— Hvis du vil giftes med min søn, så må du aflevere dit barn på et børnehjem, — sagde den kommende svigermor…
Ninas første mand var hendes ven fra børnehjemmet. De var begge forældreløse, og deres venskab udviklede sig til kærlighed. De blev gift som 19-årige. Hun blev hurtigt gravid, og han begyndte at arbejde som lagerarbejder for at forsørge familien. De boede i en lejlighed, der tilhørte Olegs mormor. Ninas værelse måtte sælges for at betale de gæld på lejligheden, som mormoren havde efterladt.
Oleg og Nina levede beskedent, men lykkeligt. Deres lykke varede kun tre år. En dag skete der en ulykke på arbejdet, og Oleg døde, hvilket efterlod Nina alene med barnet.
Nina fik plads til sin søn i en børnehave og kunne derved komme ud på arbejdsmarkedet. Uden uddannelse og erfaring fik hun et job på posthuset, men kun ved hjælp af en forbindelse: hun fik hjælp til at blive ansat. Lønnen var lille, og pengene var knappe. Men Nina var taknemmelig for jobbet. Da rengøringsdamen på afdelingen sagde op, begyndte hun at tage ekstratimer som rengøringshjælp. Den unge kvinde blev ikke afskrækket af det beskidte arbejde. Hun tænkte på sin søn, huskede sin egen sultne barndom og troede på et mirakel. Og det skete. I det mindste, sådan følte Nina det.
— Frk., skal jeg vente længe? Jeg klager over dig! — vrissede en mand. Nina havde travlt med at sortere pakker og kunne ikke betjene kunderne hurtigt nok. — De ansætter bare dovne folk, og så…
Nina kunne ikke lide det, når folk fornærmede postansatte. Hun vidste, hvor hårdt arbejdet var, og det gik hende på. Klara, en kvinde med dårlige ben, var nødt til at slæbe rundt på kasser, for der var kun én mandlig ansat, som kun arbejdede nogle dage.
— Næste, — sagde Nina og åbnede lugen.
— Jeg har været her tre gange allerede! Find mit brev! Hvad er I for nogen mennesker! — råbte manden og lod sin frustration gå ud over Nina.
— Dit brev er der ikke mere… Det blev sendt tilbage, da opbevaringsperioden udløb, — informerede Nina “glædesstrålende”, og manden slog hårdt ned i skranken. Den revnede og faldt, så den ramte Nina. I stedet for at falde ned og undskylde, begyndte han at smadre inventaret endnu mere. Gud ved, hvad der kunne være sket, hvis ikke en anden kunde havde grebet ind. Det viste sig senere, at han var betjent, og han fik beroliget bøllen. Han tog manden med til politiet for at holde ham ansvarlig for sine handlinger.
Postkontoret måtte lukke tidligere, men kunderne forsvandt af sig selv, da bøllen smadrede møblerne, så ingen, udover inventaret og Nina, kom til skade. Klara ydede Nina førstehjælp, og næste dag blev postmedarbejderne indkaldt til politiet for at afgive vidneudsagn.
Nina blev interviewet af betjenten Jakob. I det øjeblik tænkte hun, at en mand i uniform var den ideelle beskytter mod både bøller og livets problemer. Måske så Jakob den interesse og forhåbning, hun lagde i sit blik. Det viste sig, at han var ugift og ville gerne mødes uformelt.
Jakob inviterede Nina hjem i en weekend. Klara passede drengen, og Nina tog med glæde imod invitationen.
Nina skjulte ikke, at hun havde en søn, Andreas, men Jakob skjulte en vigtig detalje… Det viste sig, at han boede hos sin mor. Og Anette var familiens “skarpe tunge”. Hjemme blev Jakob en mors dreng, og hun dikterede, hvordan det hele skulle være. Men Nina opdagede det først, da Jakob foreslog, at de flyttede sammen.
— Du skal møde min mor. Hun er bare vidunderlig, — sagde han.
— Ved Anette, at jeg har et barn?
— Ja. Og hun glæder sig til at lære dig og Andreas at kende.
Samme aften kunne Nina ikke lade Andreas blive hos Klara. Desuden skulle der ikke være nogen hemmeligheder ved mødet. Så Nina, lidt nervøst, tog Andreas i hånden og gik hen for at møde dem.
Anette spurgte lige ud fra starten:
— Hvem er den dreng?
— Min søn.
— Vi har ikke brug for en svigerdatter med børn, — sagde hun, hvilket fik Nina til at stivne.
— Kom indenfor, bliv ikke stående i døren, — sagde Jakob. Om han hørte sin mors ord eller ej, forstod Nina ikke. Hun ville gå, men Jakob trak hende ind i lejligheden og lukkede døren. — Mor har bagt tærter, kom til bordet.
Ved ordet tærter lyste Andreas op. Han var en meget energisk dreng, hvilket irriterede Anette meget. Hun kunne ikke lide ham fra første øjekast og besluttede at gøre alt for at afskrække sin svigerdatter.
Men Jakob var fast besluttet. Nina kunne lide ham, og han var forelsket. For første gang blev hans mors ord ikke de vigtigste for ham. Så Anette besluttede at skifte taktik.
Hun trådte lidt tilbage for en tid. Nina og Andreas flyttede ind hos Jakob, mens Anette lurede i kulissen.
— Når vi bliver gift, Nina, vil vi leve lykkeligt og have børn sammen… — drømte Jakob. — Vi skal sælge din lejlighed. Den skal ikke bare stå tom. Vi samler vores formuer og investerer i en større bolig. Vi kunne få en firværelses!
— Hvad vil de med hende, der intet har bortset fra en unge, — sagde Anette utilfreds. Hun var imod brylluppet, da hun mente, at en velhavende og selvstændig kvinde uden “bagage” ville passe bedre til hendes søn.
Men Jakob var uenig. Han undgik Ninas søn og tilbragte ikke tid med ham. Drengen søgte hans opmærksomhed, men blev mødt med ignorering eller skældud. Nina håbede, at tingene ville ordne sig med tiden, og hun selv tog sig af drengen. Men jo længere de boede sammen, jo mere jaloux blev Jakob på Ninas søn. Og Anette hældte mere brændstof på bålet.
Nina forsøgte at give opmærksomhed til dem alle, men Andreas krævede mere omsorg og Jakob mere kærlighed. Skænderierne begyndte. I stedet for at finde en løsning opdagede Nina, at hun var gravid og kunne ikke holde nyheden fra familien.
— Du bliver hjemme, intet arbejde for dig, — sagde den jaloux Jakob, der holdt hende indelukket med sin mor og søn. Anette holdt ikke igen og sagde direkte til Nina:
— Hvis du vil giftes med min søn, så send dit problem, hvor det hører hjemme!
— Hvor hører det hjemme?! — Nina blev bleg.
— På et børnehjem, selvfølgelig! Lad være med at spille dum, du ved det godt! Snart føder du et normalt barn, fra Jakob. Og denne… et resultat af noget andet, uønsket.
— Hvordan kan du sige sådan noget?! Han er et levende menneske, ikke en dukke! Jeg voksede selv op på et børnehjem og ved, hvordan det er! Min søn bliver hos mig, ønsker I det eller ej.
— Det må vi se.
— Jakob elsker mig og vil ikke tillade det…
— Han elsker dig måske, men din søn er en torn i øjet på ham. Du vil se…
Nina græd længe efter den samtale. Og derefter tog hun stille og roligt sine ting og forlod stedet. Heldigvis var hendes lejlighed ikke blevet udlejet eller solgt.
Anette stoppede ikke sin svigerdatter.
— Gå, og kom ikke tilbage, — sagde hun efter hende.
Men da Jakob indså, at Nina havde forladt ham i hemmelighed, blev han rasende. Han tog hen til Nina og bankede på døren. Hun måtte åbne.
— Kom hjem igen, Nina. Jeg kan ikke uden dig.
— Din mor hader min søn… — sagde hun grædende.
— Jeg vil tage mig af det. Kom nu med.
Nina troede på Jakob, men desværre.
Fra da af blev hendes liv uudholdeligt. Han kontrollerede hver eneste af hendes bevægelser, og svigermoren, der forstod, at hendes plan mislykkedes, begyndte at lægge en ny og endnu mere grusom plan. Hun puttede noget i Jakobs mad og betegnede Nina som utro. Han, der førhen var jaloux, blev nu helt uforudsigelig. Da Nina en dag gik ud for at handle ind og få lidt frisk luft med sin søn, sprang han på hende med næverne og troede, at hun var ham utro.
Det var, som om Jakob var en anden person. Han begyndte at slå Nina, og hun vidste ikke, hvordan hun skulle flygte, fordi han ikke lod hende ud af huset. Svigermoren så det hele og insisterede:
— Slip af med Andreas, hvis du vil have, at Jakob skal blive, som han var.
Dette liv ramte Ninas helbred hårdt, og hun mistede barnet, og Andreas begyndte at stamme. Historien blev en frygtelig lærestreg for Nina. Men hvis ikke forfaldet var sket, ville Nina ikke have haft muligheden for at flygte fra det mareridt, hun og hendes søn levede i.
På hospitalet fortalte hun en sygeplejerske om, hvad der skete i hendes familie, og de hjalp hende. Naturligvis blev der ikke mere tale om bryllup, selv da Jakob meget fortrød og undskyldte overfor Nina.
— Det var som at have slør for øjnene. Jeg er ikke mig selv, tilgiv mig! — undskyldte han, mens Anette blot smilte tilfreds. Hun havde nået sine mål og var tilfreds.
Alligevel besøgte Jakob stadig Nina. Han bad hende komme tilbage og kunne ikke give slip. Han ventede ved hendes dør og truede med, at hvis hun ikke kom tilbage, ville han ikke overleve.
En nat sad han ude foran hendes dør hele natten…
