– Lad være! – skreg Maja og fik straks en snebold i ansigtet. Hun bøjede sig ned for at lave en større snebold og frøs fast. På hendes højre hånds ringfinger var ringen væk. Forlovelsesringen, den med diamanten. Hendes hjerte sank helt ned i hendes støvlespidser.
– Kristian! – råbte hun.
– Hvad, hvad er der sket?! – Kristian smed snebolden, sprang frem fra bag H.C. Andersen-statuen og løb hen til Maja.
– Ringen er væk!
– Hvilken ring?! Maja, du skræmte mig! Jeg troede, der var sket dig noget.
– Der er sket noget. Jeg har mistet ringen! Se selv.
Hun viste den røde, kolde hånd. Ringen var virkelig væk.
– Hvordan kunne du miste den? Den sad jo næsten for stramt!
– Jeg ved det ikke! Hvad skal vi gøre nu?
Han gned sin næse.
– Hvad skal vi gøre? Vi må vente på foråret, eller tage en børneskovl og en sigte…
– Meget morsomt! Jeg leder… Den må være her et sted.
– Er det en joke?
De så sig omkring. H.C. Andersen-statuen lå begravet i sne. Boulevard’en var mennesketom. Det begyndte at skumre. Lygterne kastede skrå glimt på snedriverne og fik sneen til at glimte som champagne i et krystalglas.
– Det kræver et mirakel at finde den. Eller en sneplov. – smilte Kristian.
Men Maja hørte ham ikke. Hun sad på hug og ledte i sneen med lys fra hendes telefon. Kristian gik ned på knæ og begyndte at rode sne med fingrene.
Efter ti minutter blev det helt mørkt.
– Maja, det her er nyttesløst. – sagde Kristian. – Seriøst. Vi finder den ikke her… Ringen… Lad mig give dig en ny, en endnu pænere. Du skal ikke være så ked af det.
– Du forstår ikke! – sagde Maja snøftende. – Det er et dårligt tegn at miste en ring.
– Dumt… – Kristian smilte, tog hendes hånd og varme den med sin ånde. – Se, du er helt kold. Det vigtigste er, at vi har hinanden.
Han rejste sig, hev Maja op og holdt hende tæt ind til sig. Hun gravede næsen ind i hans skulder, og han kunne mærke, at hun rystede.
– Fjollehoved, vi vil altid være sammen. Du skal ikke engang tænke på at slippe væk fra mig. Jeg slipper dig aldrig.
Han krammede hende endnu tættere. Så trak han sig lidt tilbage og løftede hendes hage med fingerspidserne.
– Se på mig.
På hendes lange øjenvipper, der omkransede hendes grå øjne som søer, glimtede tåredråberne, og mascaraen havde efterladt spor på hendes kinder.
Kristian tog et lommetørklæde fra lommen, tørrede de sorte streger væk og kyssede hende på næsen.
– Forstår du nu?
Maja sukkede.
– Men det er stadig ærgerligt. Hele situationen er så træls…
– Ikke træls for Andersen. Andersen er et geni. Og ingen ærgelser der. Nu står du her, mens jeg henter bilen. Vi tager til et sted, hvor de serverer en gløgg, der vil imponere dig…
Kristian vendte sig om og gik mod parkeringspladsen.
Maja så efter ham og sukkede endnu engang. Pludselig faldt en snefnug på hendes næse. Hun kiggede op. Sneen faldt i store, bløde flager fra himlen, som om nogen deroppe havde flået en kæmpe pude op. Maja hørte den stilhed, der kun findes om vinteraftener på snedækkede boulevarder og i parker, og uden at hun vidste hvorfor, fik hun det varmt og rart indvendig, som om hun var blevet pakket ind i et varmt tæppe.
Hun tænkte på Kristian, på at de snart ville køre til cafeen, drikke gløgg, grine og holde hinandens hænder. Og senere ville de se en film sammen, indhyllet i tæpper på sofaen…
Det tabte ring syntes ikke længere som en verdens undergang.
– Frøken! – råbte nogen pludselig.
Maja vendte sig om mod stemmen. Foran hende stod en høj gammel mand i en grå anorak, der nåede hans fødder. Hans hvide skæg hang i fjoner, og fra under en fjollet stribet hue med en kvast strittede der lige så hvide hår.
“Han må være hjemløs,” tænkte hun. “Men hvor kom han fra?”
Hun kiggede sig omkring — der var ikke et menneske at se.
– Er denne ikke din? – den gamle mand rakte hånden ud mod hende og åbnede sin knytnæve.
I hans håndflade lå ringen.
– Det er min, den er min! – udbrød Maja. – Hvordan har du…
Maja greb ringen og trak den møjsommeligt på sin finger.
– Hvordan kan jeg takke dig…? – sagde Maja, men kiggede op, og der var ingen foran hende længere.
Forvirret så hun sig omkring. Den gamle mand var som sunket i jorden.
– Maja!
Kristian stak hovedet ud af bilens vindue og vinkede til hende.
– Har du set en ældre herre her? En høj en med en hue med kvast? – spurgte Maja hurtigt, da hun åbnede bilens dør.
– Hvilken ældre herre? Der har ikke været nogen her…
– Du kan ikke forestille dig, hvad jeg lige vil fortælle dig… – sagde Maja og satte sig ind i bilen.
… Efter hendes historie kørte de videre i tavshed. De holdt hinanden i hænderne og smilte med den stille, ubegribelige glæde.
– Krist, tror du på engle? – spurgte Maja pludseligt. – De, der kommer til os fra himlen for at hjælpe…
– Selvfølgelig. – svarede Kristian alvorligt. – Jeg planlægger endda at gifte mig med en.
Stop! udbrød hun, men fik straks sne i ansigtet. Hun bøjede sig for at lave en større snebold og frøs.
