Da Niels vendte hjem fra militæret, havde han en overraskelse med sig. Normalt er det pigerne, der kommer hjem med nyheder, men denne gang var det en dreng med et barn. Under sin tjeneste i Baltikum havde Niels haft en kæreste derhjemme i Danmark, som endda havde besøgt ham til hans edsaflæggelse. Men han havde haft et kort forhold til en lokal pige, som hurtigt blev gravid. Hun ønskede ikke at beholde barnet og ville opgive forældremyndigheden, men Niels bad hende om at vente, til han blev hjemsendt, så han kunne tage deres datter med hjem.
Barnet blev registreret som Emilie, og Niels gav hende sit efternavn. Efter et par måneder tog han den lille pige med hjem til sin familie. I starten var der forvirring og tumult, men snart blev glæden og bekymringerne alligevel en realitet. Hans danske kæreste kunne dog ikke tilgive ham for utroskaben. Niels elskede sin datter og anerkendte sine fejltagelser overfor sin tidligere kærlighed.
Efter noget tid mødte Niels en ny kvinde. Hun ønskede meget at blive gift og havde intet imod at opdrage et barn, der ikke var hendes eget. Efter brylluppet flyttede Niels ind hos hende, da den unge hustru ikke ønskede at bo hos hans forældre. Hun blev hjemme og tog sig af pigen, mens Niels arbejdede. Men barnet var krævende, og konen var stresset. En dag, da han kom tidligere hjem, fandt han Emilie grædende under sengen med husets fede røde kat ovenpå sig. Det fik Niels til at tage sin datter med til sine forældre og han vendte aldrig tilbage til sin kone, hvilket ledte til skilsmisse.
Hans nu ekskone var allerede gravid igen. Efter fødslen afleverede hun deres nyfødte datter, Anna, hos Niels, idet hun sagde, at hun havde brug for at få styr på sit eget liv, og at enten tog han barnet, eller også ville hun aflevere hende på et børnehjem. Anna var svag, og Niels tog hende dagligt hen til sin ekskone for at få hende ammet. Men efter få dage gav hun ham flaske med udpumpet mælk og nægtede til sidst yderligere assistance.
En dag kom en nabo forbi og fortalte Niels om en ung kvinde i en nærliggende landsby, der var blevet voldtaget og nu stod alene med et barn. Hun havde rigeligt med mælk og kunne også mætte andre. Efter overvejelse besluttede Niels og hans forældre sig for at forsøge at arrangere et ægteskab. Niels var for træt til at gøre indvendinger og ønskede blot det bedste for sine børn.
Hans forældre tog afsted med naboen til pigen, der lignede en typisk eventyrpige med rødt hår og fregner. Pigens familie var fattige og uden de store krav. De giftede sig hurtigt, og den unge kvinde, nu kaldet Mille, flyttede ind i Niels’ hjem. Niels slappede af, mens Mille tog sig af børnene og husstanden.
Med tiden blev Mille og Niels en god enhed, selvom der aldrig opstod en lidenskabelig kærlighed. Da pigerne begyndte i skole, blev Mille gravid igen, og Niels accepterede dette med et skuldertræk. “Hvor tre kan være, kan fire være,” sagde han.
Deres søn, Adam, blev født tæt på milles halvtredsårs fødselsdag. Det blev en velsignelse for hele landsbyen, der fejrede det med store festligheder. Over tid voksede børnene op og flyttede ud i verden, mens Mille og Niels kunne nyde deres liv sammen som ældre. Men så, midt i det hele, fandt de ud af, at de endnu engang ventede sig. Mille græd af bekymring, men Niels forsikrede hende om, at en nyfødt ville være velkommen.
Mille fødte en lille pige, som de kaldte Johanne. Barnet bragte liv og glæde til deres hjem. Hele landsbyen fejrede dette nyeste medlem af samfundet, og Johanne voksede op som en glad og sund pige. Sådan gik livet sin gang i den danske landsby, med alle dets op- og nedture, fyldt med både udfordringer og uventede glæder.
