Gæster var der altid, flasker i massevis, men aldrig mad.

Der var gæster i hjemmet. Der var næsten altid gæster hos dem.
– Alle drikker, drikker, fyldt med flasker, men der er slet ingen mad. Bare et stykke brød… men på bordet er der kun cigaretskod og en tom konservesdåse, – Jonas kiggede igen nøje på bordet, men fandt intet spiseligt.
– Nå, mor, jeg går nu, – sagde drengen og begyndte langsomt at trække sine slidte støvler på.
Han håbede stadig, at moren ville stoppe ham, at hun ville sige:
– Hvor skal du hen, min dreng, uden at have spist, og det er koldt udenfor. Bliv hjemme. Jeg laver grød nu, og smider gæsterne ud, og vasker gulvene.
Han ventede altid på et kærligt ord fra moren, men hun brydde sig ikke om at sige kærlige ord. De ord, hun sagde, mindede om torne, som fik Jonas til at krympe sig og gemme sig.
Denne gang besluttede han at forlade hjemmet for altid. Jonas var seks år gammel og betragtede sig selv ganske voksen. Først skulle han skaffe penge til at købe en bolle, måske endda to boller… Hans mave rumlede og krævede mad.
Hvordan skulle han skaffe penge, vidste Jonas ikke, men da han gik forbi butikkerne, så han en flaske stikke op af sneen. Han huskede, at man kunne returnere flasker og få penge for dem. Drengen lagde flasken i lommen og fandt en krøllet pose ved busstoppestedet. Han brugte resten af dagen på at samle flasker.
Der var mange flasker nu, de klirrede muntert i posen. Jonas drømte allerede om at købe en blød duftende bolle med birkes eller rosiner, måske endda med glasur, men så overvejede han, at der måske ikke var penge nok til en bolle med glasur og besluttede sig for at samle lidt mere for at være sikker.
Han endte på stationen. På perronen ventede mænd på regionaltogene og drak øl. Jonas stillede den tunge pose ved kiosken og løb for at hente en netop efterladt flaske. Mens han løb, tog en beskidt og sur mand hans flasker. Jonas bad manden om at give posen tilbage, men den sure mand så så truende på ham, at drengen blev nødt til at vende sig og gå.
Drømmen om bollen forsvandt som et fatamorgana.
– Det er ikke let at samle flasker, tænkte Jonas og stred sig videre gennem de sneklædte gader.
Sne var våd og klistret. Drengens fødder blev gennemblødte og kolde. Det blev helt mørkt. Han huskede ikke, hvordan han endte i en opgang, faldt om på trappen, krøb tættere på radiatoren og faldt i en dyb søvn.
Da han vågnede, troede han, at han stadig drømte, for det var varmt, roligt og hyggeligt, og duftede af noget lækkert!
En kvinde kom ind i rummet, hvor han sov. Hun var smuk og kiggede kærligt på ham.
– Nå, lille ven, sagde hun, – har du fået varmen? Sovet godt? Lad os få morgenmad. Jeg kom forbi i nat, og så dig sove som en lille hundehvalp i opgangen. Jeg tog dig med hjem.
– Er det nu mit hjem? – spurgte Jonas, stadig uden at tro på sit held.
– Hvis du ikke har et hjem, så bliver det her dit, svarede kvinden.
Derefter blev alt som en eventyrverden. Den fremmede tante fodrede ham, tog sig af ham, købte nyt tøj. Langsomt fortalte Jonas hende alt om sit liv med sin mor.
Den gode tantes navn var Lilly. For Jonas, der havde oplevet så lidt, lød hendes navn eventyrligt og smukt. Han besluttede, at kun en god fe kunne have et så vidunderligt navn.
– Vil du have, at jeg bliver din mor? spurgte hun en dag og krammede ham tæt som en rigtig, kærlig mor.
Han ville selvfølgelig gerne, men…
Den lykkelige tid sluttede alt for hurtigt. En uge senere dukkede hans mor op.
Moren var næsten ædru og råbte voldsomt af kvinden, der havde taget ham ind, – Jeg er stadig ikke frakendt forældremyndigheden, og jeg har alle rettigheder over min søn.
Da hun tog Jonas væk, faldt snefnug fra himlen, og han tænkte, at huset, hvor den dejlige tante boede, lignede et hvidt slot dækket af magiske snefnug.
Derefter blev livet meget værre. Moren drak. Jonas løb væk hjemmefra. Han overnattede på stationer, samlede flasker, købte brød. Han lærte ingen at kende, bad ingen om noget.
Med tiden blev moren frataget forældremyndigheden, og Jonas blev sendt på børnehjem.
Det sorgligste for ham var, at han slet ikke kunne huske, hvor det hus, der lignede et hvidt slot, med den gode kvinde, boede.
Tre år gik.
Jonas boede på børnehjemmet. Han var en stille og indadvendt dreng. Hans yndlingsbeskæftigelse var at trække sig tilbage og tegne. Han tegnede altid det samme billede – et hvidt hus og snefnug der faldt fra himlen.
En dag kom en journalist til børnehjemmet. Læreren viste hende rundt og introducerede hende til børnene. De kom hen til Jonas.
– Jonas er en god, interessant dreng, men han har problemer med at tilpasse sig i gruppen. Det er stadig et problem, selvom han har været her i tre år. Vi arbejder på at finde en familie til ham, forklarede hun til journalisten.
– Lad os lære hinanden at kende, mit navn er Lilly, foreslog journalisten til Jonas.
Drengen blev helt ivrig og begyndte at tale! Utroligt tog han pludselig til orde! Den indadvendte og stille dreng fortalte om en anden god tante Lilly med begejstring. Det virkede som om hans hjerte smeltede for hver sætning. Hans øjne strålede, og kinderne blussede op. Læreren så overrasket til hans forvandling.
Navnet Lilly, viste sig, var den gyldne nøgle til drengens hjerte.
Journalisten Lilly kunne ikke holde tårerne tilbage, mens hun lyttede til historien om Jonas’ liv. Hun lovede at skrive om ham i den lokale avis, og måske ville den gode tante se det og vide, at Jonas ventede på hende.
Hun holdt sit løfte. Og et mirakel skete.
Kvinden abonnerede ikke på avisen, men det var hendes fødselsdag, og kollegerne gav hende blomster, og da det var vinter, blev de pakket ind i avisen.
Hjemme, mens hun pakkede blomsterne ud, bemærkede hun overskriften på en lille artikel “Den gode kvinde Lilly, en dreng ved navn Jonas søger dig. Hør vores bøn!”.
Hun læste artiklen og forstod, at det var ham, der ventede på hende, den samme dreng, hun en gang tog ind fra trappeopgangen og ønskede at adoptere.
Jonas genkendte hende straks. Han løb hen til hende. De omfavnede hinanden. Alle græd: både Jonas, Lilly og pædagogerne, som var til stede ved genforeningen.
– Jeg har ventet på dig, sagde drengen.
De måtte med besvær overtale drengen til at slippe tanten Lilly så hun kunne gå hjem. Hun kunne ikke tage ham med det samme, der var adoptionsprocedurer at gennemføre, men hun lovede at besøge ham hver dag.
Bagefter begyndte et normalt og lykkeligt liv for Jonas.
Nu er han 26 år gammel. Han har afsluttet sin uddannelse fra en teknologisk skole. Han planlægger at gifte sig med en dejlig pige. En glad, social fyr, han elsker sin mor Lilly højt, som han skylder alt.
Da han blev voksen, fortalte hun ham, at hendes mand forlod hende på grund af hendes barnløshed. Hun følte sig ulykkelig og uelsket, da hun fandt ham på trappen og tog ham ind med kærlighed.
Efter at moren tog ham med sig, tænkte Lilly med sorg, “Sådan var skæbnen.”
Og hun var uendeligt lykkelig, da hun fandt ham igen på børnehjemmet.
Jonas forsøgte at finde sin biologiske mors skæbne. Han opdagede, at de legede lejet lejligheden. Moren tog af med en mand, der netop var kommet ud fra fængslet, og han fandt det meningsløst at lede videre. Hvorfor skulle han?