Vera Nielsens liv havde aldrig været heldigt, når det kom til mænd. Hun havde held med arbejde, kolleger og venner… men aldrig med mænd. Det var, som om hun altid tiltrak dem, der var glade for en tår over tørsten. Hendes far, en krigsveteran, havde drukket det meste af sit liv og plantet en afsky for den slags i hende. Men det, man frygter mest, har det med at dukke op alligevel.
Hun blev gift sent i livet, som 39-årig. Hun forelskede sig i hans smukke øjne, de krøllede lokker og hans åbne, glade sind. Poul var enkemand, ældre end hende og havde to døtre, han allerede havde opdraget. Han ønskede ikke flere børn, og Vera turde heller ikke i sin alder. Det viste sig hurtigt, at også Poul nød en drink for mange. Otte år holdt hun ud, indtil hun en dag besluttede, at nu var det nok. Hun vendte hjem for at tage sig af sin sengeliggende, aldrende far.
Der gik ti år, og hendes liv bestod kun af arbejde og omsorgen for sin syge far. Da hun begravede ham og fyrre dage var gået, besluttede hun at tage en pause. Hun købte en rejse til et kursted.
Hvor var det skønt at slappe af, intet burde gøre, intet sted at skynde sig hen. Selvom Vera Nielsen var blevet 57, så hun fantastisk ud – en skønhed, der udvikler sig langsomt som en dejlig efterårsfrugt.
Det var ikke overraskende, at mændene på kurstedet lagde mærke til den smukke, slanke kvinde, som let kunne se ud til at være i 40’erne, og de begyndte at bejle til hende. Hun modtog så meget opmærksomhed, som selv hun ikke havde oplevet i sine unge år. Hun blev helt forvirret, ikke sikker på, hvordan hun skulle reagere.
– Tag det ikke for alvorligt, disse møder, – sagde 42-årige Marie, hendes værelseskammerat, for at berolige hende. – Alle her er for at slappe af, få ny energi… Hvem ved, måske møder du din skæbne her.
– Åh nej, Marie, det er for sent for mig at møde nogen, at indlede kærlighedsaffærer. Jeg tror slet ikke på mænd, hvis jeg ikke havde held i min ungdom, hvorfor skulle jeg have det nu?
– Fordi du fortjener det. Stol på dig selv og sig højt: jeg fortjener det! Dit kloge hjerte vil hjælpe dig med at vælge den rette.
Vera Nielsen smilede blot og rystede på hovedet. En aften gik hun til motionsrummet for at spille bordtennis. Der var mange deltagere, så de spillede på skift mod hinanden.
Men hun nød mest at spille med en lav, rolig mand på hendes egen alder. Hun vidste ikke hans navn, da han ikke talte meget og syntes at være en smule indesluttet. Men han spillede godt, og sammen med Vera blev deres spil et tilløbsstykke – efter tre dage var næsten hele kurstedet tilskuere ved deres turneringer.
– Jeg fandt ud af, at han hedder Vilhelm, – sagde den altid opdaterede Marie. – Min bekendte sidder ved hans bord. Han siger, Vilhelm er en god, hæderlig mand, ikke drikker, elsker sport. For tre år siden mistede han sin kone.
– Jeg er glad for at høre, han er en god mand, – svarede Vera forbeholdent. – Det er tydeligt, at han elskede sin kone, når han endnu sørger over hende.
– Jeg har en plan, – sagde Marie. – Under jeres turnering inviterer jeg dig til at danse højlydt, så han kan høre det. Måske vil han komme med. I bør lære hinanden bedre at kende.
– Du er en rækkefølgefinder, – lo Vera. – Måske behøver vi ikke. Vi er ikke længere i en alder, hvor vi kan ændre vaner…
– Aktiver dit eventyrgen, bare lidt. Har du ikke lyst til at charmere en mand igen, føle din kvindelige udstråling? Det er tydeligt, at han kan lide dig, og du også kan lide ham. Det er helt indlysende.
Vera tav og tænkte. Hvorfor ikke? Hvorfor frygter hun altid nogens dom, mulige fejltagelser. Der er allerede blevet fravalgt meget i livet af den grund.
– Altså godt, – sagde hun beslutsomt og nikkede. – Lad os prøve!
Maries plan gik næsten perfekt. Da de ankom til dansen, en time efter tennis, var Vilhelm allerede der. Det var tydeligt, at han ventede utålmodigt, mens han betragtede døren.
– Han venter på os, – hviskede Marie til Vera’s øre, – hans ansigt lyste straks op. Vi venter lidt, undlader at du strækker din stædighed, – jokede Marie.
– Åh Marie, – prøvede Vera at undgå emnet, – jeg kan ikke, jeg er ikke i stand til det…
– Der er altid en første gang for alt, – afskar Marie enhver vej til tilbagetog.
Vilhelm inviterede hende straks til den første dans. Og Vera følte sig for første gang i mange år som en ung pige, med hele livet foran sig – strålende og smukt.
– Du er en meget smuk kvinde, – sagde Vilhelm uventet og lænede sig tæt til hendes øre og så direkte ind i hendes øjne, hvilket fik Vera til at rødme af glæde.
– Tak, – svarede hun. Så glad havde hun ikke været i lang tid.
Fra den aften blev Vilhelm Veras faste følgesvend. Hans mørke sind var helt væk; han var munter, energisk og vittig. De deltog sammen i behandlinger, sad ved det samme bord, tog på ture, spillede tennis, og nu gik de også til dans hver aften. Vera svævede nærmest, og Marie observerede med et smil.
– Ved du hvad, Marie, det viser sig, at han er fra min by, kun fem stop væk. Vi har aftalt at gå i tennisklub sammen…
– Har I ikke aftalt at bo sammen endnu? – lo Marie fornøjet med udfaldet af begivenhederne.
– Åh nej, søde, vi er stadig i den søde ventetid. Men lad os se… Åh, Vilhelm venter på mig i foyeren. Vi skal til koncert i aften.
Og med en glad luftkys til Marie svang Vera sig foran spejlet og hastede af sted til sin aftale.
