Jeg har svært ved at forstå det. Vi er jo veninder! – gentog jeg for mindst tredivte gang. Det føltes som om jeg bare gentog det, uden at det trængte ind. Mine tanker var tågede. Det chok, jeg følte, var nærmest ubeskriveligt. Jeg var lige kommet ud fra hospitalet, og så… dette. Min veninde stjal min mand. Og hun fortalte mig det selv. Havde jeg haft samme kræfter som før sygdommen, ville jeg måske have grebet fat i Rikke og rystet hende godt og grundigt. Men kræfterne svigtede mig. Jeg var kun lige begyndt at komme mig efter en lang og krævende behandling, og nu dette. Hvad havde jeg gjort for at fortjene det her?!
-Anne, rolig nu! Skal jeg hælde nogle dråber kamillete op til dig?
Jeg havde ikke brug for kamille. Jeg ønskede at tale med min mand. Møde hans blik. Men han var allerede flyttet ind hos Rikke med sine ejendele. Han ønskede ikke engang at tale med mig. Havde ikke modet til det.
– Undskyld, Anne! Ingen af os ønskede det skulle ende sådan. Tror du ikke, jeg er klar over, hvilken forfærdelig ting jeg har gjort? Men tænk også lidt over det; hvem beder en enlig veninde om at holde styr på alting, mens man er indlagt?
Det havde jeg gjort. Hvor dumt af mig. Vi har været veninder siden første klasse. Hun var endda min brudepige, da jeg blev gift med Peter. Jeg stolede fuldstændig på Rikke. Og nu har hun ødelagt mit liv, uden nogen tanke på, hvordan det ville påvirke mig. Efter at have været gennem helvede på hospitalet, kom jeg direkte ud til et andet helvede.
– Du skal ikke tro, vi efterlader dig i stikken… – hun blev ved med at mumle.
Jeg rejste mig, støttede mig til bordet.
– Hør her! Forlad mit hjem. Og efterlad nøglerne, både dine og Peters.
Jeg havde ikke tænkt over, om jeg har penge til at skifte låsene. Eller har jeg? Mit hoved er et rod. Rikke mumlede noget om, at jeg ikke kunne klare mig alene, at hun kunne tage mig til lægen. At jeg var for svag og ikke skulle være alene. Med de sidste kræfter smed jeg Rikke ud af min lejlighed.
Det var det. Jeg må finde en måde at leve på, der må være en grund til, at jeg har udholdt al den her giftige behandling og stråling. For at overleve. Jeg troede, jeg havde min familie. Hvem gør sådan noget?
I køleskabet stod der suppe, salat, kartoffelmos, dampede frikadeller. Alt sammen frisklavet. Hun havde sørget for mig, den slange. Jeg begyndte resolut at smide maden i skraldespanden. Helt fra begyndelsen. Men hvad skal jeg leve af? Jeg tjekkede mine konti på telefonen – sikke dog! Nogle ydelser var blevet udbetalt: sygedagpenge, sandsynligvis. Jeg vil ikke sulte.
Jeg betragtede mit bare hoved i spejlet. Små hår begyndte allerede at vokse ud, men jeg ønskede ikke at vise mig sådan på gaden. Jeg droppede ideen om en paryk og bar i stedet tørklæder og huer. Jeg tog en let hue på og gjorde mig klar til at gå i supermarkedet. Da jeg var ved at gå ud af døren, blev jeg svimmel. Jeg gik tilbage og satte mig på skohylden. Jeg skal kunne klare det. Jeg kan klare det! Uden dem, uden de forrædere! Det skal nok lykkes.
Det var ikke let i starten. For at kunne tage taxier til hospitalet og købe medicin, måtte jeg sælge nogle ting. Peter overførte af og til nogle beløb til mig, som jeg stædigt sendte tilbage. Jeg ville ikke have noget fra ham. Heller ikke se eller tale med ham mere. Dog, om natten, når jeg lå alene og så på den tomme pude ved siden af mig, følte jeg en skarp ensomhed. Ikke så meget efter min mand, men efter det, jeg tænkte som mit tidligere, gode liv. En mand, en lejlighed, mit elskede arbejde – jeg var skolelærer, underviste i dansk og litteratur. Jeg elskede mine elever og havde et godt forhold til kollegaerne. Da Peter gik til Rikke, blev jeg underligt distanceret fra mennesker generelt. En frygt for samfundet krøb ind. Jeg ville ikke tilbage til skolen. Aldrig se børn eller kollegaer. Denne erkendelse gjorde mig endnu mere trist. Hvorfor lyve? Jeg græd mig selv i søvn. Og levede om dagen.
– Der er remisssion. – sagde lægen til mig med en eller anden form for medfølelse.
Måske fordi jeg var begyndt at komme alene til klinikken. Uden hjælp. Uden en mand.
– Der er remisssion, og jeg råder dig til hurtigst muligt at vende tilbage til din normale hverdag.
“Normal hverdag? – tænkte jeg – Den hverdag findes ikke længere.”
Sådan forsøgte jeg at leve, som en skolepigen, der stadig lærer. Det gik op og ned.
Samme dag ringede skoleinspektøren – havde hun en sjette sans?
– Anne Mette, hvordan har du det?
– Bedre, tak!
– Hvornår regner du med at komme tilbage?
– Miriam, jeg har altså ikke ligefrem lyst til at vise mig med skaldet hoved for eleverne. – svarede jeg lidt skarpt.
Min sygemelding var afsluttet, arbejdet kaldte. Men lysten var der ikke. Jeg kunne ikke genkende mig selv længere. Efter opkaldet fra Miriam, vurderede jeg, hvor meget jeg havde til salg endnu. Smykker, mærkevarer og tasker. Det var selvfølgelig Peter, der havde købt og givet mig dem, men jeg gad ikke returnere dem. Og jeg havde heller ikke lyst til at bruge dem længere. Endnu værre var tanken om, at Rikke kunne få dem.
Det gjorde, at jeg kunne klare mig et år uden at arbejde. Så jeg sagde op. Jeg lukkede mig inde i min lejlighed og begyndte at skrive en bog. En simpel fortælling, baseret på min egen historie. En slem sygdom, en bedragerisk mand, en forræderisk veninde. Forresten, de to dukkede aldrig op. De ringede ikke, og skrev ikke til mig, hvilket kun glædede mig.
Efter at have færdiggjort, læst korrektur og rettet fejlene, følte jeg mig klar til at møde mennesker igen. Jeg kontaktede gamle forbindelser fra universitetet og fandt en studiekammerat, som arbejdede i et forlag. Vi aftalte at mødes på en café om aftenen – jeg havde omhyggeligt ikke fortalt ham om grunden til mødet over telefonen.
– Hold da op! Anne, hvor ser du godt ud! Du har tabt dig, og din frisure klæder dig virkelig.
Jeg grinede til mig selv. Hvis du bare vidste, min ven, prisen for denne forvandling.
Jeg lagde pakken med manuskriptet på stolen ved siden af og smilede til den gamle ven.
– Du ser også godt ud, Casper. Hvordan går livet?
– Det går derudaf. Det meste slår mig i hovedet.
Vi mindedes vores studietid med latter, og drak nok to liter kaffe. Jeg ville have foretrukket noget stærkere for modets skyld, men Casper skulle tidligt på arbejde. Jeg burde have arrangeret mødet på en fredag. Men igen… folk har jo deres egne ting om fredagen.
– Nå, det er alt sammen godt. Fortæl mig nu, hvad du vil have fra mig. – blev han pludselig seriøs.
– Hvorfor tror du, jeg ønsker noget? – jeg var overrasket over den skift i tonefald.
– Jeg er ikke dum. Vi har ikke set hinanden siden eksamen, og så ringer du pludselig. Hvad skal du bruge? Låne penge? En jobanbefaling? Er det en læge, du leder efter?
– Hvilken læge?
– Oh, kom nu, Lassen, du ser ikke ligefrem sund ud.
– Og du siger, jeg klæder mig godt?
– Det gør du. Men du ville aldrig klippe dit hår sådan – jeg husker, hvor flot det var. Og din tyndhed… det er ikke sundt. Kræft?
– Remission.
– Fantastisk! Jeg er glad på dine vegne. Så det er ikke en læge, du har brug for. Hvad så? Penge?
Jeg tog en pakke papir ud af tasken og placerede den foran ham. Et glimt af skuffelse løb gennem hans øjne, og jeg fik et øjeblik bange anelser om, at Casper ville gå. Blot ved tanken blev jeg nervøs.
– Bare kig på det! – bad jeg.
Han tog et kig. Så på mig. Gennemgik hurtigt et par sider, bladrede halvt igennem, læste lidt der, og så finalen.
– Er der mere? – spurgte Casper kort.
– Ikke endnu.
– Vi skal bruge mere. Vi udgiver ikke længere enkelte titler. Det er ikke perspektivrigt. Vi skal have en serie.
Vi begyndte at diskutere detaljerne, og en euforisk følelse af, at noget godt kunne ske, overtog mig. Var det virkelig sket for mig?
Bogen blev udgivet. Det viste sig, at Casper arbejdede på forlaget, fordi det var hans fars virksomhed. Familievirksomhed. Jeg kastede mig over at skrive en hel serie. Men præsentationen handlede om den første bog. En rigtig præsentation, med autografskrivning. Var det virkelig sket for mig? Jeg klædte mig ud som en prinsesse, ønskede at imponere Casper. Jeg havde et godt øje til ham, men anede ikke, om det var gengældt.
– Skriv under.
– Til hvem? – spurgte jeg automatisk, mens jeg åbnede bogen.
Jeg blev lidt overrasket. Stemmen var bekendt, han bad om en signatur – måske til sin kone? En kvindebog trods alt. At han talte til mig som var vi på du. Jeg løftede hovedet. Rasmus i egen høj person.
– Til mig, din eks, hovedpersonens prototype.
Jeg stod med pennen hævet over bogen som en stor nar.
– Synes du ikke, at jeg fremstod som en lidt for stor… skurk? – blev Rasmus ved med at drille, mens tågen igen begyndte at lægge sig over mig. Hæmme mine bevægelser. Som da jeg først fandt ud af … hvilken skurk han var!
– Skriv din autograf, min kære. – nogen trådte frem og satte sig ved siden af mig. – Og giv slip på manden. Der er mange, der ønsker din signatur her.
Casper lagde sin hånd på mit knæ. Klemte let, så jeg kom til mig selv. Jeg smilede, underskrev bogen og rakte den til Rasmus med et strålende smil.
– Tak. Næste, tak!
Rasmus knurrede mellem tænderne. Men han gik væk. Og jeg glemte ham lige med det samme.
– Hvorfor er der så mange mennesker? Hvor kommer de alle fra? – hviskede jeg til Casper.
– Vi har sørget for god reklame. Kom nu, sæt tempo på. Du kan ikke blive hængende her for evigt. Lad os fejre det.
– Hvorhenne?
– Hvor du vil hen.
Han kiggede på mig med varme øjne. Og selvom jeg som en person, der skriver, tidligere ville have væmmet mig ved sådan en vending, føltes det helt rigtigt nu. Hjertet slog lykkeligt. Det var håbet der bankede på. Håbet om, at alt ville blive godt igen!
