Knap to skridt nåede Lise og hendes mor at tage, før sporvognen kørte. Den gamle vogn skramlede og trak væk fra stoppestedet. Nu måtte de vente omkring femten minutter, mindst.
– Altid skal du tage så lang tid om alting! Hvor mange gange har jeg ikke sagt til dig: når vi kommer hjem fra børnehaven, hænges tøjet pænt op, og skoene sættes på plads, så vi ikke spilder så meget tid, når vi skal af sted. Og hvorfor skulle du absolut lede efter dine farvekridt? Kan vi virkelig ikke klare os uden dem herhjemme?
– Mor! Hvorfor forstår du mig ikke? Jeg lovede dem til Anna i går. Og du har selv sagt, at hvis man lover noget, så skal man holde det! – Lise kneb øjnene sammen med et listigt smil, – ikke sandt?
– Jo… Det har jeg vel. Så nu skal vi altså komme for sent til sporvognen?! Og jeg skal på nattevagt. Jeg har hverken strøget din kjole eller lavet aftensmad og morgenmad endnu. Hvem skal gøre det? Farmor Ingrid?
– Mor, du skal ikke bekymre dig. Det hele skal nok ordne sig, bare du ikke bliver stresset. Det siger farmor Ingrid altid. Åh! Se lige, mor! Blomster! Ved du, hvad de hedder? – På bænken lå en lille vissen buket.
– Det er klokkeblomster. De vokser i skoven. Nogen har plukket dem og smidt dem væk. Eller glemt dem.
– Mor, de er så smukke, klokkeblomsterne! Må vi ikke tage dem med?
– Som om vi ikke allerede har nok rod… Nå, okay, tag dem med, nu kommer vores sporvogn.
Hele vejen til deres stop holdt Lise fast i buketten. Klokkeblomsternes stilke var knækkede, og knopperne var krøllede, men for Lise var det de flotteste blomster. De var sart lilla med en mild, næsten ubetydelig duft, og for hende var de noget helt magisk, som fra et eventyr.
En mand sagde, at hvis man satte buketten i jorden, ville klokkeblomsterne få liv. Men en kvinde med en stor mave rystede på hovedet og erklærede med sikker stemme: “Ingen jord. De skal i vand. KUN i vand.” En anden dame, der steg af sporvognen, hvislede vredt: “Sikke noget pjat, de kunne have købt nelliker i stedet!” Lises mor, hun kiggede stille ud af vinduet, mens Lise duftede til blomsterne og hviskede: “Når vi kommer hjem, skal jeg gemme jer. Så kan de sige, hvad de vil!”
Lise og hendes mor bor på anden sal. Under dem bor farmor Ingrid med sin mand, som alle respekterer og kalder “Svend Åge”. Og Lise kalder ham “morfar Svend”. Det er alle vant til nu. Farmor Ingrid og Svend Åge er ikke Lises og hendes mors rigtige familie. De er bare naboer.
Men forholdet er bedre end mange blodsbånd. Farmor Ingrid hjælper altid Lises mor med husholdningen. Og morfar Svend hjælper med reparationer. Hvis der for eksempel er en dør, der falder af skabet, eller en lås der går i stykker, så fikser morfar Svend det. Og hvis der er brug for hjælp med bagværk, eller Lise skal følges til børnehaven, så er det farmor Ingrid. De beder aldrig selv om hjælp. De mener, at de har, hvad de behøver, og klarer sig selv fint. Sådan lever de.
Under farmor Ingrid og morfar Svends altan vokser der syrener. Og under syrenerne har Lise sin hemmelighed. Det er et skjulested, som ingen må kende til. Kun Lise. Dog ved morfar Svend også om det. Og farmor Ingrid. Men de siger ingenting og lader som ingenting. Ellers er det jo ikke en hemmelighed?
Fra stoppestedet til hjemmet løb Lise i små hop. Hun var nødt til hurtigt at fylde vand i en flaske og plante klokkeblomsterne i jorden og vande dem. Ellers ville de visne, ligesom damen i sporvognen sagde. Mens mor lavede aftensmad og strøg Lises kjole til børnehaven, gravede Lise en lille hul under syrenerne, plantede sine klokkeblomster og vandede dem. Klokkeblomsterne vågnede ikke op. “De sover nok stadigvæk,” tænkte Lise, “okay, I kan hvile, mens jeg ledsager mor på arbejde og kommer tilbage, ikke?”
Lise sagde farvel til sin mor, spiste aftensmad, vaskede op efter sig og løb hen til sine klokkeblomster. Hun havde endda glemt alt om farvekridtene til Anna.
***
Solen var gået ned bag horisonten. Skumringen omfavnede byen med et gråt tæppe. Farmor Ingrid havde afsluttet sine aftenpligter og tænkte på at hente Lise. Når Lises mor arbejdede nattevagt, blev Lise altid hentet af morfar Svend og farmor Ingrid. Men her tilkaldte morfar Svend sin kone til altanen, og med en finger bad han hende om ikke at støje. Han pegede hen til Lises hemmelighed. Der sad Lise på hug og græd. Foran hende lå de visne klokkeblomster i en lille pyt. Farmor Ingrid forstod det hele. Hun trådte lydløst ud af lejligheden og sneg sig over til Lise under syrenerne.
– Hvad sker der, Lise?
– Farmor Ingrid! – snøftede Lise, – farmor Ingrid, mine klokkeblomster vil ikke vågne op! Jeg har givet dem så meget vand, men de ligger der stadig! Farmor Ingrid, er de døde?
– Nej da, min skat, de er bare syge. Alle blomster bliver syge, når de plukkes.
– Jeg har ikke plukket dem, farmor Ingrid. De lå der på bænken. Nogen havde smidt dem væk.
– Nå, men det sker. Du skal ikke græde. Vi gør noget sammen. Jeg havde et magisk pulver et sted. Bliv her, jeg kommer snart.
Farmor Ingrid gik tilbage til huset. Hun tog et glas mel ned fra hylden og hældte lidt i en tændstikæske. Så gik hun tilbage til Lise.
– Se her, min kære. Der er kun lidt tilbage, men det er nok.
– Hvad er det?
– Magisk pulver til blomster. Jeg har brugt noget af det, men det er jo magisk. Se, – farmor Ingrid dryssede lidt mel over klokkeblomsterne og mumlede: “Tryl nu der, både kvinde og mand, glæde i hundrede år!” Så dryssede hun resten af melet omkring pytten. – Så, Lise, nu skal de have ro. Det magiske pulver skal nok gøre sit arbejde.
– Farmor Ingrid, er det virkelig magisk?
– Ja, min kære.
– Hvornår vågner klokkeblomsterne?
– Det ser vi i morgen tidlig. Nu skal vi gå ind. Det er sent, og børn skal sove.
Lise sukkede, kiggede bekymret på sine klokkeblomster og gik med farmor Ingrid ind for at sove.
***
Lise drømte stadig, mens morfar Svend langsomt trak sin gamle cykel ud fra altanen.
– Svend, fik du lommelygten med?
– Ja da, selvfølgelig, hvorfor spørger du?
– Og din skovl?
– Hvordan kan jeg undvære den?
– Svend, jeg har fyldt te på termokanden.
– Ingrid, hvorfor te?
– Jamen! Hvis du bliver træt, kan du drikke lidt.
– Det behøver jeg ikke. Jeg er jo ikke på lejr.
– Bliv ikke for længe i skoven, jeg vil blive bekymret.
– Tag det roligt! Jeg er snart tilbage. Fik du pakket plastikken?
– Ja, ja, Svend. Kom nu godt afsted.
Morfar Svend trillede forsigtigt cyklen ned ad opgangen, og farmor Ingrid lukkede stille døren efter ham og gik tilbage til Lise.
***
Morgen. De tidlige spurve vågnede sammen med Lise. Hun sprang i tøflerne og løb i sin pyjamas ud til sin hemmelighed. Og der ventede et sandt mirakel: På stedet, hvor den beskidte plamage havde været, voksede en smuk busk af ægte, levende klokkeblomster. Lise duftede forsigtigt til dem, kærtegnede de lilla hoveder og hviskede noget ømt til dem. Fra altanen så morfar Svend og farmor Ingrid med glæde på.
Og i de øjeblikke var det svært at sige, hvem der var mest lykkelig – Lise med sine “vågnede” klokkeblomster eller farmor Ingrid og morfar Svend, der havde skabt glæde for barnet.
