“Gud, hvor pinligt!” Vera stod som om verden var ved at styrte sammen under hende. Valget var hårdt: gifte sig med en, hun ikke elskede, eller blive til grin i hele landsbyen. Tårerne trillede ned ad hendes kinder, og hendes stemme skælvede af desperation:
“Hvad skal jeg gøre nu, mor? Alle vil hviske bag min ryg, at min forlovede forlod mig lige før brylluppet…”
Hun ville hellere jorden skulle åbne sig og sluge hende, end at se naboerne i øjnene. Mor strøg datteren over håret og hviskede: “Græd ikke, Vera, vi finder på noget.” Men i Nadjas hoved voksede en plan — dristig, skør, en der tog vejret fra hende.
Hvad hvis finde en ny brudgom med det samme? Hun rejste sig brat og råbte til naboen:
“Peter, start bilen! Vi kører til stationen til morgentoget!”
Peter trak på skuldrene med et smil:
“For dig, Nadja, selv en stjerne fra himlen. Men er du seriøs? Søge en brudgom?”
“Mere seriøs bliver det ikke,” svarede hun bestemt og smækkede bildøren. “Alle elsker penge, vi finder en frivillig.”
På perronen nærmede hun sig to flotte mænd, udvekslede et par ord, og så førte hun dem til bilen. Peter stirrede.
“Er det virkelig brudgommen og vidnet?”
“Ja, Peter,” sagde Nadja stolt. “Jens og Lars. Vi kører til butikken efter jakkesæt, og så til brylluppet!”
Gæsterne summede allerede: “Brudgommen er her! Hurra!” Vera løb ud for at møde dem, men stivnede af chok. Ud af bilen steg to fremmede. Mor førte hende til side og hviskede:
“Dette er Jens. Enten gifter du dig med ham og skilles stille bagefter, eller lever du med vanæren. Beslut dig.”
Vera nikkede, ude af stand til at sige et ord. Men en minut senere strålede et smil på hendes grædende ansigt.
Brylluppet varede til morgen. Jens spillede rollen som ægtemand, som om han havde været forberedt på det hele sit liv. Vera var endda forvirret: “Hvor kommer al den ømhed fra?” Da gæsterne var gået, rakte hun ham hånden:
“Tak, du reddede mig. Bare rolig, vi skilles snart.”
Og så skete vendepunktet. Jens så hende direkte i øjnene og sagde fast:
“Men jeg vil ikke skilles. Du behagede mig ved første blik.”
Vera blev målløs.
“Du laver sjov? En mand svor kærlighed og stak af, og en fremmed vil pludselig blive for altid?”
“Fremmed?” svarede Jens med en let såret stemme. “Min mor har hele livet frygtet, at jeg ikke ville gifte mig. Men jeg sagde: ‘Mit livs kærlighed vil finde mig.’ Og her står du. Tænk over det, Vera, men jeg trækker mig ikke bare tilbage.”
Hvad skete der så? Vera tænkte. Tænkte så længe, at der gik 25 år. Hun og Jens opfostrede tre børn og lever i harmoni. Og Nadja forundres stadig: Hvordan blev skammen til hele landsbyen til lykke for livet? Måske bør hun læse historien igen — kunne der gemme sig en hemmelighed om, hvordan skæbnen banker på?
