Anette var kendt i landsbyen for at være stædig som en muldyr. Når hun satte sig noget for, gav hun ikke op, selvom det kostede.
“Stædig er hun!” råbte nabokonen Signe ærgerligt, da Anette for hundrede gang nægtede at sælge det to-etagers hus, hun havde arvet fra sine forældre. “Hvordan har du, som bor alene, tænkt dig at klare det store hus? Du ender jo med at sælge alligevel!”
“Stædig!” mumlede den ene bejler efter den anden, når de blev jaget væk med kosten af en hurtig Anette. “Stædig, tiden går, og mændene slipper op!” sladrede naboerne.
Hvis Anette skulle tælle, hvor mange gange hun havde hørt det ord, ville hun hurtigt miste overblikket. Det var ikke, fordi det var nemt at være så stædig, men når det kom til hendes hjem og privatliv, var hun urokkelig. Fra barnsben havde hendes forældre indprentet i hende, at det vigtigste i livet var hjemmet og dets renhed. Derfor holdt Anette huset i skinnende stand – der skulle ikke skiftes småting, og der fandtes ingen ledige mænd i landsbyen, der kunne leve op til hendes standarder.
Søndag morgen vågnede Anette med intentionen om at færdiggøre alle sine undslupne opgaver – først og fremmest at ordne haven, men også at få styr på sit privatliv. Lettere sagt end gjort – haven var et virvar af gulerødder, rødbeder, tomater og agurker, ingen småting for en vinter i landsbyen. Hun spiste hurtigt morgenmad, tog en enkel, rød sommerkjole på og gik ud i haven og så på arbejdsbyrden med et kort: “For pokker!” Efter et par minutter tog Anette sig sammen og gik igang.
I ti år havde Anette klaret det hele selv. Hendes forældre var gået bort, da hun blev myndig, og efterlod hende som forældreløs. Hun levede alene, stolede kun på egne kræfter: arbejdede på gården og passede husholdningen. Hun ønskede sig selvfølgelig en mand, men fulgte sine principper og ventede på den rette.
Nu var der måske alligevel håb. Til hendes tante Evy’s hjem var nemlig kommet en nevø. Ifølge rygterne på gården var han en flot, høflig mand i trediverne og ugift. “Han må være en god mand. Evy, der er blevet syg, kaldte på ham for hjælp, og han kom straks, selvom de ikke tidligere var tæt,” hviskede konerne mellem malkningerne, mens de betydningsfuldt så på Anette.
Anette lod, som om hun ikke lyttede til tom snak, men alligevel sad tankerne fast. Det var mærkeligt, at hun endnu ikke havde set Nicolaj, Evy’s nevø, selvom hans hus lå direkte overfor hendes på den anden side af vejen. Med tanken om, at haven kunne ses fra gaden, besluttede hun at gøre det hele med stil: med ryggen lige og hakkejernet elegant i hænderne, arbejdede hun langs bedene i godt to timer, indtil solen og tørsten tvang hende til at ændre plan. Efter en slurk fra brønden glemte hun alt om at gøre indtryk, bøjede sig doppelt og hev ukrudt op med hænderne, og et par timer senere krøb hun på alle fire ind i buskadset. Af vrede over livet hev hun ukrudt op med en sådan kraft, at det på afstand så ud, som var en lille rød prikket traktor i kamp med alt det grønne.
Efter den hårde kamp, kravlede Anette omsider ud af haven og kiggede i køkkenspejlet: den røde kjole var dækket af grønt klister og jord, midt i det solbrændte ansigt sad en skællet næse, men øjnene, selv om de var trætte, strålede som en klar julihimmel.
Da hun så på uret, udbrød hun: “For himlens skyld, kvart i fem, butikken lukker om en halv time!” Hun skyllede sig hurtigt, smed den snavsede kjole og tildækkede hurtigt sin barm med en hånd, mens hun greb et håndklæde bag døren. Selv om det var en dydig handling, var det også unyttigt, da selv to stærke smedesvennehænder ville have haft svært ved at skjule Anettes former. Efter en hurtig vask og en forsigtig tørring af det solbrændte ansigt, mærkede Anette et let ubehag.
“Hungrig,” tænkte hun, svang en frisk kjole over skuldrene og gik ud af huset. Trods varmen, der var lettet lidt, hvilede der en kvælende hede i luften, og over den slagne asfalt flakkede en varmeflimren. Anette spurtede så hurtigt hun kunne til butikskiosken omn for at nå det i tide.
Med nervøse og hurtige skridt hastede Anette op ad trappen og … så stjerner. Ikke galakser som i astronomibøgerne, eller den pragtfulde kuppel hun havde set i planetariet i 10. klasse—nej, disse stjerner var helt anderledes: de pulserede, trak sig sammen til små prikker og udvidede sig igen, fik hende til at føle en blanding af lethed og svimmelhed. Anettes krop blev vægtløs, flød gennem himlens rummet og svævede stille gennem den gennemskinnelige tåge. Og pludselig, gennem tågen, så hun en engel kigge på hende med en venlig, medfølende smil, hans små vinger var omhyggeligt samlet bag hans ryg, dog var han påfaldende iført en sømandstrøje.
“Er du kommet for mig?” spurgte Anette uden at åbne munden, hvilket gav mening. Englen nikkede og smilede.
“Er jeg død?” spurgte Anette, da alle, der beskæftigede sig med engle, måtte spørge dette.
Englen rystede tøvende på hovedet.
“Må jeg blive lidt længere, er der mere jeg kan gøre?” I Anettes indre stemme lød der tårer.
“Kun hvis jeg sprøjter vand på dig!” svarede Englen med en blød, akkordfyldt bariton, der vækkede en fremmelig glæde i Anette.
“Er du hellig?” Anettes latter steg op fra hendes indre.
“Det kan du sige,” grinede Englen, flinkt fremvisende en lille flaske med navnet “Hellige Kilde”.
Og på trods af forvirringen bemærkede Anette et lag stubbe på hans kæber. Hvis trøjen kunne forklares, gik det fuldstændigt imod hendes forestillinger om himmelske væsner.
“Har engle skæg?” spurgte hun undret.
“Ssshh,” Englen bøjede sig over Anette, hendes krop følte en sødmefuld ørhed.
“Det var dét,” tænkte Anette, mens tankerne samlede sig ømt. Snart hørte hun stemmer fra alle sider, der højere og højere kommenterede hendes forgangne synder.
“Stolt er hun, ser aldrig til siden,” klukkede en ældre, røgforgiftet stemme. “Stolthed er en synd,” trodsede tågede tanker i Anettes indre.
“Men hjælp finder hun kendelse ikke fra andre, gør alt selv,” kom det fra en anden kvindestemme. “Én-én,” bemærkede Anette maskinelt.
“Konsekvent er hun. Man tænker på hende, men med ingen sådan,” roste en ældre dame.
“Och, de kager hun bager, kan tager forstanden,” denne stemme havde en vidunderlig, næsten ungdommelig klang.
“Hvad kommer det hér til?” tænkte Anette fraværende, men hun lod tanker være. Stemmerne smeltede sammen og blev utydelige… Indtil Englen strøg hende med vand, som sprøjtede direkte fra hans flaske.
Anette vibrerede tilbage til nuet—en ung mand iført en sømandstrøje med en let rygsæk stod på knæ, hendes hoved var let løftet af hans arm, hans anden hånd tilbød hende en mineralvand. Omkring dem stimlede nysgerrige, alle glædede sig over at se Anette tilbage i bevidsthed.
“Hvis ikke for min Nicolaj, ville hun aldrig være vaagnet,” bekymrede hendes tante Evy fra mængden. “Og Anette, du er som et barn, så hårdt at arbejde i solen er ikke godt for dig. Jeg husker da svigerfamilien til gamle Mette også…”
Den dramatiske skæbne for gamle Mettes familie hørte Anette aldrig—Nicolaj løftede hende med den største lethed, bar hende mod det rolige skumring, omgivet af stilhed og friskhed, og mens Nicolaj bar hende sikkert, sine ben lidt haltende, føltes det som han nærmest fløj…
***
Til Æblehøsten gjorde de brylluppet, og et år senere passerede glemte gamle sager afdøde forventninger, beroligende beskyttet af brede blonder på den blå barnevogn, som tante Evy skøgefuldt delte med naboerne: “Nyligt udgået mangeflødder afhentes ved et sundhedshus, hvis I tvivler, besøg selv!”
