I en weekend besluttede Vibeke at tage på det lokale marked i København for at finde en gave til sin mor. Hun ville købe et varmt halstørklæde i uld, som markedet var kendt for at have i stort udvalg og til lavere priser end butikkerne, der solgte håndlavede varer.
Ved indgangen mødte hun nogle handlende, der ivrigt viste forskellige tørklæder frem. Vibeke blev overvældet af udvalget, da alle tørklæderne var smukke og varme. Det var svært at vælge, da de ikke var billige. Hun måtte træffe en beslutning om, hvilket ét hun skulle købe.
En ældre dame nærmede sig hende med et tørklæde, der fangede Vibekes opmærksomhed. Damen bredte det ud og rystede det lidt, og Vibeke kunne med det samme se for sig, hvor dejligt hendes mor ville se ud i det store og elegante tørklæde.
Efter lidt forhandling trak Vibeke penge op af lommen for at betale. Damen greb fat i hendes hånd og sagde: “Der venter dig et møde snart. Du vil møde en mand. Afvis ham ikke med det samme, for han er din skæbne. Det bliver ikke let, men du vil være lykkelig med ham hele livet.”
Vibeke lyttede skeptisk til damen. Hun kunne ikke se, hvordan det skulle ske, da der ikke var nogen mand i syne, og hun havde travlt med at passe sin syge mor.
“Jeg taler sandt,” blev damen ved. “Det skal nok ske.”
Efter at have betalt gik Vibeke hen mod busstoppestedet, hun skulle også på apoteket for at købe medicin til sin mor.
Da Vibeke kom hjem med gaven, blev hendes mor imponeret: “Det må have kostet mange penge! Men jeg har altid drømt om et sådan tørklæde!”
Vibeke var glad, mens hun lavede te i køkkenet, og tænkte over damens ord. Hun besluttede, at det var rent nonsens.
Ugen efter tog Vibeke og hendes mor til lægen. Morens gang var usikker, og Vibeke fulgte altid med hende til lægen.
Foran opgangen stod en bil og spærrede deres vej. Bagagerummet var fyldt, og det så ud til, at nogen var ved at flytte ind i deres boligkompleks. To drenge, omkring 5 og 7 år gamle, legede tagfat ved bilen. En mand kom ud fra opgangen, gik hen til bilen og begyndte at tømme bagagerummet for ting.
Moren hilste på manden og spurgte: “Skal du bo her i vores bygning? Er det måske på femte sal, hvor lejligheden lige er blevet solgt?”
Manden bekræftede, at han havde købt lejligheden på femte etage. “Og det her er mine små ballademagere,” sagde han, mens han pegede mod drengene. Lige da hørtes et højt skrig: “Aarh!”.
“Hvad nu?” udbrød manden og løftede den yngste op, som græd og havde skrabet sit knæ.
“Asfaltens forbandelse,” sagde faren og kiggede sig omkring. “Nogen burde have en førstehjælpskasse.”
“Kom indenfor hos os,” tilbød Vibeke. “Mor, vil du vente lidt på bænken?” Hun trak manden med sig.
“Åh, det er pinligt, vi må have forsinket jer.”
“Det går fint, der er kun åben konsultation hos lægen. Vi har tid.”
Op ad trappen til Vibekes lejlighed præsenterede manden sig: “Mit navn er Henrik, og denne krudtugle hedder Jonas.”
Hjemme behandlede Vibeke hurtigt drengens knæ, mens Jonas holdt op med at græde. “Du er virkelig dygtig, en rigtig helt,” roste Vibeke ham, hvorefter han nikkede lovende.
Henrik iagttog Vibeke nøje, da hun tog sig af hans søn. Noget ved hans blik forvirrede Vibeke.
“Tak, men jeg må tilbage og flytte resten nu. Der er stadig nogle ture, og i morgen tager vi resten.”
“Tager du altid børnene med?” spurgte Vibeke uden at tænke sig om. “Har deres mor ikke tid til at passe dem?”
“Deres mor er der ikke,” svarede Henrik kort.
Vibeke blev inspireret: “I kan lade drengene være hos os i morgen. Jeg holder ferie og er hjemme, og min mor vil også nyde deres selskab.”
Henrik tøvede, men indvilligede, da det var upraktisk at tage drengene med under flytningen, og der ville være mere plads i bilen.
“Mange tak, jeg vil komme forbi med dem omkring kl. 10?”
Det blev aftalen. Næste morgen kom Henrik med drengene til Vibeke, mens han tog tilbage til sin gamle lejlighed.
Drengene legede intensivt, tegnede, så tegnefilm og opførte sig eksemplarisk, indtil Henrik kom tilbage omkring kl. seks efter at have flyttet det sidste. Vibeke serverede aftensmad for dem alle og ønskede farvel. Senere lå hun i sengen og mindedes Henriks intense blik, hun var ikke i tvivl om betydningen.
“Men med to børn!” tænkte Vibeke og kunne kun forestille sig, hvor vanskeligt det måtte være for Henrik at håndtere alt på egen hånd. De mødte ofte hinanden ved bygningen eller på trappen og hilste høfligt på hinanden, indtil Henrik en dag tog initiativ til at tale med Vibeke.
“Vibeke, drengene og jeg vil gerne invitere jer på besøg, selvfølgelig kan din mor også komme med. Hvad siger du til det?”
“Det ville være dejligt!” svarede Vibeke smilende. “Skal jeg bage en kage til kaffen?”
“Det ville være skønt!” sagde Henrik og rørte hendes hånd. “I kommer bare omkring kl. syv, vi glæder os.”
Vibeke gik på indkøb, købte et par små gaver til drengene, og fortalte sin mor om Henriks invitation.
“Nej, Vibeke, gå du bare selv, jeg tror, du vil nyde det,” sagde hendes mor, da Vibeke spurgte, om hun ville med. “Har du tænkt dig at bage kagen nu?”
“Ja, jeg går i gang med det samme.”
Om aftenen kom Vibeke til Henriks lejlighed, gav gaverne til drengene, der straks dykkede ned i legen, mens Vibeke og Henrik slog sig ned i køkkenet.
“Her ser måske lidt rodet ud endnu,” sagde Henrik undskyldende, “men det bliver snart bedre.”
De drak te og talte om mange ting. Henrik fortalte, at drengenes mor var rejst væk på en forretningsrejse og aldrig kom tilbage. Hun havde fundet en anden mand, og Henrik havde nu opfostret dem selv i flere år.
“Hvordan kunne hun forlade sine børn?” Vibeke forstod det ikke. Henrik trak på skuldrene: “Sådan var det bare.”
“Vibeke, jeg holder virkelig af dig,” sagde Henrik pludselig. “Jeg forstår godt, at to børn kan være en udfordring for dig…”
“Er det et forslag?” lo Vibeke. “Dine drenge er dejlige, og jeg holder også af dig.”
“Okay, lad os droppe formaliteterne og gå i biografen sammen i weekenden,” foreslog Henrik.
“Det vil jeg gerne!” svarede Vibeke, “godnat, så længe.”
Hjemme fortalte hun sin mor om samtalen med Henrik, og hendes mor svarede, at Henrik virkede som en god mand, men at beslutningen måtte være Vibekes, om hun kunne elske hans børn.
“Jeg elsker dem alle.”
Og profetien fra markedsdamen viste sig at være korrekt – Vibeke mødte en mand, som hun følte sig godt tilpas med, og nogle måneder senere flyttede hun ind hos Henrik, giftede sig med ham, og hendes mor blev hurtigt velsignet med to nye børnebørn.
