Lise havde sat sig godt til rette i sofaen på kaffebaren og ventede på sin bestilling. Hun kom ofte her for at få en cappuccino og wienerbrød for at løfte humøret inden arbejdsdagen. Udenfor dalede sneen stille. Lise nød en tår af sin rygende varme kaffe. Ved bordet overfor sad der to piger, tydeligvis veninder.
– Hør lige, jeg stødte forleden på min eks’ nye kæreste. Helt ærligt, hun ser da virkelig trist ud! Hvad ser han i hende?
– Måske laver hun lækre frikadeller? Eller er fantastisk i sengen? – grinede veninden.
– Åh, kom nu. Kig lige på hendes billede på Facebook. Hun er altså ikke noget at råbe hurra for.
Pigerne fnisede, mens Lise sad stivnet. Hun mindedes sin mors ord, som hun overhørte i en samtale med sin far, da hun var syv. “Vores lille Lise bliver ikke nogen skønhed. Hun må gøre sig bemærket gennem sine gerninger.”
Den voksne Lise gik meget op i sit udseende. Men uanset hvor meget hun anstrengte sig, følte hun sig aldrig smuk nok. Hendes mor sagde tit: “Op med humøret, min pige. Måske er du ikke en skønhed, men så må du bruge din klogskab. Sørg for at lære og arbejd hårdt, så du ikke ender alene.”
I skolen var hun flov over sit kluntede ydre og drengede figur. På universitetet lærte hun at klæde sig med stil og lægge makeup. Hun fik endda en kæreste. Men han lavede ofte jokes om hendes “flade numse” og “store fødder”. Lise indså, at selv hendes klogskab næppe ville få nogen til at elske hende. Hun accepterede det og gik videre med sit liv.
Efter at have drukket sin kaffe og spist sit wienerbrød skyndte hun sig på arbejde. I frokostpausen skulle hun lige forbi en veninde for at fodre katten og vande blomsterne. Marie var taget til Spanien i et par uger, og hendes mand var sjældent hjemme. “Selv hvis de krydsede hinanden tilfældigt, ville han ikke lægge mærke til Lise,” tænkte Marie, da hun roligt tog på ferie.
Hos veninden fyldte Lise først madskålen til den søvnige Missekat og gik derefter i gang med blomsterne. Bag væggen spillede der musik. Lise genkendte melodien og begyndte at synge med: “En stjerne skinner i nat, her er langt hjemmefra…” Pludselig følte hun sig så godt tilpas i lejligheden. På grund af sangen. Blandt blomsterne. Hun følte sig let og fri. Uden at vide det begyndte hun at smådanse og beundre blomsterne og… sig selv.
Pludselig hørte hun stemmer.
Lise vendte sig og så to mænd. Jens! Maries mand. Og han var ikke alene. Begge så overraskede ud. “Sikke en skandale!” fór det gennem Lises hoved.
– Hej Lise. Det her er min ven, Rasmus. Vi skulle lige hente nogle papirer. Du dansede så godt, at vi ikke kunne lade være med at se på. Undskyld, vi forstyrrede.
– Jeg… jeg…. Marie bad mig om det.
Lise skyndte sig mod døren og så ikke katten ved sine fødder. Hun snublede og røg klodset ned på gulvet. Det blev sort for hendes øjne.
Hun vågnede på hospitalsstuen.
– Hej. Hvordan har du det? Jeg er Sofie, din nabo her. Du har fået en let hjernerystelse, men lægen siger, alt er okay. Der kom en kurér forbi, og en ung mand med blomster. – Pigen smilede venligt.
– Tak, – fik Lise kun fremstammet.
Hun rejste sig forsigtigt, gik hen til vinduet og åbnede posen. Der var frugt, juice og hendes yndlingswienerbrød. Formentlig fra Marie og hendes mand.
Hun rakte ud efter blomsterne og så en seddel. “Kære Lise, god bedring. En så smuk pige som dig hører ikke til på et hospital. Jeg inviterer dig til en blomsterudstilling. Afvisning accepteres ikke. Rasmus”.
Lise begravede ansigtet i de hvide krysantemum, lukkede øjnene af lykke og løb hen for at kramme sin værelseskammerat…
Skønhed behøver ikke være iøjnefaldende. Hver pige har sin egen skønhed. Nogle gange er den varm og stråler indefra….
