Da Peter mødte Lærke, var der ingen gnist mellem dem. De blev ikke straks forelskede, og når de senere så hinanden, følte de ikke hjertebanken. En dag skete det bare, at Peter fulgte Lærke hjem fra dans. Det ville have været uhøfligt ikke at gøre det, da alle andre allerede var gået to og to, og sådan endte det med, at Peter blev tilbage med Lærke. Senere kom han forbi et par gange bare for at snakke. Hun var en behagelig kvinde af ydre og mest af alt rar og rolig. Så begyndte vennerne og familien for sjov at spørge: “Hvornår bliver der bryllup?” Og forældrene foreslog alvorligt, at Peter skulle fri.
Så de blev gift. De levede som alle i landsbyerne, arbejdede hårdt og havde ikke tid til at spekulere over deres følelser for hinanden. Deres eneste søn, Søren, bragte dem kun glæde, først med sin skolegang, senere universitetet, og efterhånden mødte han en god pige, og bryllupsforberedelserne begyndte. Lærke godkendte sønnens valg, hun kunne virkelig godt lide Stine. Som enhver mor, bekymrede hun sig over dette spørgsmål og nu kunne hun endelig drage et lettelsens suk. Men uventet opstod der problemer.
Brylluppet var i fuld gang, restauranten var fyldt med gæster, musikken bragede fra højttalerne, bordene bugnede af mad. Lærke sad helt lykkelig, lidt træt men glad. Hun så på de festligt klædte mennesker, børnene der legede med ballonerne og de unge, der dansede smilende og glade. Blandt dem så hun sin mand, han dansede energisk foran en blondine, der smilende flirttede med ham. “Han gamle fjollehoved,” tænkte hun.
På det tidspunkt blive lyset dæmpet, og en langsom melodi spillede. De unge par svævede rundt i midten af salen, og Lærke glemte alt, mens hun tørrede øjnene med en serviet. Hvor var de smukke! Stine, fin og skrøbelig, i hvide blonder, snoede sine små hænder i handsker om Sørens nakke. Han var næsten hovedet højere end hende, stod som en beskyttende klippe, kærligt omfavnende hende…
Midt i dette fangede hendes blik igen Peter blandt de dansende. Blondinen klamrede sig til ham og hviskede noget i øret på ham, mens hun undertiden grinede højlydt. Lige ved siden af Lærke sad hendes slægtning, der samtidig fik det sagt: “Det er Stines kollega fra arbejde, hun hedder Marie, ugift og lidt yngre end dig. Gå dog hen og giv dem en ordentlig opsang, jeg bakker dig op, hvis der bliver noget!”
“Hold nu op,” svarede Lærke, “jeg vil ikke ødelægge Sørens bryllup med det her. Jeg skal nok få snakket med Peter derhjemme.” Men resten af aftenen var stemningen ødelagt, da Peter ikke veg fra Marie. Og hun var tydeligvis ikke imod det. Med røde kinder og lidt beruset dansede hun i bare tæer og tørrede sveden fra panden.
Hjemme var samtalen kort. “Jeg fik lidt for meget at drikke, hvad så?” sagde Peter, “jeg dansede med en dame, hvad så? Det var jo en fest!” Men episoden efterlod en tung følelse i Lærkes sjæl, en side af Peter hun ikke kendte, havde vist sig. Billedet af blondinen med håret klistret til hendes fugtige pande og flirten blev ved med at spøge i tankerne.
Peter blev en omsorgsfuld far: “Pak noget godt sammen til børnene, jeg kører det ind til dem i byen.” sagde han ofte. “Lad dem være i fred, lad dem nu få tid sammen uden os!” svarede Lærke. Men han pakkede syltetøj og indlagte agurker, som han tog med sig ind til byen, for det var alligevel kort tur.
Når Stine og Søren kom på besøg, spurgte Lærke lejlighedsvis, om ikke de var trætte af Peters besøg. “Han er kun kort forbi med godt til os og tager afsted igen,” svarede Søren. Da Lærke spurgte Peter, hvilke “ærinder” han havde i byen, var han ærlig. Han havde en affære med Marie. Og hvorfor? Fordi hun var fyrværkeri, fest, og orkan! Med hende var der en gnist, de kunne både skændes og forlige sig adskillige gange på en aften. Det temperament havde han aldrig kendt. En sådan kvinde havde han ledt efter hele sit liv, sagde han. Hun var ren ild, hvorimod Lærke var stille vand.
Peter forlod hende, sagde sit arbejde op i skovhuggeriet, hvor han var ansat i tyve år, og flyttede til byen for at være sammen med Marie. Det føltes som om en sten pressede på Lærkes bryst af skuffelse og sorg. Mange tårer blev fældet, mange tanker gennemgået. Heldigvis kom Søren og Stine ofte forbi for at støtte hende og hjælpe til.
Om natten lå hun vågen og stirrede ind i mørket og spurgte sig selv uendelige spørgsmål. Hvad havde hun gjort forkert? Hvorfor blev hun pludselig overflødig? Hvad var så specielt ved den kvinde? Hun burde have opført sig anderledes, være mere temperamentsfuld og følelsesladet. Kaste tallerkener efter Peter og så forsones hedt. Men hun var, som hun var: Rolig, godmodig og eftertænksom. Hun kunne ikke være anderledes, eller rettere sagt, hun kunne, men det ville være en facade. Og man kunne ikke foregive for evigt, så det var bedre, det hele aldrig var sket mellem hende og Peter. Men hvem kunne vide, at de ikke passede sammen? Og uden det ægteskab, ville Søren heller ikke have været der… Spørgsmålene myldrede i hendes hoved, indtil hun til sidst faldt i en livgivende søvn.
Hun vågnede en tidlig morgen, mens det stadig var mørkt, og regnen blandet med sne slog mod bliktaget. Hendes nabo var i gang med at starte sin gamle bil, der hostede og hakkede og ikke ville i gang. Lyden havde altid signaleret starten på en ny dag for hende, når hun stod op, lavede morgenmad og vækkede Peter. Men nu havde hun ingen grund til at stå op, Peter var væk, og hun havde ferie. Med glæde krøb hun tilbage under det varme tæppe og for første gang tænkte hun: “Hvor er det dejligt, han ikke er her mere…” Og så faldt hun i søvn igen.
Peter frygtede altid træk og insisterede på, at det blæste under døren, at der kom kulde fra vinduerne. Derfor stod spisebordet altid i det mest sikre, mørke hjørne, hvor alle træk holdt sig væk. Lærke greb fat i bordkanten og trak det hen til vinduet, mens kopperne klirrede af forskrækkelse, og benene knagede i protest. Nu kunne hun nyde sin udsigt til haven, mens hun spiste. Godt nok havde haven smidt sine blade og fremstod grå og uindbydende, kun enkelte klaser af rønnebær satte et lyst punkt i det triste landskab. Men Lærke nød sit nye udsyn. “Hvor er her dejligt,” tænkte hun og kiggede på snefnuggene, der forsigtigt lagde sig på grenene som et tyndt lag af kniplinger.
Da sneen dækkede jorden som et tykt, jævnt lag, fandt Lærke sine gamle, støvede ski frem fra loftet. Det var længe siden, hun havde haft tid til denne lille fornøjelse. Hvor var det skønt at glide hen over sneen, en næsten glemt følelse. Hun havde glemt lyden af stavene, der borede sig ned i isen og den gnistrende sne, der dryssede af granens grene. Træt, men tilfreds vendte hun hjem fra sin tur.
Lærke hældte generøst olie på panden, og den spruttede og boblede. Peter havde hadet solsikkeolie – synet alene gjorde ham dårlig. Hun smilede og lagde kartoffelskiver på panden. Senere kom Søren og Stine hjem, mens hun var i færd med at spise kartoflerne. “Far sagde, han ville komme forbi…” sagde Søren. Han bemærkede moderen blev en smule bleg og skuffet. “Bare for at hente sit vintertøj,” uddybede han. “Åh, du skræmte mig,” grinede Lærke, “kom ind og vær med! Det er så lækkert!” Hun tog en gylden, stegt kartoffel og lagde den i munden, mens hun smilende lukkede øjnene og sagde: “Hvor er det godt!”
