Bedstemor Lena sad ved vinduet og så trist på regndråberne, der løb ned ad ruden. Tredje dag i træk med regn, tredje dag hvor himlen græder, uden ophør. Præcis som mit liv, kun tårer, intet godt. Hvorfor har jeg levet? Hvorfor har jeg vandret på denne jord? For at lide? Nu er jeg alene, helt alene, ingen tilbage i hele verden.
I går blev jeg snydt igen. To unge kvinder kom forbi, smukke og med gaver, snakkede mig rundt om fingeren og efterlod mig uden en krone. Hvordan kunne jeg ikke have troet dem? De er mennesker, ikke samvittighedsløse dyr. Det er ikke første gang, jeg bliver snydt, og alligevel tror jeg altid på folk. Hele livet har jeg været narret.
Tårerne trillede ned ad kinderne på bedstemor Lena. Hun har ikke haft heldet med sig i livet. Manden, alkoholikeren, døde. Sønnen blev anholdt, og forsvandt der. Al sin sundhed gav hun til fabrikken, for små penge og diplomer. Hvor mange har hun ikke hjulpet, men hvad fik hun til gengæld? Kun bedrag og tårer.
Bedstemor Lena gik hen til køleskabet. Hvordan skal hun dog klare sig til pensionen, ti dage endnu. Ikke engang småpenge til brød. Låne af naboerne? Aldrig, det har hun aldrig gjort.
I køleskabet var der to rå æg, en halv flaske mælk og en kvart brødskive. Nej, i dag vil jeg ikke spise, måske i morgen. Eller måske ét æg i dag, det andet i morgen. Nej, bedre begge i morgen.
Bedstemor Lena satte sig igen ved vinduet. Blikket faldt på skraldespanden. Nej, aldrig vil hun gå hen til skraldespanden, hvilken skam. Hvad ville folk ikke tænke… Bedre at ligge sig ned og dø med det samme.
Tårerne strømmede ned ad det rynkede ansigt. Det ringede på døren. Bedstemor Lena gik for at åbne.
– Jeg kommer, jeg kommer. Hvem er det? spurgte hun, mens hun tørrede tårerne væk.
– Det er mig, Anders, bedstemor Lena, lød en dæmpet stemme bag døren.
– Anders! udbrød hun glad, da hun åbnede døren, – Min lille Anders er kommet hjem!
Anders, den tidligere nabodreng, som hun ofte passede, mens hans forældre var optaget. Mange år bragte de ham til bedstemor Lena. Først blev han bragt, senere kom han selv og tilbragte det meste af sin tid med hende. Anders blev som en søn for hende. Da han voksede op, rejste han langt væk for at finde lykken. Og nu, da han vendte tilbage, kom han straks til hende, til bedstemor Lena.
– Kom indenfor, Anders, kom indenfor, sagde bedstemor Lena ivrigt, – Hvor er det dejligt at se dig.
– Er det dig, der har grædt, bedstemor Lena? spurgte Anders, mens han tog jakken af.
– Nej, Anders… Hvorfor skulle jeg græde… Jeg faldt bare lidt i søvn…
– Jeg flytter nu min virksomhed tilbage til vores by, så nu vil vi ofte se hinanden. Men hvad er der galt, bedstemor Lena? Igen tårer på dit ansigt.
Bedstemor Lena svajede og støttede sig til væggen.
– Det er af glæde, Anders, af glæde. Mit hoved snurrer lidt.
Anders støttede hende, satte hende på en stol og gik direkte til køleskabet.
– Nu forstår jeg, hvorfor dit hoved snurrer af glæde, hørte hun Anders’ utilfredse stemme.
En halv time senere kom Anders med to poser med madvarer og begyndte at fodre bedstemor Lena. Han skænkede te til hende og fortalte om sit liv. Hun smilede beskedent og tørrede ubemærket tårerne væk. Hvor kommer de dog fra, disse tårer?
De talte sammen indtil aftenen. Da Anders gik, begyndte bedstemor Lenas læber at bævre, og hun forsøgte at sige noget.
– Hvad er det, bedstemor Lena? spurgte Anders.
– Min søn, hviskede hun.
– Bedstemor Lena, han krammede hende, – jeg vil aldrig sætte dig alene. Nu vil jeg altid være her.
Anders gik, og bedstemor Lena satte sig på sin yndlingsplads ved vinduet og begyndte at græde igen. Men disse tårer var helt anderledes.
– Og jeg, med skam, begyndte at tænke dårligt om folk, bebrejdede hun sig selv. – Kan man virkelig tænke dårligt om folk? Se, hvor fantastisk Anders er blevet. Penge har slet ikke ødelagt ham. Stadig den samme venlige og opmærksomme dreng. Så snart han kom, kom han straks til mig. Glemte ikke den gamle dame. Ingen er mere slægt end Anders. Som min egen søn. Nu vil jeg ikke dø. Jeg vil gerne leve lidt længere.
