Vibeke havde fået nok. Hun kunne ikke forstå, hvorfor Mikkel var begyndt at behandle hende så dårligt – havde han mistet interessen? I nat var han igen kommet sent hjem og lagt sig til at sove i stuen. Om morgenen, da han kom til morgenmaden, satte Vibeke sig overfor ham.
– Mikkel, kan du forklare mig, hvad der foregår?
– Hvad mener du?
Han drak sin kaffe og undgik at se på hende.
– Siden tvillingerne blev født, har du ændret dig meget.
– Det har jeg ikke bemærket.
– Mikkel, vi har levet som naboer de sidste to år, har du lagt mærke til det?
– Hør her, hvad forventede du? Huset er konstant fyldt med legetøj overalt, det lugter af vælling, og ungerne larmer… Tror du, det er noget, man kan lide?
– Mikkel, men det er jo dine børn!
Han rejste sig og gik nervøst rundt i køkkenet.
– Alle normale hustruer føder et normalt barn. Et, der stille leger i hjørnet og ikke forstyrrer. Men du skulle absolut have to! Min mor sagde det til mig, men jeg lyttede ikke – sådan nogle som dig kan bare ikke få nok!
– Sådan nogle som mig? Hvad mener du med det, Mikkel?
– Nogen uden mål i livet.
– Men det var jo dig, der bad mig droppe universitetet, fordi du ønskede, jeg skulle dedikere alt til familien!
Vibeke satte sig ned. Efter en pause tilføjede hun:
– Jeg tror, vi bør blive skilt.
Han tænkte sig om og sagde:
– Det er jeg med på. Men så vil jeg ikke have, du går til myndighederne for børnepenge. Jeg skal nok give dig penge selv.
Han vendte sig om og gik ud af køkkenet. Vibeke kunne have grædt, men der kom støj fra børneværelset. Tvillingerne var vågne og krævede hendes opmærksomhed.
***
En uge senere havde hun pakket sine ting, taget tvillingerne og flyttet. Hun havde et stort værelse i en lejlighed, som hun havde arvet fra sin bedstemor. Beboerne var nye, så Vibeke besluttede sig for at lære dem at kende.
På den ene side boede en dyster, men stadig relativt ung mand, og på den anden boede en sprudlende dame i 60’erne. Først bankede hun på hos manden:
– Hej! Jeg er din nye nabo, og jeg vil gerne lære dig at kende. Jeg har købt en kage. Kom ind i køkkenet og drik te med mig.
Vibeke smilede venligt. Manden gav hende et kort blik og mumlede:
– Jeg spiser ikke kage, – og lukkede døren.
Vibeke trak på skuldrene og fortsatte til Dorthe. Hun accepterede selskabet, men kun for at holde en tale.
– Sådan er det, jeg kan lide at hvile mig om eftermiddagen, fordi jeg ser serier om aftenen. Jeg håber ikke, dine børn vil forstyrre mig med deres larm. Og vær venlig at holde dem fra at løbe rundt i gangen. De skal ikke røre ved noget eller ødelægge noget!
Hun talte længe, og Vibeke tænkte med vemod, at livet her ville blive alt andet end let.
***
Hun satte drengene i børnehaven og arbejdede selv som pædagogassistent samme sted. Det var yderst praktisk, arbejdstiden passede nemlig med, hvornår Andreas og Jens skulle hentes. Lønnen var lav, men Mikkel havde jo lovet at hjælpe.
I de første tre måneder, mens deres skilsmisse stod på, hjalp Mikkel faktisk økonomisk. Men det var nu tre måneder siden, skilsmissen var blevet endelig, og der havde ikke været flere penge. Vibeke havde ikke kunnet betale huslejen i to måneder.
Forholdet til Dorthe blev værre for hver dag. En aften, da Vibeke sad i køkkenet og fodrede drengene, dukkede naboen op i en satinkåbe.
– Min kære, jeg håber, du har fundet ud af din økonomiske situation? Jeg ville ikke bryde mig om at miste el eller gas på grund af dig.
Vibeke sukkede:
– Nej, jeg har ikke fundet en løsning endnu. Jeg tager til min eksmand i morgen, det virker som om han helt har glemt børnene.
Dorthe gik hen til bordet.
– Du fodrer dem konstant med pasta … ved du, at du er en dårlig mor?
– Jeg er en god mor! Og jeg vil anbefale dig at holde din næse for dig selv, ellers kan det nemt gå galt!
Så begyndte Dorthe at skrige, som om hun havde ondt, og naboen Thomas fra den anden side kom ud for at finde ud af, hvad der foregik. Han lyttede lidt til Dorthes skældsord, gik ind i sit rum og kom tilbage efter et minut. Han smed nogle penge på bordet foran Dorthe og sagde:
– Hold kæft. Her er til huslejen.
Dorthe tav, men da Thomas trak sig tilbage, hvæsede hun til Vibeke:
– Det kommer du til at fortryde!
Vibeke ignorerede hendes bemærkninger. Det viste sig dog at være en fejl. Næste dag tog hun til Mikkel. Han hørte hende ud og sagde:
– Jeg er i en svær periode nu, jeg kan ikke give dig noget.
– Mikkel, du må da lave sjov? Jeg er nødt til at kunne fodre børnene.
– Fodr dem, jeg forbyder det ikke.
– Jeg vil søge om børnebidrag.
– Gør det bare, min officielle løn er så lille, at du nærmest ikke får noget. Og sørg for, at du ikke kommer til at genere mig mere!
Vibeke gik grædende hjem. Der var stadig en uge til lønnen, og der var næsten ingen penge tilbage. Men der ventede en anden overraskelse. En socialarbejder stod i døråbningen, fordi Dorthe havde indsendt en klage mod hende. Anklagen lød på, at Vibeke truede hendes liv, og at hendes børn gik sultne og uden opsyn.
Sagsbehandleren tilbragte en hel time med at tale med hende og sagde til slut:
– Jeg er nødt til at rapportere dette til de sociale myndigheder.
– Hør nu, hvad skal jeg rapporteres for? Jeg har ikke gjort noget forkert.
– Der er lavet en anmeldelse, og den skal følges op på.
Om aftenen kom Dorthe igen hen til køkkenet.
– Sådan er det, kære, hvis dine børn forstyrrer mig en gang til, så bliver jeg nødt til at kontakte de sociale myndigheder direkte!
– Hvad laver du? De er jo bare børn! De kan ikke sidde stille hele dagen!
– Min kære, hvis du fodrede dem ordentligt, ville de sove, i stedet for at løbe rundt!
Hun gik ud af køkkenet, og drengene kiggede bange på hende.
– Spis op, mine kære. Tante laver sjov, hun er egentlig godhjertet.
Vibeke vendte sig mod komfuret for at tørre sine tårer, og hun lagde ikke mærke til, at Thomas var kommet ind i køkkenet. Han havde en stor indkøbspose med sig. Han gik stille hen til hendes køleskab og begyndte at fylde det op med madvarer.
– Thomas, undskyld, men du har taget fejl af køleskabet.
Han vendte sig ikke om. Han fyldte køleskabet og gik ligeså stille ud af køkkenet igen. Vibeke vidste ikke, hvad hun skulle sige.
Efter lønningsdagen bankede hun på hos naboen. Han åbnede med det samme, som sædvanligt alvorlig og tavs.
– Thomas, jeg skylder dig penge for maden. Her er to tusind kroner, jeg kommer med resten senere, men fortæl mig, hvor meget jeg skylder.
– Det behøver du ikke.
Og han lukkede døren foran hende igen. Vibeke nåede ikke at spekulere mere over det, for køkkenet blev fyldt af Dorthes skrig. Hun løb derhen – drengene stod der, og Dorthe skreg og pegede på en pøl te på gulvet:
– Hjemløse! Lømler! Hvad bliver der af jer med sådan en opdragelse?!
Vibeke sendte børnene ind i værelset, tørrede gulvet op og vendte tilbage til dem. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle fortsætte. Drengene sad stille på sengen. Vibeke satte sig ved siden af dem.
– Hvorfor er I så triste? Vi skal holde ud lidt endnu, jeg finder på noget, og så flytter vi herfra.
Drengene krøb ind til hende fra hver sin side og krammede hende.
Dagen efter kom der en banke på døren om aftenen. Thomas var ikke hjemme, men da Vibeke åbnede døren, stod der to ukendte kvinder, en socialarbejder og en anden mand.
– Hej, hvad kan jeg gøre for jer?
Den ene af kvinderne kiggede strengt på hende:
– Vibeke Kjær?
– Ja.
– Vi er fra socialforvaltningen.
– Fra socialforvaltningen? Undskyld, hvorfor?
– Må vi komme ind?
Kvinderne gik rundt i værelset, kiggede i køleskabet, og rykkede tæppet væk fra sengene.
– Pak dine børns ting.
– Hvad?! Er I vanvittige? Jeg giver ikke mine børn fra mig!
Andreas og Jens klamrede sig til hende og begyndte at græde. De forstod ikke, hvad der foregik. Den ene kvinde gjorde tegn til socialarbejderen, der gik hen og begyndte at tage børnene fra hende.
– Mor! Mor! Lad dem ikke tage os!
Vibeke kæmpede mod dem, men den anden mand tvang hendes arme om bag ryggen.
– Mor!!!!
Hun så igennem tårefyldte øjne, hvordan børnene kæmpede og strittede imod, deres øjne fulde af rædsel. Hun forsøgte igen at komme fri, men socialarbejderen blokerede hende. Han havde allerede overgivet Jens til kvinderne, der hurtigt gik ned ad trappen med børnene. Børnene skreg så hjerteskærende, at hun fik kuldegysninger. Socialarbejderen holdt hende fast, indtil børnenes skrig var forsvundet, og en bil kørte væk.
Socialarbejderen slap hende, og Vibeke faldt sammen på gulvet. Hun græd som et såret dyr.
Ti minutter senere var der kun hende tilbage i rummet.
Vibeke rejste sig, kiggede rundt. Hendes blik faldt på en stor økse. Den havde engang tilhørt bedstefaderen, da der stadig var ovnvarme i værelset, men på en eller anden måde var øksen blevet hængende. Vibeke tog øksen ned fra væggen, satte et skævt smil op – det mindede mere om en grimasse – og gik mod Dorthes dør.
Da døren ramte gulvet, og Dorthe krøb sammen under sengen, blev Vibeke taget tilbage. Èn mand tog øksen fra hende.
– Din tåbe! Hvad har du gang i? Du gør det kun værre for dig selv!
Det var Thomas. Vibeke sukkede:
– Jeg er ligeglad nu … ligeglad med alting…
Thomas trak hende ind i sit rum, lagde hende på sofaen og gav hende en pille. Vibeke tog den uden protester. Hun vidste, at når Thomas vendte sig, ville hun flygte. Hun vidste præcis, hvor hun ville hen – broen. Men hovedet føltes med ét tungt, og øjnene lukkede sig. Vibeke faldt i søvn – Thomas havde ikke sparet på sovepillerne. Han gik ud af rummet og hen til Dorthe. Hun sad forvirret ved bordet og drak sin valerianrod.
– Er du tilfreds?
– Åh, Thomas… Jeg havde aldrig troet, det ville ende sådan… Jeg troede bare, de ville skændes lidt, så ville hun flytte…
– Flytte? Hør her, i morgen henter du alle dine breve og beder til Gud, at alting går i orden, ellers ville jeg måske lade Vibeke slippe løs. Så er det slut for dig.
Dorthe nikkede energisk.
En hel måned brugte Vibeke på at indsamle dokumenter, attester, og tage alkoholprøver. Hun havde ikke troet, hun skulle gøre det – hun havde opgivet, overbevist om, at det var håbløst, og at intet ville hjælpe. Men Thomas, lige så alvorlig og dyster som altid, lod hende ikke være alene et øjeblik og skubbede hende konstant til at fortsætte.
Da det blev klart, at børnene kunne blive givet tilbage til hende, vågnede Vibeke op fra sin apati.
– Thomas… Det er alt sammen takket være dig…
Og for første gang smilede han. Dog trist.
– Jeg havde også børn… Men jeg kunne ikke hjælpe dem, de er borte for fem år siden. Dine kan stadig hjælpes…
Natten inden kommissionen skulle træffe sin afgørelse, overnattede Vibeke som sædvanlig på sofaen i Thomas’ værelse, men hun kunne ikke sove. Thomas kunne heller ikke sove.
– Thomas… er du vågen? Fortæl mig, hvad der skete med dine… børn.
Thomas tog en pause, og derefter begyndte han at tale i en monoton, udtryksløs tone.
– Jeg havde en familie… En kone, to drenge. Jeg satte ikke pris på det, tænkte, at det var godt nok, at de var der. Efter jobbet drak jeg nogle gange med gutterne, skældte lidt ud derhjemme. Så pludselig en dag var de væk, konen havde taget børnene og var flyttet til et hus fra hendes forældre. Jeg ventede en måned, stædig og stolt, men så indså jeg pludselig, at jeg ikke kunne leve uden dem. Jeg tog dertil for at tale med dem, men… jeg nåede det ikke. Da jeg ankom, havde huset brændt ned natten før. Med dem alle indeni. Kortslutning i elektriciteten.
Han tav. Derefter sagde han:
– Jeg begyndte at drikke, kom i slagsmål ret ofte. Jeg kom til at skade nogen, så blev jeg sat i fængsel i tre år. Da jeg blev løsladt, solgte jeg lejligheden for at betale skadeserstatning, og jeg kom tilbage til dette værelse. Fik job på fabrikken igen.
Vibeke satte sig op og tog hans hånd, men han trak sig tilbage.
– Sov nu. I morgen skal du være helt frisk!
***
– Kjær!
– Ja, det er mig.
– Her er dokumenterne, sørg bedre for dit liv, så dette ikke sker igen.
Vibeke kiggede stift på papirerne. Kvinde, der overbragte dem, smilede pludselig:
– Hvorfor står du der? Tag hen og hent dem…
Vibeke mærkede benene give efter. Thomas greb hende om armen, mens de stod i et venteværelse.
– Mor! Mooooar!
Jens og Andreas kastede sig over hende. De græd alle, endda Thomas vendte sig væk og tørrede en tåre væk.
– Så, nu er det nok, lad os tage hjem.
***
Livet begyndte stille og roligt at forbedres. Dorthe forlod sjældent sit værelse. Med Thomas’ hjælp fik Vibeke et job som tekniker på fabrikken, hvor også han arbejdede, og nu behøvede hun ikke længere bekymre sig om, hvorvidt hun havde nok til brød… Det var ikke millionlønnen, men hvis man tænkte fornuftigt, var der nok til det hele. Én ting bekymrede hende – Thomas blev mere indesluttet. En dag kom hun ved et uheld til at tabe hans jakke fra bøjlen, og hans mobiltelefon faldt ud og lyste op. På skærmen var der et billede af hende – Vibeke. Hun smilede og tog telefonen, tænkte et øjeblik og gik til hans værelse. ø
Thomas lå på sofaen og stirrede op i loftet. Han virkede forskrækket ved at se hende. Men Vibeke satte sig ved siden af:
– Ved du, Thomas, jeg har altid været bange for at sige for meget. Og jeg nåede aldrig at sige en masse til dem, der var tæt på mig. Nogle er borte, andre har ikke længere brug for de ord. Det værste er at fortryde de ord, man skulle have sagt, men aldrig nåede at…
– Hvad mener du?
– Bare, hvis du ikke kan sige det, vil jeg prøve. Jeg er bange for, at du vil grine af mig, men jeg vil prøve. Thomas… vil du gifte dig med mig?
Thomas kiggede længe på hende. Så tog han hendes ansigt mellem sine hænder og sagde:
– Jeg er ikke god til smukke ord. Men vid dette, at jeg vil gøre alt for dig og børnene.
