— De har fået en ny pige derovre… Hun ser helt skidt ud! Og lus skulle hun også have! Adr! — Lene rynkede næsen, — Hvor finder de dog sådanne nogen, Maria Nielsen?
— De findes overalt, Lene… Overalt, hvor børnene ikke er ønskede af deres mødre…
— Jeg ved ikke… De er bare så… Ubehagelige, ikke?
— Du er selv ubehagelig, Lene! — Tante Maja blev alvorlig, — Og helt ærligt, hvorfor begyndte du at arbejde her på børnehjemmet? Troede du, det var paradis? Det her er et børnehjem, Lene! Ikke en klub eller diskotek! Et børnehjem! Forstår du?
— Jeg forstår, — sagde Lene surt, — Men hvis du skal vide det, er jeg her ikke frivilligt! Jeg skal igennem en praktik, og hvis jeg ikke gør det, vil min far ikke hjælpe mig! Det sagde han!
— Åh, er det sådan det hænger sammen! — Tante Maja smålo, — Du er her for at lære noget, kan jeg forstå… Nå, jeg ønsker dig en god praktik, Lene… Men lad mig sige dig én ting… Hvis din far har sørget for, at du kom her, så skal du arbejde med de mest udfordrede børn, og det er slet ikke nemt!
— Hvad mener du med udfordrede? — spurgte Lene forfærdet og kiggede på tante Maja.
— Det finder du snart ud af…
Som ventet af tante Maja, blev Lene sat i en gruppe med nyankomne børn og fik til opgave at socialisere dem efter evne.
Opgaven skræmte Lene, men hun vidste, at hun ikke kunne bakke ud, for så ville hendes far ikke være tilfreds…
Børnene i gruppen var alle sammen meget forsømte og ulykkelige. Nogle af dem kunne knap nok tale ordentligt, de var generte og gemte sig, men så snart der var mad på bordet, blev de til små vilde unger, der nærmest kunne rive hinanden i stykker for et ekstra stykke brød.
Det var nok det, der i starten skræmte Lene mest, men til hendes egen overraskelse vænnede hun sig hurtigt til det og blev ikke længere overrasket.
Mens hun kunne vænne sig til børnenes forhold til maden, kunne Lene ikke komme over, hvor bange børnene var, og det var tydeligt, at de havde været udsat for vold.
Som psykolog prøvede hun at få børnene til at tale, men det var ikke let. De var alle bange, uden undtagelse. Først efter cirka to uger begyndte de langsomt at åbne op og fortælle Lene om deres liv. Rædselsfulde historier…
Lenes opmærksomhed blev især fanget af seksårige Pia’s historie. Pigen havde aldrig oplevet sin barndom. Dukker og legetøj så hun for første gang på børnehjemmet. Frugter vidste hun i starten ikke, hvordan man spiste og nægtede dem helt, men tuscher prøvede Pia til gengæld at smage på, og så havde hun mange ar, som hun ikke fortalte, hvor kom fra, men lidt efter lidt lykkedes det alligevel for Lene at få hende til at åbne sig.
Det viste sig, at Pias egne mor havde forårsaget alle hendes mærker systematisk…
Lene blev så berørt af Pias historie, at hun pludselig glædede sig til at tage på arbejde. Børnene generede hende ikke længere; tværtimod, nu følte hun en stærk forbindelse og medfølelse med dem. Hun havde lyst til at kramme hver og én, trøste dem og vise, at de var ønskede i verden.
Det blev snart kendt, at Pias mor havde mistet forældremyndigheden, og at pigen skulle adopteres, og forældre til Pia blev fundet hurtigt. Lene talte med dem, fortalte om Pia, og hendes vigtigste råd var: kærlighed. Kun ubetinget kærlighed kunne smelte hjertet på denne lille pige…
Den dag Pia blev hentet fra børnehjemmet, endte Lene med at bryde sammen i gråd.
— Nå, du! — sagde tante Maja, mens hun strøg Lene over håret, — Du har et hjerte af guld! Jeg troede ikke, noget ville røre dig, men se nu… Den lille efterladte…
Og Lene græd og kunne slet ikke stoppe. Efter sin praktik vendte Lene tilbage til samme børnehjem, og til alles overraskelse, inklusive hendes far og kolleger, men det var ligegyldigt for hende.
Hun følte, at dette arbejde var hendes kald, og tidens gang beviste det. Mange gange fik Lene flere skæbnefortællinger fra børn og græd sammen med dem, men hver dag tog hun på arbejde igen.
Hun gik, vel vidende at hun endnu en gang kunne hjælpe nogen, og det betød meget.
I hvert fald for Lene selv…
