I lejlighed nr. 23 flyttede en ny beboer ind, og tre mænd bar hans få ejendele ind. Den erfarne Helle Madsdatter kunne hurtigt afgøre, hvem der var flyttemanden, og hvem der var den nye beboer. Hun gik direkte hen til beboeren.
– Velkommen, jeg er fra boligforeningen her, præsenterede hun sig. – Næsten som en vicevært. Skal du blive her længe, eller er det midlertidigt?
– Det må tiden vise, sagde manden. – Foreløbig har jeg lejet mig ind, men jeg drømmer om en dag at kunne købe stedet. Tillad mig at præsentere mig: Thomas Kristian Lund.
Helle bemærkede, at blandt Thomas’ ejendele var der intet, som kunne tilhøre børn eller kvinder. Så manden var sandsynligvis uden familie. Det kunne vække bekymring. For ugifte mænd har ofte problemer med at holde roen og orden. Larm, druk, kvinder…
– Jeg hedder Helle Madsdatter, sagde hun. – Mit efternavn er Møller, men lad dig ikke narre. Jeg tolererer ingen uorden. Drikker du?
– Ja! svarede manden. – Som en karl!
– Ryger du?
– Ja!
– Skaber du skandaler om natten?
– Uundgåeligt!
– Tager du upassende kvinder med hjem?
– Selvfølgelig! Hvordan kan man leve uden?
– Det løftede en sten fra mit hjerte, sagde Helle Møller. – Endelig en normal lejer.
Flyttemændene lo, og det gjorde Thomas også.
– Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte mig, tilføjede Helle. – Jeg bor to etager ovenover. Og bemærk, at vores hus er fremadgående. Blomster, lørdagsarrangementer, rengøring… ingen tid til at drive den af! Jeg vil inddrage dig i det fælles arbejde!
Mod forventning viste Thomas Kristian sig at være en yderst rolig beboer. Han arbejdede skifteholdsarbejde og tilbragte ofte weekenderne hjemme. Han havde ikke mistænkelige gæster, spillede ikke høj musik og borede ikke i væggene.
Da Helle opdagede, at Lund var en seriøs mand, begyndte hun at misbruge situationen lidt. Om aftenen løb hun rundt med en flok andre kvinder fra beboerforeningen og løste praktiske problemer i ejendommen. Og hvis boligforeningen akut havde brug for mandekraft, bankede Helle Møller blot på dør nummer 23, når hun kom forbi.
– Thomas Kristian, har du tid? Jeg har brug for dig!
– Og jeg har brug for dig! svarede Lund tilbage i samme tone.
Optaget af sine mange opgaver lagde Helle knap nok mærke til, hvor tvetydig sådan en velkomst kunne virke. Hun havde været igennem to skilsmisser, havde to børn derhjemme, og hendes private liv var for længst lagt på hylden. Al hendes energi og tid blev brugt på boligforeningen.
– Thomas Kristian, jeg har brug for dig!
– Og jeg har brug for dig, Helle Madsdatter!
– Har du tilfældigvis forstand på elektricitet? Tavlen på trappen brummer underligt!
– Ved en tilfældighed har jeg. Jeg henter lige mit udstyr.
– Thomas Kristian, jeg har brug for dig!
– Og jeg har brug for dig!
– Hjælp! Nogen har efterladt en killing på trappetaget.
– Jeg henter en stige, hjælp er på vej.
– Thomas Kristian, jeg har brug for dig… Thomas Kristian…
Og derefter begyndte en kvinde at besøge Lund. Helle Madsdatter havde bemærket den fremmede gæst mindst to gange. Gæsten gik op til lejlighed nr. 23, og Thomas åbnede døren og lukkede hende ind. Helle Møller havde personligt set det fra øverste etage.
Det burde jo ikke være så mærkeligt? Kvinden kom tomhændet, i høje hæle, iført en kort kjole, og fuldt ud sminket… og dette gjorde hende absolut upopulær hos Helle. Hun kunne simpelthen ikke lide hende!
På bordet ventede bunker af papir med planer om fællesaktiviteter, budgetter, plakater, kvitteringer og projekter for boligudviklingen. Normalt bistod Helle Madsdatter gladeligt i dem, men lige den aften virkede de pludselig overflødige.
Naboen Thomas Lund havde skaffet sig en iøjnefaldende kvinde i en minikjole. Og det føltes uretfærdigt. Forkert. Hvorfor? Det kunne hun ikke forklare sig selv.
Helle stod foran spejlet og betragtede sine toogfyrre år.
– Hvad ser han i den kvinde? spurgte hun pludselig sig selv. – Jeg er ikke sådan at snyde med lidt makeup, jeg har prøvet det meste før. Hun er måske tre år yngre end mig. Eller endda mindre!
Helle så ned på sine ben, trak maven lidt ind og drejede sig lidt rundt.
– Minikjole, stilletter? Ha, vi har set sådanne… yngre typer! Jeg kan også tage en mini på! Det skal jeg gøre lige nu! Bare så alle ved det!
Hvem der skulle vide det, specificerede Helle ikke, men hun gik ud af lejligheden i en kjole, der blottede hendes knæ, frisørfrisk og med let makeup. Hun havde som sædvanlig vigtige mapper og boligpapirer i hånden.
Helle klikkede med sine små sko ned ad trappen. Hun havde ikke tænkt sig at banke på hos Thomas, hvorfor afbryde ham midt i et hyggeligt besøg? Men Lund åbnede selv døren – han var på vej ud med skraldet.
– Helle Madsdatter? Han så overrasket ud. – God aften. Hvorfor ser du dog så fantastisk ud i dag! Er du på vej til mig?
– Nej, Thomas Kristian, svarede Helle Møller hævet. – Du har selskab og gæster, jeg vil ikke forstyrre uden grund.
– Gæster? spurgte Lund igen. – Mener du min ekskone? Hun er allerede gået. Hun skulle blot underskrive papirer om intet økonomisk krav og besøgsordninger for vores barn.
“Ex? Gudskelov!” tænkte Helle Madsdatter.
Eller sagde hun det højt? Hun lænede sig mod gelænderet og glemte pludselig, hvorfor hun overhovedet havde taget sine vigtige dokumenter og klædt sig så fint og smukt.
– Du er en fantastisk kvinde, Helle, sagde Lund, da han så på hendes tøj. – Du burde blive modtaget med blomster, og her går jeg rundt med skrald.
– Ser jeg latterlig ud? spurgte Helle. – Døgnet rundt er jeg besværlig, og jeg er blevet helt til en kontorslave.
– Tænk ikke på det, sagde Thomas. – Jeg har brug for dig.
– Og jeg har brug for dig, sagde Helle.
