Valborg Jørgensen havde boet alene i mange år. Hendes søn, lille Jens, døde før sin sekstenårs fødselsdag. Drengen fik det skidt til gymnastiktimen. Læreren satte ham på en bænk og fortsatte undervisningen. Og der, på bænken, gik Jens bort. Hun fik at vide, det var hjerterytmeforstyrrelser. En enestående, sen, elsket søn. Hun og faderen var så stolte af ham.
Efter Jens’ død forlod hendes mand hende, han fandt en yngre kvinde. Den anden kone fødte ham snart to børn. Men hvad med Valborg? Hvilket liv havde hun tilbage? Hun forlod fabrikken, hvor nogen nu og da mindede hende om Jens. Hun tog et job som rengøringsassistent i nabokvarteret. Pengene var små, men hvad skulle hun bruge mere til, når hun var alene? Hun købte næsten aldrig tøj til sig selv og spiste beskedent. Al sin fritid tilbragte hun hjemme. Der så hun gamle fotoalbum igennem og gennemgik sin søns ejendele.
Da Valborg var yngre, var hun en stærk strikker. Hun købte moderigtige magasiner. Hvilke trøjer og pullovers havde hendes dreng ikke! De så nærmest importerede ud. Valborg bevarede dem alle omhyggeligt og lagde lavendelgrene mellem dem.
En dag mens hun arbejdede, fandt en hundehvalp vej til hende. Den var uskøn og klodset. Hun syntes så synd på den, at Valborg, efter at have afsluttet arbejdet, tog hvalpen med hjem. Hun kaldte den kort og godt – Trofast. Og det var som om, hun fik nyt liv. Trofast viste sig at være en kærlig og ydmyg hund, der fulgte Valborg på arbejde og tålmodigt ventede, mens hun arbejdede. Den var nem at fodre, vogtede over lejligheden og lagde hovedet på hendes skød om aftenen, mens hun så tv eller læste en bog.
Valborg skyndte sig altid hjem, når hun gik ud uden Trofast. Derhjemme ventede hendes trofaste hund. De levede sammen i sytten år. En morgen da hun vågnede, indså Valborg, at hendes Trofast ikke længere var hos hende. Han var gået bort stille og roligt i søvne, uden at belaste hende med sygdomme eller bekymringer.
Hun tog Trofast med til en dyrekirkegård. Der fandtes et sådan sted i en birkelund i udkanten af byen, hvor folk begravede deres dyr. Valborg havde hørt om det, og nu så hun det med egne øjne. Der var alle slags grave. Selv gravstene, der ikke stod tilbage for menneskenes.
Hun rejste ikke en gravsten, men lavede en simpel plade, hvor hun skrev “Trofast” og hans korte levetid. Selvom hun vidste, at for en hund var det en pæn alder, så forstod hun også, at hun skulle leve videre alene. Alt, der var tilbage, var at besøge to grave: sin søns og sin trofaste venns.
Valborg vendte hjem og blev sengeliggende. Hun stod kun op for at gå på toilet eller drikke vand. Efter tre dage kunne hun ikke længere holde ud at være i lejligheden. Hun gik ud og begav sig mod busstoppestedet. I lunden lænede hun sig op ad en birk og strejfede over jordhøjen med sin hånd, mens hun klagede.
– Det er svært uden dig, Trofast. Hvordan skal jeg leve nu? Du hjalp mig engang. Du var altid hos mig. Jeg har heller ikke smidt dine madskåle ud, eller din kurv. Jeg kan ikke. Jeg tror ikke på, at du ikke er her mere.
Tårerne løb ned ad hendes indsunkne kinder og forsvandt i jorden. Måtte smerten forsvinde lige så nemt. Gennem de salte tårer syntes jordhøjen pludselig at bevæge sig. Hun tørrede øjnene og så en lille farverig killing rode ved siden af Trofasts grav.
Den var så tynd, at ribbenene kunne ses gennem den sparsomme pels. Dens øjne var betændte, og bag øret gabede et åbent sår. Hvordan kunne hun ikke have set den med det samme? Den må være kommet, mens hun talte med Trofast.
Valborg tog killingen op i armene. Hun skyndte sig hjem. Findlingen lå liggende som en lille klud i hendes hænder. Efter at have kigget på killingen igen, vendte hun beslutsomt om fra opgangen og gik mod dyreklinikken, hvor Trofast havde fået sine vaccinationer i årevis.
– Valborg? – sagde den unge dyrlæge overrasket. – Hvem har vi her?
– Ja, Lotte, jeg fandt den uden for byen.
– Ja… – Lotte tog forsigtigt killingen og begyndte at undersøge den. Da hun var færdig, så hun med medlidenhed på den ældre kvinde. – Valborg, det ser ikke godt ud for den lille. Jeg kan forsøge at behandle den, men det bliver dyrt, og der er ingen garanti.
– Hvor meget? – Valborg tænkte på, hvor mange dage der var til pensionen. Hun havde ingen nødopsparing, men hun havde en del madvarer tilbage, som hun ikke skulle bruge penge på. – Regn det ud, min pige.
– Okay, kom med mig. – Dyrlægen satte sig ved computeren. – Test, røntgen, ultralyd, operation, restitution, medicin, vitaminer, vaccinationer…
Valborg lyttede knap nok, hun holdt øje med killingen. Hun vågnede først op, da hun hørte det samlede beløb, som var større end hendes pension.
– Behandl hende, Lotte. – sagde hun beslutsomt. – Jeg skal nok finde pengene.
Og hun fandt pengene. Hun lånte af to naboer, som kendte hende godt. Lotte var en dygtig dyrlæge. Hun helbredte killingen. Findlingen viste sig at være en pigemis. Man siger, at trefarvede katte bringer held. Måske er det sandt. For med kattens ankomst flyttede glæden tilbage ind i den tomme lejlighed. Glæden hed Plet, for hendes plettede ansigt mindede om en udtværet farve.
Men gælden skulle betales tilbage. En dag, mens Valborg gjorde rent, så hun, at kattekillingen legede med et blåt garnnøgle, der rullede frem fra intetsteds. Hvor havde den lille ballademager fundet det? Kvinden holdt det i hånden og gik beslutsomt hen til skabet, hvor hun stadig havde Jens’ ting. Hun tog en sweater af det samme garn frem, krammede den kort mod brystet og begyndte at trævle den op.
Hun blev så opslugt, at hun ikke lagde mærke til, hvordan tiden gled over midnat. Om morgenen, i en glædesfyldt ophidselse, begyndte hun at lede efter æsken med hæklenåle og strikkepinde. Hendes uvante fingre nægtede at adlyde, og Valborg måtte trævle rækkerne op flere gange, før hun kunne huske den færdighed, hun engang mestrede.
Efter nogle dage lå der et yndigt barnesæt foran hende. Hun besluttede at lave en hue og to par små futter til. Om lørdagen gik hun til et lille spontant marked ved supermarkedet, hvor hun stillede sig op. Næsten straks kom en ung kvinde hen til hende:
– Åh, hvor er det yndigt! Jeg havde præcis sådan et sæt som barn. Jeg har endda et billede. Åh, jeg vil gerne købe det! Hvad koster det?
Valborg nævnte prisen tøvende. Kvinden så forbavset på hende. Dyrt, tænkte Valborg og blev bekymret. Men kvinden stak hende beløb, der var dobbelt så meget som det Valborg havde sagt.
– Tag imod det. Og sælg ikke så billigt. Det er faktisk det værd. Jeg vil ikke snyde dig.
Valborg blev så glad, at hun pakkede sutteflasken og futterne med, selvom kvinden ikke ville have dem. Hun kunne ikke lade være. Hun følte en indre glæde, der fyldte hende helt.
Hjemme fløj hun som på vinger. Fra det øjeblik havde hun ikke tid til at sørge. Hun friske og trævlede gamle ting op og strikkede små børnetrøjer med begejstring. Hun solgte dem også ved supermarkedet til en rimelig pris. Folk købte dem.
Snart havde Valborg betalt sin gæld til den ene nabo, lidt efter til den anden. En dag blev hun opsøgt af en kvinde, der spurgte, om Valborg kunne strikke en cardigan til hende af hendes garn. Hun var villig til at betale godt for det, da hun ikke kunne finde en håndværker. De blev enige. Resultatet behagede bestilleren. Så begyndte Valborgs første kunder at dukke op.
Hun var ikke længere helt alene. Nogle ringede, andre kom på besøg. Hendes hænder var beskæftiget, og tiden gik ikke langsomt. Plet voksede op til at blive en charmerende ung kat. Hun elskede stadig at lege med garnnøgler, og Valborg lod bevidst små klumper ligge til hende.
Synet af den legende kat fyldte hende med varme og hygge. Nogle gange syntes det som om, at Jens kiggede på kattens narrestreger fra fotografiet og smilede.
Og når hun ryddede birkeblade væk fra den lille gravhøj, sagde hun hver gang:
– Tak, Trofast. Jeg ved, det er dig, der hjælper mig. For nu har jeg nogen at tage mig af igen. Må du have det godt, hvor du er. Og så længe jeg har kræfterne, vil jeg komme og besøge.
Og så skyndte hun sig hjem, hvor en farverig, spindende varme ventede hende. For det er så vigtigt, at man ikke er alene i denne verden. At der altid er én, der venter på én.
