Morten Andersen glædede sig til dagen, der skulle fejre hans familiesammenkomst. Hans datter, Astrid, var netop ankommet i går med sin familie for at tilbringe en uge i deres gamle ferieby. De boede hos Mortens søn, Peter, for hans egen lejlighed var for trang. Oprindeligt havde han og hans afdøde hustru overladt den store lejlighed til Peter. I går besøgte Astrid sin far, krammede ham og spurgte om hans helbred, inden hun hastede til kaffe med sine veninder. I dag planlagde begge familier at tage til stranden i to biler og havde bedt Morten om at være klar klokken otte om morgenen.
Morten var spændt på udsigten til at tilbringe tid med sine børn og børnebørn. Han havde allerede forberedt sig til turen ved at købe nye klipklapper, en T-shirt med en udenlandsk tekst og nogle shorts – ikke dyre men nye. Han havde brugt penge men kunne nok klare det indtil pensionen. Det var jo ikke hver dag sådan noget skete.
Fra tidlig morgen sad han i sin stol overfor væguret og ventede. Tiden sneglede sig afsted, og han lyttede efter lyden af biler udenfor. Pludselig ringede telefonen. Det var hans søn.
– Far, lød Peters undskyldende stemme. – Vi har et problem. Vi har ikke plads i bilerne til at tage dig med. Bagagerummene og bilerne er proppede, der er simpelthen ikke plads til dig.
Morten sank i stolen med en følelse af skuffelse og bitterhed, men var hurtigt til at svare:
– Det er okay, søn. Kør I bare uden mig. Jeg havde overvejet at melde fra alligevel, da jeg ikke føler mig helt på toppen i dag.
– Det er godt at høre, far! – svarede Peter lettet uden at spørge ind til Mortens helbred. – Vi ses!
Sådan blev Morten siddende, helt klædt på, i stolen med blikket stift rettet mod ingenting. Tankerne fløj rundt i hans hoved:
– Tja, der var engang, de havde brug for mig. Har de virkelig ikke mere brug for en gammel far? Men i det mindste glemmer sønnen og datteren ikke hinanden. Jeg lærte dem, at søskende er de nærmeste mennesker i verden. Heldigvis har de forstået det godt.
Han sukkede dybt: – Måske var der virkelig ikke plads? Man kan ikke bare sætte børnene af. Men han kunne have taget en ekstra tur, tænkte han, vel vidende, at det var en time hver vej til stranden. Tanken blev ved med at vende tilbage og forstyrrede hans sind.
Solen bagte, og Morten lukkede balkondøren for at holde varmen ude.
– Hvornår mon varmen aftager? Det ville være godt med lidt regn. Ved stranden er der sikkert dejligt køligt. Måske skulle jeg tage en tur ud på bænken, mens der er skygge og få noget frisk luft.
Han rejste sig med besvær og gik ud. På bænken sad Inger fra stueetagen. Hun var hans afdøde hustru’s veninde.
– Hej Inger, hilste han. – Nyder du en stille stund?
– Hej Morten, smilede hun. – Du ser ud, som om du er på vej til stranden, du mangler kun en stråhat! Hun drejede sig og læste på hans T-shirt. – Ved du, hvad der står?
– Nej, svarede Morten, det har jeg ikke skænket en tanke. Den er komfortabel nok.
– “I want to make love”, læste hun med et grin.- Det vil sige “Jeg vil elske”!
– Jamen, det gør jeg da ikke! protesterede Morten.
– Det står der! fnisede Inger.
– Godt børnene ikke så det! – mumlede Morten. De lo, og Morten følte sig lidt oplivet.
– Har du været her længe? spurgte han. Det var blot for at starte samtalen.
– Jeg kom for at fodre Felix og killingerne, sagde hun og nikkede mod en busk, hvor katten lå og sov.
Felix var en kat, som alle i opgangen holdt af, en tidligere kælekat, der var blevet hjemløs. Morten gættede, at killingerne var nogen Felix havde fundet eller fået i gave af naboerne.
– Hvor er killingerne nu?
– De blev hentet i dag, svarede Inger med et suk, af en familie fra nabohuset.
– Og Felix blev?
– Ja, hvem vil have en gammel kat? Jeg ville gerne tage ham, men vores egen kat, Matilde, blev meget jaloux.
Morten nikkede forstående. – Ja, ingen har brug for gamle sjæle. Morten følte en bølge af sorg. Men hvad var der at være bitter over?
– Felix, sagde han, kom med mig. Måske har vi kun lidt tid tilbage, men hvorfor ikke leve den med nogen, der gerne vil pleje dig?
Katten tøvede, men da Morten tog ham op, slappede han af, spandt og krøllede sig ind til Morten.
– Der er du, Felix. Du skal ikke leve alene længere. Lad os gå hjem, sagde Morten blidt.
I lejligheden ringede telefonen. Morten tog røret med Felix i armene.
– Far! Er du OK? Astrids stemme lød bekymret.
– Alt er fint, Astrid, jeg var bare ude. Jeg lod telefonen blive hjemme.
– Vi var ved at blive vanvittige! Jeg har sendt min mand for at hente dig. Kom så, vi venter på dig.
– Jeg kommer, jeg tager blot en anden T-shirt på. Og jeg har en kat med mig. Han er min.
– Tag bare alle byens katte, grinede Astrid. Bare kom her, far!
Morten kiggede på Felix: – Ser du, vi er stadig ønsket et sted.
Felix blinkede og… smilede!
