I gangen på klinikken for kvinder sad en ældre dame på en bænk. Ved siden af hende sad en spinkel pige på omkring 15 år i en kort nederdel, som blotlagde hendes spidse knæ. Bedstemoren havde taget sit barnebarn med til abort. Bedstemoren sukkede tungt hele tiden, mens barnebarnet nervøst så sig omkring. Ved siden af pigen stod en taske. En kvinde i trediverne kom hen og satte sig ved siden af.
– Skal I ind til den konsultation?
– Ja.. Sig mig, gør det ondt?
– Det er ubehageligt, men de bedøver. Det vigtigste er, at det er hurtigt overstået, fem minutter cirka, hvis det er tidligt. Det siger de, det er også første gang for mig. Jeg er også nervøs, skal jeg indrømme. For jeg ved jo godt, barnet er uskyldigt…
– Åh Gud, så er man plaget af uheld. Forstår du, det er mit barnebarn, hun går i 9. klasse, og hendes kæreste har bedraget og forladt hende… Og nu er hun gravid. Han vil intet vide om barnet. Men hvad skal vi gøre? Hun skal jo også gøre skolen færdig… Hun har ingen forældre, jeg har opdraget hende selv… Hvilken sorg…
– Bedste, vær nu sød at stoppe. Det gør ondt nok allerede. Pigen sagde jo, det ikke vil gøre ondt. Det er hurtigt overstået…
– Åh, mit barnebarn, der er jo et levende barn i dig, og så vil du bare slutte det… Barnet er uskyldigt, pigen har ret. Måske vi skulle tage hjem. Vi klarer det. Under krigen fødte man også, og det gik. Vi behøver ikke Peter, hvad er han for en far… Kom, tag tasken, lad os gå hjem, vi har intet at gøre her.
Pigen ventede kun på dette. Hun greb tasken og gik mod udgangen, og bedstemoren fulgte efter. Kvinden, der sad på bænken, smilede ved synet af dem, og tænkte over sit eget…
Tyve år senere
– Mor, jeg elsker ham, det er seriøst mellem os, tro mig! Emil er en god fyr, han har en stor fremtid!
– Hvilken fremtid, hvis I gifter jer nu… Gør færdig med universitetet, så ser vi derefter!
– Mor, vi er allerede 20 år, ikke små børn. Brylluppet vil ikke forstyrre studierne, og vi skal ikke bruge penge på en stor fest, bare gifte os på rådhuset. Spise middag med Emils forældre og hans bedstemor, så fejrer vi med vennerne senere. Emil elsker sin bedstemor meget, hun opdragede ham.
– Åh, Anne, hvad gør man ikke for sin elskede datter! Vi må mødes med Emils forældre, trods alt bliver vi svigerfamilier…
– Inviter dem hjem, mor…
– Velkommen, kom indenfor! Jeg er Annes mor, Lotte. Sæt jer til bords…
Da Lotte så Emils bedstemor, syntes hun, hun havde set hende før. Emils mor, Maria, var meget ung og så kun lidt ældre ud end sin søn. Det blev straks klart, at hun havde født ham som 16-årig med en klassekammerat, der først afviste barnet men senere giftede sig med Maria for at undgå fængsel. Kun på papir var de gift, boede aldrig sammen og blev senere skilt.
– Ved De hvad, Lotte, det er flovt at sige, men vi overvejede at få fjernet Emil i starten… Maria var jo bare et barn, umuligt at være mor. Hun havde ingen forældre, hendes mor døde ung, og faren forsvandt i fængslet. Jeg opfostrede hende alene. Så blev hun gravid… Hvordan skulle vi klare det?
Da vi kom til klinikken, ventede vi på vores tur til proceduren, og en anden kvinde gik hen til os og sagde, at børn ikke har skylden, og jeg blev ramt af en indre følelse, at det var forkert. Det var et tegn ovenfra, at vi skulle stoppe, og vi beholdte Emil.
Den kvinde var sendt fra Gud, tror jeg. Vi gik hjem fra klinikken. Maria gik i skole til det sidste og afsluttede 9. klasse, mere var ikke nødvendigt. Emil blev født, jeg passede ham, mens Maria tog en konditoruddannelse. Peters forældre hjalp ikke.
Vi klarede det. Maria giftede sig senere med en god mand og fik en datter. Hun bager kager på bestilling nu og tjener godt. Bekymr dig ikke, hvis Emil og Anne gifter sig, de har et sted at bo; jeg giver dem min lejlighed og flytter til Maria. Sådan er vores historie.
Lotte kunne knap tro sine ører. Det var samme bedstemor og barnebarn, der gik fra klinikken. Takket være dem besluttede hun sig for at beholde sit barn, sin elskede Anne…
Efter samtalen med bedstemoren følte hun sig pludselig fredfyldt, hun forstod, hun skulle føde, alt ville blive godt. Barnet var fra hendes første kærlighed, en gift mand. De blev adskilt af livet, og da de mødtes igen, var han gift. Efter et enkelt møde blev hun gravid.
Hun ønskede ikke at ødelægge hans familie og sagde intet om barnet, men troede hun ingen ret havde til at føde og at gøre sit liv og barnets liv vanskeligere.
Hun havde besluttet abort og prøvede at overbevise sig selv om, det var bedst. Men bedstemoren og barnebarnet ændrede hendes tanker på fem minutter. Hvis de kunne klare det, kunne hun også. Hun indså, det var et tegn ovenfra.
Lotte forlod klinikken, som de havde gjort. Graviditeten og fødslen gik godt, og hendes eneste datter blev født, den elskede person, hun har.
Og nu bragte skæbnen dem sammen igen. Denne gang af en glædelig grund. Børn, som næsten aldrig blev til, skal til at gifte sig. Er det ikke skæbnens tegn?
Ofte får folk tegn ovenfra. Nogle lytter, andre ikke. Nogle gange kan fem minutter ændre alt. For eksempel beslutningen om at beholde et barn, man ikke ønskede eller forventede. Senere kan man ikke forestille sig livet uden barnet, og frygter tanken om, at det kunne have været anderledes…
Livet er altid fuld af overraskelser. Hvis du føler, du begår en fejl, så skynd dig ikke. Nogle gange kan fem minutter afgøre meget…
