Ingen ville tage Astrid. Hun var en besværlig kat og mistroisk over for fremmede, på trods af sin skønhed! Alle var fremmede for Astrid undtagen Louise, der regelmæssigt gjorde rent i Astrids bur og skiftede foder, vand og grus. Hende tolererede katten. Astrid vendte blot ryggen til og slog med halen, mens Louise gjorde rent i “værelset”. Til Astrids forsvar skal det siges, at ingen af frivillige kendte hendes fortid, inden hun kom til internatet. Katten blev fundet på gaden en usædvanligt kold dag i København, næsten minus 20 grader!
Den udsultede kat blev opdaget af pedellen Anders, der tog tidligt ud for at arbejde, allerede inden klokken seks. Det passede ham godt: Det var stille, næsten ingen biler, og ingen distraktioner. Katten, som han ramte med kosten, prøvede ikke engang at løbe væk, hvilket overraskede ham! Han bøjede sig ned og opdagede, at katten var frosset fast til fortovet med pelsen. Isen under hende var farvet mørk af blod. Anders blev chokeret!
Den unge mand, der var lidt af en introvert på grund af en let mental udviklingshæmning, var meget venlig. Gud havde givet Anders empati nok til tre menneskers behov. Og han elskede dyr, især. Det er kendt, at dyr har rene sjæle, hvordan kunne man ikke elske dem? Og at skade dem er en stor synd!
Anders vidste dette. Hans bedstemor, som havde opdraget Anders efter at have taget ham til sig fra sin alkoholiske mor, havde ofte fodret de hjemløse katte udenfor. Og Anders hjalp hende fra barnsben. Han huskede hendes rynkede hånd, der aede en stakkels lille killing og hendes stemme, der sagde:
– De har ingen, der passer på dem i verden, Anders. Kun Gud beskytter dem. De får ingen pension, som dig og mig. Man må dele sit daglige brød med dem.
Anders protesterede kun ved at påpege, at det ikke var brød, men grød med fisk, men bedstemor forklarede betydningen af frasen og tilføjede, at katte ikke spiser brød. Selvfølgelig, hvis man er sulten nok, vil man tygge en skorpe, men den føde var ikke for rovdyr!
Anders afbrød sin tankestrøm og løb snøftende hen til skuret for at varme en elkedel… Tyve minutter senere havde han omhyggeligt fået katten fri fra den frosne skorpe asfalt. Han bar den ind i det varme skur, mens det lidende dyr blot så på ham med trætte øjne.
Så snart klokken slog otte, skyndte Anders sig til det nærmeste dyreinternat! Der kendte man ham og bød ham altid velkommen, som den frivillige hjælp han var. Anders elskede at komme og lave mandsarbejde: hugge brænde til madlavning og opvarmning, losse kul til samme formål.
Internatet kørte udelukkende på entusiasme og donationer. Louise så hans sårede byrde og bragte straks katten til klinikken, hvor de ofte fik hjælp! Den unge pedel tog fra lommerne alle de penge, han havde tilbage indtil lønningsdagen. Det blev til 150 danske kroner.
– Her, tag dem til Astrid!
– Kender du hendes navn? – undrede Louise sig.
– Nej, men jeg kaldte hende det selv, er det OK? – spurgte Anders generet.
– Selvfølgelig, bare hun overlever!
Operationen varede længe. Eller det føltes sådan for dem. Lægen kom senere ud til dem og sagde:
– Katte har virkelig ni liv. I hvert fald denne! Hun havde en knivskade, kan I tro det? En eller anden tosse havde stukket hende i siden, og hun nåede åbenbart kun derhen, hvor I fandt hende. Faldt om, og blodet frøs fast sammen med pelsen. Hvis det havde taget længere, havde du skrabet hendes lig af, knægt…
– Jeg tager hende til internatet for nu. Hvornår kan jeg hente hende, Dr. Nielsen?
– Lad hende blive her i tre dage. Vi giver hende indsprøjtninger. Der er plads i stuen.
– Tusind tak!
Lægen vinkede dem af sted og gik tilbage til sit kontor. Han fandt sin hemmelighed på hylden, en pakke cigaretter med fem tilbage. Gik stille ud gennem bagdøren og tændte en, sugende ivrigt!
Dr. Nielsen havde set meget, men konfronteret med brutalitet mod et forsvarsløst væsen mistede han stadigvæk sin fatning! Han var stoppet med at ryge for to år siden…
Astrid blev en fast beboer på internatet “Pelsvenner”. Hendes historie gjorde indtryk, og der kom straks folk, der ønskede at “adoptere” hende. Men Astrid var ikke klar til menneskelig kontakt! Hun hvæsede, viste tænder og slog præcist med poten, hvis nogen prøvede at røre hende, hun viste sin “dårlige” side! Så det blev besluttet at tage sig tid, selv med de bedste hænder, der tilbød sig til Astrid.
Anders besøgte hende. Han ønskede så meget at tage Astrid med hjem! Men hvor skulle hun være? Anders boede i en toværelses lejlighed, som han havde arvet efter sin bedstemor. Men hans naboer var imod dyr i huset!
Han måtte leve med det og få sin kærlighedsdosis ved at fodre og kæle de vilde katte udenfor. Astrid hvæsede ikke ad Anders. Hver gang hun så ham, stirrede katten på ham. En utydelig erindring lå i de grønne øjne. Hun snusede til luften, og det syntes hende, at hun tidligere havde kendt duften af denne mand. Og han var ikke nogen trussel, tværtimod. Men den indlærte mistro overstyrede hendes instinkter og forhindrede hende i at reagere på hans kærlighed. Hun trak sig lydløst tilbage i hjørnet af buret og lyttede til, hvad han havde at sige til hende.
– Åh, Astrid, jeg blev så bange for dig den dag. Og nu er du så smuk, en ægte prinsesse! Din pels skinner, og hvilken farve – jeg har aldrig set lignende!
Astrid var “chokoladefarvet” – en ret sjælden nuance. Hun forstod, hvad han sagde var venlige ord, men kiggede stadig mistroisk. Anders gik, for at vende tilbage en anden dag…
Selv i vores gennemkommercialiserede og kyniske verden sker mirakler. Anders’ boligområde blev omdannet, og uventet blev han ejer af en rummelig etværelses lejlighed! Efter at have modtaget sine papirer og nøgler gik han ikke ud for at købe møbler som de andre nyindflyttede. Nej! Han løb ind ad internatets dør, løb forbi Louise og standsede ved Astrids bur.
– Astrid, kæreste! Jeg har fået en lejlighed, en helt for mig selv! Vil du bo hos mig, Astrid? Jeg er kommet efter dig! Vær nu sød…
Astrid stirrede på Anders i to lange minutter. Og så skete endnu et mirakel! Hun satte sit hoved mod gitrene og lod Anders ae hende!
– Sådan… Astrid har fundet sin prins! – lo Louise, der stod og så denne forunderlige forvandling. – Gør dig klar til at flytte, Astrid!
Det er svært at tro på oprigtighed og godhed efter forræderi og smerte, men hvis en kat har valgt dig til at vise sin tillid, er du virkelig et Menneske.
