Vagn Hansen lod ikke mærke til, at han hørte nyheden for første gang. Han tog afsked med den tidligere nabo og begav sig hjemad i ro og mag. Hjemme iførte han sig sit bedste jakkesæt og tog kuverten med penge, som han længe havde forberedt til sin eneste søns bryllup.
Vagn Pedersen skyndte sig til festlighederne. I dag skulle han møde de kommende svigerforældre. Rasmus havde givet besked om, hvor han skulle køre hen, men Vagn kendte ikke den anden del af byen så godt. Derfor gik han tidligt, så han ikke skulle komme for sent. Desværre endte bussen i kø. Der gik lang tid, før han nåede frem. Vagn Hansen nåede først frem til stedet efter tre timer.
På restauranten sad Rasmus alene ved bordet. Han sagde, at Veronikas forældre var meget travle mennesker og derfor ikke ventede. De var gået for en time siden. Vagn Hansen var ked af, at han havde forårsaget de kommende svigerforældres utilfredshed. Der gik tid, og sønnen nævnte ikke noget om et nyt møde, og det føltes ubehageligt for faren at spørge.
En forårsdag tog han en tur i parken. Han mødte sin tidligere nabo på vejen. Hun var en bemærkelsesværdig person, som altid vidste alt om alle. Ingen vidste, hvorfra hun fik sine oplysninger. Men spurgte man hende om nogen, kunne hun fortælle alting. Karin Andersen startede samtalen med Vagn Hansen. Det viste sig, at i dag var dagen for hans søn Rasmus’ bryllup, og her gik han rundt i parken. Ceremonien i rådhuset var klokken tre, og restauranten klokken fem om eftermiddagen. Så hvorfor var han ikke på vej?
Vagn Hansen lod som ingenting, selvom han hørte nyheden for første gang. Han tog afsked med sin tidligere nabo og gik roligt hjem. Hjemme iførte han sig sit bedste jakkesæt og tog kuverten med penge, som han havde forberedt til sin eneste søns bryllup. Hans kone var jo ikke længere i denne verden, så han måtte ordne det hele selv.
Han nåede restauranten klokken otte om aftenen. Festen var i fuld gang. Vagn Hansen gik hen til mikrofonen og bad om et øjebliks opmærksomhed. Rasmus så på sin far helt rød i hovedet af skam. Veronika holdt ham i hånden og hviskede noget i hans øre. Faderens ord var som følger:
“Jeg ønsker dig, min søn, og dig Veronika, tillykke med dagen. Fra i dag af vil jeres liv forandre sig. Nu skal I vandre gennem livet hånd i hånd. Jeg ønsker jer et langt liv sammen, at alle bekymringer må undgå jer, og glæden være hos jer. Jeg håber, at når jeres børn vokser op, vil de aldrig glemme, at de har jer, og værdsætter hver eneste minut med deres forældre, for den tid vi har sammen er ikke uendelig, og en dag slutter den.” En tåre trillede ned ad faderens kind.
Vagn Hansen gav parret en gave, vendte sig og gik ud. Veronika trak Rasmus med sig mod udgangen, efter faren. De skyndte sig, da Vagn Hansen var på vej ind i en bus. Børnene bad faren om tilgivelse og inviterede ham tilbage til festen. De gik tilbage ind i lokalet sammen alle tre. Svigerfaren kom hen for at hilse og undskyldte også for den dårlige opførsel. Tiden gik. Uden for hospitalet diskuterede svigerfamilierne højlydt navnet på det barnebarn, der blev født i dag.
