendte mig her. Godt, han i det mindste ikke efterlod mig på gaden…
De talte sammen til ud på aftenen, hvor de mindedes deres ungdom og ægtefæller. Og næste dag, lige efter morgenmaden, gik de en tur sammen igen. Denne kvinde bragte i det mindste noget glæde og variation til Hansens liv. Han kunne ikke holde ud at være i institutionen, så han tilbragte al sin tid udenfor. Maden i kantinen var også forfærdelig. Han spiste kun en smule for at opretholde sine kræfter.
Hansen ventede på sin datter. Han håbede, at Lærke ville skifte mening, savne ham og tage ham hjem igen. Men tiden gik, og hun dukkede aldrig op. En dag besluttede han sig for at ringe hjem for at høre, hvordan Bamse havde det, men ingen tog telefonen.
Ved indgangen til plejehjemmet stødte Hansen en dag på sin nabo, Jens Pedersen. Jens havde også fået øje på den gamle mand og kom straks hen til ham med overrasket mine.
– Her er du! – udbrød Jens. – Din datter sagde, at du var flyttet til landet. Jeg forstod straks, at noget var galt. Jeg vidste, at du aldrig ville have forladt Bamse på gaden.
– Hvad mener du? – spurgte Hansen forvirret. – Hvad med min hund?
– Bare rolig, vi har fået ham ind på et dyrehjem. Jeg vidste ikke, hvad der foregik hos jer. Jeg så Bamse sidde ved indgangen døgnet rundt uden dig i syne. Jeg mødte Lærke og spurgte, om du var okay. Hun sagde, at du havde valgt at bo på landet, og at hun nu solgte lejligheden og flyttede ind hos sin mand. Hun forklarede, at du ikke ville have noget med hunden at gøre, fordi han var gammel. Hansen, hvad foregår der? – spurgte Jens, da han så, hvor bleg den gamle mand blev.
Hansen fortalte ham alt. Han sagde, at han ville give alt for at kunne skrue tiden tilbage og ikke have truffet den forhastede beslutning. Ikke nok med at datteren havde berøvet ham et værdigt liv, men hun havde også forladt Bamse.
– Jeg vil virkelig hjem, min dreng, – hviskede den gamle mand.
– Jeg er her af en bestemt grund. Jeg er jurist og beskæftiger mig ofte med ældres rettigheder. Jeg arbejder på en sag med en ældre mand, hvis naboer tog hans hjem. Vær ikke bekymret. Så vidt jeg kan forstå, er du ikke flyttet ud af lejligheden endnu? – spurgte Jens.
– Nej. Medmindre hun har sørget for det selv. Ærligt talt ved jeg ikke længere, hvad jeg kan forvente af min datter…
– Pak dine ting sammen, jeg venter i bilen, – sagde Jens. – Dette må ikke ske! Hvordan kan hun gøre det som din datter…
Hansen gik straks op til sit værelse, smed hurtigt sine ting i en taske og gik ned. Ved indgangen stødte han på Valborg.
– Valborg, jeg tager afsted. Jeg mødte naboen, og han sagde, at min datter forlod min hund og sælger lejligheden. Sådan er det, – sagde han.
– Hvordan kan det være? – spurgte kvinden forvirret. – Hvad med mig?
– Vær ikke bekymret, jeg kommer tilbage efter dig, så snart jeg har fået styr på det hele, – lovede Hansen.
– Hvem ville vel have mig? – sagde hun med et trist smil.
– Undskyld. Jeg må afsted. Bliv ikke ked af det, jeg holder mit løfte.
Hansen kunne ikke komme ind i sin lejlighed. Den var låst, og den gamle mand havde ingen nøgler. Jens tog ham med hjem. Snart blev det klart, at Lærke ikke længere boede i lejligheden. Hun var flyttet ind hos sin svigermor nogle dage forinden og havde lejet lejligheden ud til fremmede.
Takket være Jens lykkedes det Hansen at få sin ret til at bo i lejligheden tilbage.
– Tak, – takkede den gamle sin nabo. – Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve videre. Hun giver sig jo ikke, før hun har fået mig ud…
– Den eneste løsning er at sælge lejligheden, – sagde Jens. – Så kan vi give Lærke hendes del, og for resten kan vi finde et sted til dig. Måske kan vi finde en lille bolig ude på landet.
– Vidunderligt! – glædede den gamle mand sig. – Det er en perfekt idé.
Tre måneder senere flyttede Hansen til sit nye hjem. Jens hjalp den gamle mand med alt og tilbød venligt at køre ham og Bamse.
– Lad os slå et smut forbi et sted først, – bad Hansen.
Langvejs fra kunne Hansen se Valborg, som sad på deres bænk og stirrede trist ud i det fjerne.
– Valborg! – råbte han. – Vi kommer efter dig, Bamse og jeg. Nu har vi et hjem på landet med frisk luft, fiskeri, bær og svampe lige i nærheden. Vil du med? – smilede han.
– Hvordan skal jeg kunne følge med? – spurgte kvinden forvirret.
– Rejs dig bare fra bænken og kom med os, – grinede den gamle. – Tag mod til dig! Her er der intet for os.
– Giv mig ti minutter? – smilede hun med tårer i øjnene.
– Selvfølgelig venter jeg! – smilede han.
På trods af smålige menneskers forhindringer lykkedes det disse to at sikre sig deres chance for lykke. Hver især indså de, at verden ikke er uden gode mennesker. Og uanset hvad, er der altid flere gode mennesker end onde. Hansen og Valborg erfarede det på egen krop. De ældre mennesker formåede at kæmpe for sig selv, og endelig fandt de fred og glæde i livet.
