Opkaldet kom klokken ti om morgenen: Hun lagde strikketøjet fra sig og tog telefonen.

Opkaldet kom klokken ti om morgenen. Ingrid Madsen lagde strikketøjet fra sig og tog telefonen.
– Din barnebarn har lige været ude for en alvorlig trafikulykke. Han er skyldig, forklarede en ukendt stemme hurtigt. – En dyr udenlandsk bil er ødelagt, der er ofre, og det kan give fra tre til fem års fængsel… For at hjælpe ham med at undgå fængsel, vil det kræve en betaling!
– Hvor meget?
– To hundrede tusinde! lød det beslutsomt i den anden ende. – Find pengene, der kommer en mand til dig nu! Og sig ikke et ord til nogen, ellers kommer dit barnebarn helt sikkert bag tremmer!
– Men jeg har ikke sådanne penge hjemme, snøftede Ingrid Madsen. – Jeg skal i banken, og det er i den anden ende af byen.
– Gå udenfor, der kommer en sølvfarvet bil og tager dig med derhen, hvor det er nødvendigt. Og husk – ikke et ord til nogen! Det er i dit barnebarns interesse.
Efter at have kørt gennem halvbyen og stoppet foran banken, lagde chaufføren en finger på sine læber.
Ingrid Madsen svarede ham på samme måde. Hun vendte tilbage en halv time senere:
– Jeg har glemt pinkoden til kortet, sukkede hun tungt. – Jeg skal på kolonihaven. Den står i min notesbog der…
Kolonihaven, der lå tredive kilometer fra byen, forlod Ingrid Madsen med to tasker kartofler og et net med løg.
– Smid det i bagagerummet, og lad os komme afsted! sagde hun til den kedsommede mand.
– Til banken? spurgte han.
– Hjem, svarede Ingrid Madsen. – Jeg kan da ikke tage kartofler med i banken?! Og stop ved supermarkedet undervejs, jeg skal købe brød og mælk…
Chaufføren mumlede noget, men sagde ingenting. Det begyndte at blive mørkt. Fyren var nervøs, men Ingrid Madsen var mere rolig end nogensinde.
– I stedet for at sidde der, kunne du hjælpe en gammel dame, bemærkede hun, da hun steg ud af bilen. Og svindleren fulgte modvilligt med hende op til femte sal. Der ventede politiet allerede på ham.
– Hvad med barnebarnet?! udbrød den anholdte forvirret.
– Jeg har intet barnebarn, svarede den overlevede ikke-offer roligt. – Og der har heller ikke været nogen ulykke med menneskelige ofre. Jeg gennemskuede dig med det samme!
– Hvorfor tog du så til banken?
– For at betale for min lejlighed og telefon.
– Og til kolonihaven?
– For at tage kartofler og løg med hjem, forklarede Ingrid Madsen. – Gå nu! Jeg er ikke en bedstemor med en kat, men en pensioneret politimajor!